Carl Emil Petersens ’Amager Forbrænding’ er klassisk poprock med store omkvæd og afslebne kanter

Carl Emil Petersens ’Amager Forbrænding’ er klassisk poprock med store omkvæd og afslebne kanter
Carl Emil Petersen.
Carl Emil Petersens ’Amager Forbrænding’ er klassisk poprock med store omkvæd og afslebne kanter - Amager Forbrænding
3 6
Carl Emil Petersen
'Amager Forbrænding'

Album, A:larm

Vanen tro udsender ’Toppen af poppen’-aktuelle kunstnere nyt materiale efter sæsonafslutning, og Carl Emil Petersen er da heller ingen undtagelse. Den tidligere Ulige Numre-frontmands nye album falder naturligt nok kort tid efter hans optræden i det populære tv-program, som helt sikkert har slået dørene op for et nyt publikum.

Med sit andet soloalbum bygger den københavnske sangskriver stille og roligt ovenpå sit efterhånden frodige katalog af dansksproget, melodiøs og strømlinet poprock. De ti nye sange synes at være skrevet til sommerens store festivalscener med lidt mere tempo og lidt mere guitarknas end tidligere, dog uden at vige fra den skråsikre melodi, der til alle tider har været Carl Emil Petersens musikalske varemærke.

Førstesinglen ‘Tiden flyver’ er måske udgivelsens bedste nummer, og den illustrerer på fornemmeste vis, hvad det er, Petersen kan – og måske også, hvad han ikke kan, eller i hvert fald ikke prioriterer. Sangen slås an af et klaverstykke, der leder tankerne hen på Coldplay, hvilket på sin vis er meget sigende: ’Tiden flyver’ er nemlig en meget storladen, pompøs og stadionvenlig rocksang, der med ét virker genkendelig. Orkestret har et funket drive i versene, som driver nummeret fremad til det svulmende omkvæd, men ellers er det hele kontrolleret uden overraskelser eller spidsfindigheder.

Med ’I drømme har jeg drømt om dig’ fortsætter den musikalske sødme og uimponerede vokal, der som et knips med fingeren lirer en ungdommelig kærlighedshymne af. Det lyder som om Petersen så let som ingenting kan få melodi og bittersød melankoli til at flyde fra sine fingre og sin strube.

Når tempoet daler i den nostalgiske og strygerbårne ballade ‘Sankthans’, træder den inderlighed frem, som måske ligger Petersens hjerte nærmest. Men der, hvor han er bedst, er, når han viser lidt tænder og måske bevæger sig en smule væk fra sin komfortzone. Selv om han aldrig for alvor bider fra sig, er der glimt af en smule vrængen, hvilket får helhedsindtrykket til at fremstå mere afbalanceret og autentisk.

Trods den naivistiske og lidt teenagedramatiske tekst i ‘Dumme hjerte’ viser han her en lidt mørkere og dunkel side af kærlighedens skuespil, som udfolder sig gennem hele albummet. En mere løssluppen og fandenivoldsk tilgang til stoffet synes at smide lidt flere kalorier på Petersens sikre sangskriver-output.

‘Lagener i vinden’ er dog et trist eksempel på en musikalsk strategi, hvor der forsøges at tilføre flere kalorier til en spinkel sangstruktur via orkestrale underlægninger, men hvor resultatet desværre bliver kønsløst og uden retning. Når Petersen stoler på sin melodi og stemme og barberer alt det pompøse fra, som på den akustiske ‘Frelsende engel’, så spidser man øre, da tekst og akkorder får en større tyngde.

Carl Emil Petersen er en mester til at skrive vers-, omkvæd- og bro-strukturer legende let, således at alt flyder og er afbalanceret. Men til tider bliver det hele bare en tand for folkeligt, poleret og sikkert. Der er intet ønske fra Petersen side om at indtage nye territorier eller afsøge nye æstetiske grænselande. Det er klassisk poprock med store omkvæd og afslebne kanter. Så hvis man allerede er fan, bliver man ikke skuffet af at sætte det nye album på anlægget.


Kort sagt:
Carl Emil Petersens nye album er fyldt med kærlighedsfortællinger fra storbyens virvar og består af en række stilsikre melodier uden de store udsving eller vovede satsninger.

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold