Tre grunde til, at Lizzo i K.B. Hallen (forhåbentligt) bliver en af årets bedste fester

Tre grunde til, at Lizzo i K.B. Hallen (forhåbentligt) bliver en af årets bedste fester
Lizzo på Roskilde Festival.
Foto: Andreas Holm/Soundvenue
Hele verden elsker den amerikanske rapper-sanger-fløjtenists bekræftende selvhjælpssange og sassy attitude, og nu er selv danskerne i den grad steget om bord på Lizzo-toget. Tirsdagens udsolgte koncert i K.B. Hallen blev hurtigt opgraderet fra et ligeså udsolgt Store Vega, og nu kan ca. 4.500 publikummer altså glæde sig til et brag af en koncert. Her er tre grunde til, hvorfor koncerten (forhåbentligt) bliver en af årets absolut bedste fester.

1. Ubetinget selvkærlighed

 »Det er så svært at elske sig selv i en verden, der ikke gengælder kærligheden«, prædikede Lizzo foran en kæmpe røvballon og et fuldstændig ekstatisk publikum til dette års MTV VMA. Førstnævnte får vi nok desværre ikke at se i K.B. Hallen, men hvis der er nogen, der kan få danskerne til at glemme alt om uduelige fuckboys og tilværelsens generelle lede i det mørke efterårsvejr, så må det være Lizzo.

Den amerikanske humørbombe lyser op som et terapeutisk fyrtårn i det store hav af eksistentiel tvivl, der ellers præger megen populærmusik i disse år, og med Lizzos selvkærlighedsmantra og fuck the haters-attitude er der intet mindre end 100 garanti garanti for, at alle koncertgængere kan gå hjem fra K.B. Hallen med et kæmpe smil på læben og en god portion ekstra selvtillid på kontoen.

Det var i øvrigt præcis, hvad der skete, da Lizzo gæstede dette års Roskilde Festival. Her lykkedes hun nemlig med den umådeligt svære opgave at løfte de ellers hårdt pressede, tømmermændsramte festivalgæster op fra sølet på festivalens afsluttende dag. Det skete gennem en form for kollektiv selvhjælpskonference, hvor vi alle lærte at elske både os selv og hinanden på ny.

2. Med Lizzo er mere bare mere

Når man kigger forskellige liveoptrædener med Lizzo igennem, er det helt tydeligt, at amerikaneren er indehaver af et ekstremt imponerende energiniveau. Hendes vokal og generelle performance har ’kun’ to overordnede niveauer: Mest og Mere.

Blandt mange glimrende eksempler skal særligt fremhæves hendes ekstremt veloplagte Tiny (Ass) Desk Concert fra tidligere i år, hvor hun trods det beskedne setup, som mange kunstnere sædvanligvis udnytter til at spille mere nedtonede akustiske versioner af deres materiale, gav den fuld gas. Det gælder især på åbningsnummeret ’Cuz’ I Love You’ og ikke mindst ’Truth Hurts’, hvor meme-værdige linjer som »I’m cryin’ cause I love you« og »I will never never never ever be your sidebitch« nærmest brøles ud til publikum, der tager imod lydmuren med åbne arme.

Det er selvfølgelig en væsentlig mere arena-egnet konstellation, vi skal være vidne til i K.B. Hallen, så Lizzo kommer naturligvis ikke blot til at sidde på en stol og krænge sine bangers ud – tværtimod. Sangeren har tilsyneladende svært ved at stå stille, og vi kan derfor forvente masser af smittende dansestemning, obligatorisk twerking samt masser af gospelstemning og ikke mindst humor og selvironi – som når Lizzo bliver gift med sig selv til tonerne af megahittet ’Truth Hurts’.

Hvor andre skruer ned, skubber Lizzo altså volumenknappen ud over kanten, og hendes over the top personlighed og performance bør absolut være mere end rigeligt til at skabe en kæmpe fest på en ellers kedelig tirsdag.

3. Special Guest Star: Sasha Flute

Lizzo er en sand musikalsk multitasker. Hun indledte karrieren som rendyrket rapper, er siden blevet kendt som den helt store gospel-belter, og så er hun faktisk intet mindre end uddannet klassisk fløjtenist.

Og hvis du tror, at en tværfløjte måske er det kedeligste, mest uskyldige instrument, du kan komme i tanke om, så kan du godt tro om igen, for i Lizzos hænder kommer det lille sølvrør virkelig til sin ret både på og af scenen – faktisk i en sådan grad, at hendes fløjte har sit helt eget navn og en tilhørende Instagram-profil med næsten 300.000 følgere, som absolut er et kig værd.

Lizzo har døbt sin tro fløjtesvend Sasha Flute (efter Beyoncés kendte alter ego Sasha Fierce), og den har sågar sin egen gruppe af fans kaldet Flootgang. Udover Sasha har Lizzo også erhvervet sig en blå fløjte ved navn Blew Ivy (efter Beyoncés datter Blue Ivy), som ifølge historien er Sashas kusine.

Sasha Flute er efter alt at dømme en bestemt dame, der ligesom Lizzo er twerkfan og fuld af sass, hvilket betyder, at den hylemorsomme Instagram-konto byder på alt fra en fantastisk ’Who Wore It Best’-konkurrence med Lizzos lyserøde fjerlook fra dette års MET-galla over en twerking-session med Megan Thee Stallion og endelig en full-on Ron Burgundy flute-challenge.

Om det bliver Sasha Flute eller Blew Ivy, der får lov at shine i K.B. Hallen er ikke til at sige, men det er i hvert fald sikkert, at en fløjte i et eller andet omfang vil gøre sin entré på scenen. Ligesom til BET-awards, hvor det var Sasha Flutes triller, der fik selveste Rihanna til at rejse sig op – mon ikke K.B. Hallen vil gøre det samme?

Læs også: Efter anklager om plagiat: Lizzo giver officiel anerkendelse til forfatter af tweet

View this post on Instagram

Who wore it better? #metgala @marcjacobs @themarcjacobs

A post shared by Sasha Flute (@sashabefluting) on

View this post on Instagram

PERIOD

A post shared by Sasha Flute (@sashabefluting) on

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold