Hymns from Ninevehs første album på dansk besynger frelsen fra angst og smerte
Efter et årti som engelsksproget singer/songwriter kaster Hymns from Nineveh sig med ‘Sindets asyl’ for første gang over det danske sprog. Alle ni sange er på dansk, og Jonas H. Petersens lyrik behandler modersmålet med fløjlshandsker.
Det bliver så yndigt, at det næsten kan sammenlignes med salmer. Pressematerialet rubricerer albummet som ‘salmepop’, og på første nummer, ‘Pilgrimssang’, er verslyrikken da også taget direkte fra N.F.S. Grundtvig.
I omkvædet synger Petersen om, at det fungerede som en kur mod hans angst, når hans søster sang ‘Blomstre som en rosengård’ og ‘Tag det sorte kors fra graven’ for ham. Man kan mærke både angsten og modgiften i musikken – angsten i det hektiske arrangement, og flugten derfra i hvor elegant, det hele alligevel ender med at spille sammen, som strygere, trommemaskiner, synths og koklokker går op i en højere enhed.
Denne bagkant af angst giver noget øget vægt til den spirituelle rejse, Petersen beskriver. Men den ryger desværre lidt i baggrunden. Jovist, på ‘Kastanjer’ synger han om ikke at »bo alene med smerten«, og på ‘Frostsalme to eller tre’ synger han om »dræbende kulde og frysende ve«. Men uanset hvor mange gange, han nævner de tunge emner, bliver det svært at få dem helt ind under huden, fordi han sjældent nævner noget konkret – at høre ham finde tryghed i sin søsters salmesang er langt mere engagerende, end nogen metafor kan være på egen hånd.
Det er egentlig ikke fordi albummet er bange for at konfrontere hverdagens sære eksistens. På ‘Stråle – tåre – dråbe’ hører vi, at Petersens brusebad renser ham for sorg, og på ‘Kastanjer’ samler han kastanjer som kærlighedserklæring til nogen, der har fødselsdag. Men alle disse konkrete vignetter handler langt mere om frelsen fra smerten, end de handler om smerten i sig selv. Og når jeg ikke kan mærke, hvad Petersen bliver reddet fra, er det svært for mig at blive særlig investeret i hans nyfundne lykke.
Det, der så lyrisk alligevel redder Petersen, er hans ubestrideligt finurlige greb om sproget. Eksempelvis beskriver han på titelnummeret, hvordan man træder ud af en dør, man »kun kan gå ind ad« – man moonwalker selvfølgelig. Når han på ‘Tørbrud’ mindes barndomsstunder med »de frugter man spiste med skrællen på vrangen / med hele sit ansigt begravet i solen« er det også ganske charmerende. Og når denne nostalgiske idyl understreges af symfoniske strygere og fløjter, kan lykken da godt gå hen og smitte.
Til tider bliver den højtragende folkinstrumentationen lidt for meget af det gode – de fyldige lydbilleder på omkvædene til ‘Stråle – tåre – dråbe’ og ‘Den sorgløse sommer’ bliver så mættede, at følelsesuniverset nærmer sig det karikerede. Men ofte kommunikerer musikken fint den tilsigtede stemning, og på mere sonisk underspillede tracks som ‘Frostsalme for to eller tre’ og ‘Bekendelse’ hjælper den med at fremprovokere de følelser, lyrikken ikke helt strækker sig til at etablere.
Et album om rejsen fra smerte til frelse er en oprigtigt god idé, som jeg håber, Petersen vil udforske videre i fremtiden. Men ‘Sindets asyl’ er desværre ingenlunde nær så god til at indkapsle den indledende angst som den euforiske destination.
Kort sagt:
Jonas H. Petersen er tydeligvis stadig rig på kreative musikalske og lyriske tiltag – men den idylliske folkpop på ‘Sindets asyl’ savner den kant, der skal til for effektivt at kommunikere den smerte, albummet tematiserer.