Der er løbet meget vand i åen siden 13-årige Scarlett Johansson fik sit store gennembrud overfor Robert Redford i ’Hestehviskeren’ i 1998. Siden er skuespilleren blevet en af Hollywoods bedst betalte stjerner og et Marvel-ikon for superhelterollen som Black Widow – men halvt danske Johansson (hendes far er arkitekten Karsten Johansson) er lige så hjemme i små indieperler som på IMAX-lærredet.
I anledning af premieren på solofilmen ‘Black Widow’ (endelig!) rangerer vi hendes 10 bedste roller indtil nu:
Nr. 10: ’Avengers: Endgame’
Der er dem, der er hurtige til at afskrive store stjerners præstationer i Marvels ultrakommercielle superhelteuniverser som lidet andet end klækkeligt betalte frikvarterer fra de kunstneriske aspirationer. Men Johanssons performance i ’Avengers: Endgame’ er et stærkt eksempel på, hvor intenst den rette skuespiller kan brænde igennem selv omgivet af 117 kappeklædte kolleger på IMAX-lærredet.
Efter at have spillet andenviolin til de mandlige heltes udskejelser i henved et årti, gav Johanssons sidste tur i ’Avengers’-manegen hende endelig mulighed for at føje langt flere nuancer til spionen Natasha Romanoff end hidtil. Med grødet stemme og traumet lysende i øjnene ramte hendes scener i starten af filmen (hvor heltene er i sorg efter skurken Thanos’ massedrab) en hudløst ægte nerve af menneskelig afmagt, der spillede det øvrige cast af banen.
Var det dødærgerligt paradoksalt, at Marvel undlod at udnytte Johanssons talent i årevis før end finalen, hvor hendes død agerede katalysator for mændenes hævn? Absolut.
Kan ses på Disney+.
Nr. 9: ’Ghost World’
Lige så hjemme Scarlett Johansson er som leading lady, lige så stort flair har hun for små, skæve roller, der spiller på hendes naturlige af udstråling en introvert mystik. Tilbage i 2001 høstede stjernen således store roser for sit portræt outsideren Rebecca, der sammen med sin bedste ven Enid (Thora Birch) forsøger at navigere i den sidste, forvirrende highschool-tid – en tid, der kompliceres yderligere af Enids nye, ikke så lidt kontroversielle venskab med en midaldrende mand (Steve Buscemi).
Johansson indfanger perfekt unge Rebeccas indestængte forvirring og frustration da relationen til Enid sættes på en prøve, og man kan mærke hendes teenage-weltschmerz vibrere fint og sårbart på skærmen i den mørke komedie, der ikke just er som ungdomsfilm er flest.
Kan desværre ikke streames herhjemme på nuværende tidspunkt.
Nr. 8: ’Match Point’
Kontroverserne omkring Woody Allen til side så kan de færreste knægte mandens formidable evne til at skrive komplekse kvinderoller. Og i en årrække var Scarlett Johansson instruktørens største muse. Den første film i samarbejdet var ’Match Point’, hvori Johanssons karakter Nola er forlovet med rigmandssønnen Tom (Matthew Goode), men forelsker sig i den tidligere tennisstjerne Chris (spillet af Jonathan Rhys Meyers).
Affæren er altopslugende, og Nola trækker i sidste ende det korte strå i trekantsdramaet (for at sige det mildt). Men skønt karakteren taler ind i briternes stereotype forestillinger om blåøjede amerikanske babes, giver Allens ferme manuskript Johansson rigeligt albuerum til at forvandle Nola til en både rasende forførende og melankolsk film noir-skikkelse, der styrer mod afgrunden.
Kan ses på Filmstriben, SF Anytime og Blockbuster.
Nr. 7: ’Hestehviskeren’
Johanssons gennembrudsrolle står stadig som en af hendes mest alsidige præstationer, og en af de suverænt bedste barneroller fra nyere filmtid. Den 13-årige skuespiller blev håndplukket af instruktør Robert Redford til rollen som hestepigen Grace, der kommer ud for en dybt traumatisk rideulykke, hvor hendes bedste veninde bliver dræbt og hendes egen hest bliver voldsomt skadet.
Kristin Scott Davis er moren, der i et desperat forsøg på at hele sin datters arrede sjæl rykker både pige og hest til en hestehvisker i Montana, spillet af Redford selv, mens Sam Neill spiller Graces far. Det er et storspillende voksencast, og så meget desto mere imponerende er det, at det immervæk Johansson, der fuldstændig stjæler billedet som hjemsøgte Grace.
Fun fact: Johansson og Redford blev genforenet på skærmen 16 år senere i ‘Captain America: The Winter Soldier’, hvor de to deler en symbolsk scene.
Kan ses på YouTube, SF Anytime og Blockbuster.
Nr. 6: ’Pige med perleørering’
Castingen af 19-årige Scarlett Johansson overfor 43-årige Colin Firth vakte næsten lige så meget debat som parringen af Johansson og Bill Murray gjorde det samme år i ’Lost in Translation’. Her næsten 20 år senere er det da også lidt svært ikke at føle et vist ubehag over aldersforskellen i ’romancen’ mellem tjenestepigen Griet og maleren Vermeer Peter Webbers stille drama, men det rører ikke ved Johanssons effektive legemliggørelse af den sky unge kvinde (hun på det nærmeste hvisker sig igennem filmen) der bliver hovedpersonen i et af kunsthistoriens mest feterede portrætter. Og kemien mellem hende og Firth sitrer uforløst og længselsfuldt i luften.
Kan desværre ikke streames herhjemme på nuværende tidspunkt.
Nr. 5: ’Vicky Cristina Barcelona’
Woody Allen og Scarlett Johansson slog de kreative kræfter sammen for tredje gang i kønssatiren ’Vicky Cristina Barcelona’, om to amerikanske veninder på sommerferie i Barcelona. Scarlett Johansson spiller den frigjorte Cristina, som hurtigt falder for kunstneren og trussetyven Juan Antonio (Javier Bardem). Til Juans ekskones (Penélope Cruz) store fortrydelse, vel og mærke, såvel som Cristinas veninde Vickys (Rebecca Halls) utilslørede forbitrelse.
Scarlett viser præcis hvor indtagende hun kan forføre ikke blot sine medspillere, men også publikum med både selvironi og varme – samtidig med at hun lader en afvæbnende rastløshed over livets ulidelige lethed perforere hver en scene.
Kan ses på Filmstriben, Viaplay og Blockbuster.
Nr. 4: ’Jojo Rabbit’
I 2020 var Johansson var nomineret i hele to Oscar-kategorier for to vidt forskellige roller: Bedste kvindelige hovedrolle for Noah Baumbachs ægteskabsdrama ’Marriage Story’ og Bedste kvindelige birolle for Taika Waititis Hitler-komedie ’Jojo Rabbit’. På lettere skandaløs vis måtte skuespilleren gå tomhændet hjem, men det rykker ikke en millimeter ved, at begge præstationer var i vinderklassen.
I ’Jojo Rabbit’ spiller Johansson den særdeles handlekraftige alenemor til hovedpersonen Jojo, der viser sig at gemme på en oprørsk hemmelighed, end ikke sønnen kender til. Johansson veksler sømløst mellem moderlig ømhed og stålsat determination overfor Det Tredje Riges uhyrligheder, og scenen, hvor hun eksploderer i hvidt raseri på sønnen, der indledningsvist naivt køber Hitler Jugends propaganda, får en til at hoppe i sofaen.
Kan ses på Viaplay, iTunes, SF Anytime og Blockbuster.
Nr. 3: Under the Skin
Johansson har karrierens til dato mest overraskende rolle i Jonathan Glazers sælsomme og creepy sci fi-film, hvori hun spiller en unavngiven kvinde, der kører rundt i en minivan og samler mænd op i skumringstiden i Skotland. Store dele af filmen er optaget med skjult kamera, og kontrasten mellem Scarletts tavse femme fatale og de skotske hverdagsfolk skaber en foruroligende følelse af fremmedgørelse og distance.
Kvindens sporadiske, akavede forsøg på at række ud efter menneskeligt nærvær (når hun ikke gør værre ting ved medpassagererne … ) er sært rørende, men skaber samtidig en suspense-ladet ambivalens, der udfordrer og twister publikums forudindtagede billeder af superstjernen som forførerske.
Kan desværre ikke streames herhjemme på nuværende tidspunkt.
Nr. 2: ’Marriage Story’
Scarlett Johansson og Adam Driver er et noget nært perfekt skuespillermatch i Noah Baumbachs smertelige (og semi-selvbiografiske) skilsmissedrama om parret Nicole og Charlies eksplosive brud og kamp for forældremyndighed over sønnen Henry.
De stridende parters turbulente relation emmer 100 procent troværdigt af knust kærlighed, og Johansson krænger sit inderste ud som kvinden, der er splittet mellem sorg og lede. Nok bruger filmen marginalt flere minutter på Charlies mere fysiske sammenbrud (igen, det er instruktørens egen fortælling), men det er Johanssons Nicole, der er filmens sørgmodige anker. Og ens eget hjerte knuses i realtid sammen med hende.
Kan ses på Netflix.
Nr. 1: ‘Lost in Translation’
Sublime Bill Murray og ditto Scarlett Johansson udgør en umage, kontroversiel og komplet uimodståelig duo i Sofia Coppolas mesterværk om to ensomme skæbner på et anonymt hotel i Tokyo. Det er poetisk-melankolsk som ind i helvede og så charmerende velspillet, at man skal være gjort af unikt hårdt stof for ikke selv at få sommerfugle i maven i takt med, at Murray og Johansson indleder et af filmhistoriens mest gnistrende, overraskende ’venskaber’.
Ja, det vakte et mindre ramaskrig, at purunge Johansson blev stillet overfor den 34 år ældre Murray. For ikke nok med, at aldersforskellen var bemærkelsesværdig selv for Hollywood-standarder, så var Johansson også kun 17 år gammel, da indspilningerne gik i gang (i filmen skal hun forestille at være midt i 20’erne).
Men for en gangs skyld må kontrovers være kontrovers: Coppolas instruktion er nænsom og respektfuld, og på intet tidspunkt ’Lolita-ficeres’ Johanssons karakter, der føles fuldstændig jævnbyrdig med Murray. Sidstnævnte fik et comeback som dramatisk skuespiller, mens Johansson slet og ret indfangede hele millennial-generationens søgende rodløshed et helt årti før det blev en regulær Hollywood-tendens.
Kan desværre ikke streames herhjemme på nuværende tidspunkt.