DE BEDSTE:
’The Squid and the Whale’
At sige, at de to børn i ’The Squid and the Whale’ håndterer deres forældres skilsmisse dårligt, er lidt af en underdrivelse. Når ikke lige lillebroderen bruger tiden på at onanere på skolebiblioteket, bilder storebroderen i et forsøg på at booste sin egen selvtillid alle ind, at han har skrevet Pink Floyds ’Hey You’. Men det er også svært at tage separationen i stiv arm, når mor knalder med halvdelen af nabolaget, og far viser sig at være et prætentiøst røvhul.
Noah Baumbachs selvbiografiske dramady giver et både morsomt og rørende indblik i en familie i opløsning. Den minder os om, hvor hårdt det kan være at indse, at vores forældre ikke er ufejlbarlige – og ikke mindst, at vi heller ikke selv er det. Jesse Eisenberg fik fortjent sit gennembrud som storebroderen Walt, der må sande, at vejen ind i de voksnes rækker er belagt med knuste illusioner og bristede ambitioner. Men det er Jeff Daniels i rollen som den selvindbildske fader med et ego på størrelse med Manhattan, der stjæler showet.
’Mud’
Som børn går vi automatisk ud fra, at kærligheden altid er betingelsesløs. Vi tror, at hvis vi bare elsker nogen nok, så vil vores følelser også automatisk blive gengældt. Sådan er det også for Ellis i Jeff Nichols’ ’Mud’. Den unge dreng er en håbløs romantiker med troen på, at kærligheden altid overvinder alt. Lige indtil den dag han møder den undvegne fange Mud og bliver kastet hovedkulds ud i de voksnes hårde og kyniske verden.
’Mud’ var fortjent med til at give Matthew McConaughey sit store comeback på det store lærred, og rollen synes da næsten også at være skræddersyet til hans southern charm. Men det er det unge stjerneskud Tye Sheridan, der for alvor imponerer som drengen, der langsomt må sande, at hans barnlige uskyld er på vej ned i Mississippiflodens mørke dyb. ’Mud’ lugter både af Mark Twains ‘Huckelberry Finn’ og Stephen Kings ‘Stand By Me’, men tag endelig ikke fejl: Denne glimrende sydstasfabel er helt sin egen.
’Superbad’
Der er lavet utallige komedier om kiksede jomfruer, der skal have taget deres mødom. Tænk bare på ’American Pie’, ’Easy A’, ’The 40 Year Old Virgin’ og ’Porky’s’. Men få film har gjort det med så meget humoristisk overskud som Greg Mottolas ‘Superbad’. Jonah Hill, Michael Cera og Christopher Mintz-Plasse sparker ikke bare nyt liv i de mest fortærskede high school-klicheer. De losser dem lige i skridtet, så der ikke er et øje tørt.
’Superbad’ er fyldt til bristepunktet med bizarre optrin og morsomme dialoger, men bag smilet gemmer der sig også en mere alvorlig pointe om at turde være sig selv i stedet for konstant at prøve at være alle mulige andre. Med mindre man bilder folk ind, at man hedder McLovin. Så er det bare med at holde fast i løgnen.
SE FLERE FREMRAGENDE COMING OF AGE-FILM PÅ NÆSTE SIDE
’Almost Famous’
Rockmusikken har altid spillet en afgørende rolle i overgangen fra barn til voksen. Den giver os noget at hægte vores identitet op på, når vi stadig famler i blinde for at finde ud af, hvem vi egentlig er. I Cameron Crowes selvbiografiske ’Almost Famous’ bliver rockmusikken redningen fra det mondæne liv bag ligusterhækken for teenageren William Miller. Som søsteren siger til ham i begyndelsen af filmen: »Musikken vil sætte dig fri«.
Og da William lander et job som musikjournalist hos magasinet Rolling Stone, gør musikken netop det. Men friheden har sin pris, og det er ikke altid lige sjovt at bryde barndommens lænker, når man befinder sig midt i 1970’ernes hedonistiske verden af sex, drugs og rock’n’ roll. Omvendt er det heller ikke det værste sted at befinde sig, når hormonerne raser, og forelskelserne lurer lige rundt om hjørnet.
’Moonrise Kingdom’
Prøv at luk øjnene og tænk tilbage på den første gang, du blev forelsket. Dengang kærligheden var et nyt og berusende bekendtskab, der gav sommerfugle i maven, rødmen i kinderne, og hvor et enkelt kys truede med at viske det sidste af barndommen bort. Kan du huske det? Hvis ikke, så vil Wes Andersons ‘Moonrise Kingdom’ helt sikkert genopfriske din hukommelse.
Historien om den unge Sam, der skrider fra en spejdertur for at tage på eventyr med sin penneveninde Suzy lyder som noget, Nils Malmros eller Søren Kragh-Jacobsen kunne have strikket sammen i 70’erne. Men ’Moonrise Kingdom’ er så langt fra ’Vil du se min smukke navle’, man kan komme. Den er et kulørt postkortbillede af en svunden tid, som kun Wes Anderson kan male det. Et stramt komponeret, vittigt og velskrevet kærestebrev til den første forelskelse, som man får lyst til at læse igen og igen.
DE OVERSETE PERLER:
’Igby Goes Down’
»Sindssyge er relativt«, lyder taglinen i Burr Sterrs indiedrama. Og for Kiera Culkins misantropiske teenager Igby er der ingen tvivl. At henslæbe dagene hos sin sociopatiske overklassemor og snobbede storebror vil helt sikkert sende ham på den lukkede afdeling som sin far. Derfor pakker han sine sydfrugter og flygter ind i New Yorks bohemeverden, hvor han (selvfølgelig) ender med at finde sig selv.
Kiera Culkin fik fortjent en Golden Globe-nominering for sin rolle som filmens titelfigur, men også Susan Sarandon, Jeff Goldblum og Ryan Phillipe gør det godt som øretæveindbydende familiemedlemmer. For Igby handler det ikke så meget om destinationen, men rejsen i sig selv. Han aner ikke, hvor han vil hen med sit liv – han ved bare, at han gerne vil væk fra det hele. Og sådan er det vel for de fleste teenagere?
’A Guide to Recognizing Your Saints’
Robert Downey Jr. Channing Tatum. Shia LaBeouf. Rosario Dawson. Det er noget af et cast, den debuterende instruktør Dito Montiel samlede i sin selvbiografiske instruktørdebut fra 2006 om en teenager, der vokser op i den hårde ende af bydelen Queens i midten af 1980’erne. Men man forstår godt, at stjernerne flokkedes om filmen.
Montiel formår nemlig at koge en ny og frisk suppe på den gamle opskrift om en skidt knægt, der kæmper for at finde en vej ud af kriminalitetens løbebane. Det kan godt være, at ’A Guide to Recognizing Your Saints’ står i gæld til klassikere som ’Mean Streets’, ’Basketball Diaries’ og ’Once Upon a Time in America’, men filmen besidder nok energi og fandenivoldskhed til at stå på egne ben. Sammen med ’Tropic Thunder’ var den i øvrigt et vigtigt element i Downey Jr. renæssance som skuespiller.
SE FLERE OVERSETE COMING OF AGE-PERLER PÅ SIDSTE SIDE
’Brick’
Hvad får man, hvis man blander klassisk film-noir a la ’The Maltese Falcon’ med highschool-dramaer som ’The Breakfast Club’? Et godt bud ville være Rian Johnsons kultdebut. Ligesom Alan Parkers ’Bugsy Malone’ fra 1976 blander instruktøren, som siden stod bag ’Looper’ og nu skal instruere de kommende ’Star Wars’-film, elegant den hårdkogte detektivgenre med unge skuespillere, der højest sandsynlig ikke ville kunne udpege Humphrey Bogart ved et fængselsline-up. Og det fungerer.
Joseph Gordon-Levitt er glimrende som teenageren Brendan Frye, der kastes ud i en underverden af mord, vold og narko efter at have fundet sin ekskæreste død i en grøft. Dialogerne er som taget ud af en Raymond Chandler-roman, og der er nok femmes fatales og skumle skurke til at holde selv den mest rastløse teenager fanget undervejs. Vil man se et anderledes bud på, hvordan et coming of age-drama kan skæres, må man ikke snyde sig selv for ‘Brick’.
’I Used to Be Darker’
Matt Porterfields tredje spillefilm er ikke, som ungdomsfilm er flest. Ved at caste primært uprøvede skuespillere i hovedrollerne og sætte handlingen i en dødssyg, nordirsk flække sparker ’I Used to be Darker’ noget tiltrængt realisme ind i den velkendte historie om en ung teenager på flugt fra sin familie.
Filmen er en til tider frustrerende fragmenteret fortælling om en familie i opløsning og en hovedperson, der kæmper for at finde sig selv i den grå og triste virkelighed omkring sig. Men det er også denne stil, der får Porterfields low-key-krønike til at skille sig ud fra de mere velkendte bukke i Hollywood-folden. ’I Used to be Darker’ stiller flere spørgsmål, end den besvarer. Og det er lidt af en befrielse i en genre, der er kendt for at give de fleste svar på forhånd.
’Youth in Revolt’
Få skuespillere har som Michael Cera formået at legemliggøre den usikre og kiksede teenager i det nye årtusinde. Tænk bare på ’Superbad’, ’Juno’, ’Nick and Norah’s Infinite Playlist’ og ’Scott Pilgrim vs. The World’. Derfor er der også opløftende at se den unge skuespiller lege med publikums forventninger i Miguel Artetas ’Youth in Revolt’, der fungerer som en slags moderne genfortælling af Robert Louis Stevensons ’Dr. Jekyll & Mr. Hyde’.
Michael Cera spiller den introverte teenager Nick, der lever sammen med sin mor i en forfalden trailerpark. I et forsøg på at slå kløerne i sin drømmepige opfinder Nick et alterego ved navn Francois, der er alt det, han ikke selv er: rebelsk, oprørsk og selvsikker. ’Youth in Revolt’ griber fat i ungdommens usikkerhed og identitetskrise og giver dem en ordentlig rystetur. Og med en storspillende Michael Cera bag rattet styrer filmen elegant uden om de mest velkendte bump på vejen.