Dan Bodan

Han kunne være en rille på en jazzplade fra 50’erne. Eller tonerne på et 80’er-dansegulv. På ’For Heaven’s Sake’ crooner han som Sinatra med klaver og bas, og på ’Romeo’ smyger han sin sexede vokal om mørke, drømmende synthesizere. Dan Bodan er ikke nem at gøre sig klog på.

Ligeledes forvirrende er det, at dette er udråbt til Bodans officielle debut, selv om den unge Berlin-baserede canadier allerede har to langspillere i bagagen. Men det er egentlig sagen uvedkommende, for Bodan kan lave popsange. Ikke dem, der glider lige ind i øret ved første lyt, men eksperimenterende skæringer, der kræver deres tid, før de inviterer lytteren med helt ind i soveværelset.

»Not ashamed of things I do at night«, synger han på ’Jaws of Life’. Crooner-vokalen og den flabede, tilbagelænede attitude gør Bodan til en eksperimenterende udgave af Bryan Ferry: Flirtende, poppet, dyster og tilmed psykedelisk. Der er slæbende elektronik, taktudfordrende fingerknips, skærende synthesizere, sindsforvirrede blæsere og skælvende vokal. Og så har han krydret det hele med mystiske baggrundseffekter af pludseligt afbrudt menneskelarm og rislende vand.

Men elektronikken og eksperimenterne mangler undertiden pondus, for når albummet bliver for blødt, glemmer man simpelthen at høre efter. Det er først, når synthesizeren hiver de dynebløde toner lidt til side og forvandler soveværelset til noget, der ikke kun er tiltænkt søvn, at Dan Bodan for alvor kommer til sin ret.