CPH:DOX: ’Bronx Obama’

Nogle gange er alverdens gode intentioner og et nok så fascinerende oplæg bare ikke helt nok. Det er den fornemmelse, man sidder tilbage med efter at have set Ryan Murdocks ’Bronx Obama’, der følger Obama-impressionisten Louis Ortiz fra, ja, New Yorks Bronx-kvarter.

Ortiz med de puertoricanske rødder bærer en slående lighed med USA’s præsident og forsøger at skabe sig en karriere i showbusiness på dette grundlag alene. Det er en syret legemliggørelse af den amerikanske drøm: Den lille mand fra trange kår tjener til føden ved at imitere selvsamme præsident, som på tv prædiker om hårdt arbejde som vejen til succes.

Umiddelbart er Murdocks præmis vældig interessant, særligt fordi vi følger Ortiz helt fra det skelsættende valg i 2008, hvor jublen genlød i Bronx’ gader, og frem til Obamas genindsættelse i 2012. Vi er med, når Ortiz står side om side med ’Spiderman’ på Times Square og lader turisterne tage billeder for en skilling til filmoptagelser i Japan og en optræden ved et underholdningsshow, hvor en benovet Ortiz møder selveste Dalai Lama. Særligt skub i karrieren kommer der op til valget i 2012, hvor Ortiz tager på turne med en selvironiserende Mitt Romney-impressionist og en skrap manager.

Men livet som en anden tærer på Ortiz, som til sidst klager over, at han snart ikke ved, hvem han selv er længere. Han holder taler som Obama, der sidder lige i skabet til publikums begejstring, slår humoristisk plat på præsidentens hudfarve, mens han selv må male sig mørkere i ansigtet for at øge ligheden, og sætter sig indgående ind i Obamas politik foran sit lille fjernsyn.

Alvorstung racepolitik og showbiz, skuespil og virkelighed smelter sammen for Ortiz, hvis Bronx-accent langsomt forsvinder, i takt med at årene går, og hans karrierevej bliver en altopslugende livsstil, der står i skarp kontrast til nabolagets håbløse forfald.

Sin teenagedatter ser Ortiz ikke meget til, for hun er blevet installeret hos bedsteforældrene i Florida, da moderen er død, og Ortiz hverken har tid eller penge til at passe hende. Scenerne med hende hører til blandt filmens mest rørende, for mens man ikke for alvor kommer ind under huden på Ortiz, fremstår datteren spillevende med al sin ungdomsnaivitet og savn efter sin far. Problemet med Ortiz er paradoksalt nok det samme, der gør ham til en både tragisk og oplagt antihelt – han er ikke synderligt interessant, har ikke den store karisma, og så mangler han hvert et gran af den nerve, der netop gør Obama til så indtagende et bekendtskab på skærmen.

Ja, Ortiz ligner præsidenten, men hans øjne er døde og blottet for autoritet, når han giver den som lederen af den frie verden. Vi ved hvorfor. Men det er alligevel både trist og enerverende at være vidne til.