Julian Casablancas + The Voidz – når en forkælet rockstjerne keder sig
Hvilke musikalske græsgange skal man søge imod, når man har bevist sit værd som karismatisk frontmand i et af det forgangne årtis største og mest stilsættende rockbands? I tilfældet Julian Casablancas har det været at slå sine folder i et mere løssluppent udtryk end stramt eksekverede The Strokes.
Med sine nye legekammerater i bandet The Voidz afsøger Casablancas i stedet en jam-orienteret og genreskizofren cocktail, hvor anything goes – frugten af deres fælles anstrengelser så dagens lys med det albummet ‘Tyranny’ fra tidligere i år. Det var også herfra, at hovedretten på aftenens musikalske menu i Store Vega, var sat sammen.
Læs anmeldelse: Julian Casablancas + The Voidz ‘Tyranny’
Derfor var koncerten præget af såvel polyrytmisk afrobeat, hæsblæsende progrock med temposkift og komplekse guitarmønstre, 80’er-heltemetal og arkadespil-elektroniske interludes.
Det kunne have foldet sig spændende ud, hvis ikke Casablancas spændte ben for sig selv, sit band og det fremmødte publikum med en ugidelig attitude. Allerede i anden sang væltede han rundt med en infantil adfærd og hamrede mikrofonen ned i Jeff Kites tangenter og viklede ledningen rundt om halsen på guitaristen Jeramy Gritter.
Der blev jappet igennem ‘Human Sadness’, ‘Xerox’, ‘Father Electricity’ og den rammende betitlede ‘M.utually A.ssured D.estruction’. Når vokalen ikke var forvrænget til ukendelighed, maltrakterede Casablancas sine stemmebånd med stedvist pivfalske fraseringer.
Undervejs i koncerten høstede Casablancas lidt billige point med danske fraser, men måtte samtidig pointere: »We just bring our lazy asses out here and everything’s ready for us. What’s going on? Is it Sunday night with you?«
En bemærkning, som faldt flere fra brystet. Ikke alene koketterede hovedpersonen med sin og bandets attitude. Den forvænte og forkælede rockstjerne måtte også vrisse af, at publikum ikke tog imod de mildest talt rædderlige løjer med kyshånd!
Ret skal være ret, og glimtvis tog Julian Casablancas + The Voidz sig sammen.
‘Where No Eagles Fly’, ‘Crunch Punch’ samt en koncentreret og fokuseret indsats i The Strokes-nummeret ‘I’ll Try Anything Once’ ruskede tiltrængt liv i de slaskede slacker-klude.
Det er skam Julian Casablancas vel undt at holde et musikalsk frikvarter og spasse ud, og man trak da også på smilebåndet over det halsbrækkende samspil mellem musikerne, som det ene sekund leverede skizoide synkoperinger for derefter at ramle sammen i en kollektiv nedsmeltning.
Sådanne sjuskede ekskursioner hører dog hjemme på en uinspireret dag i øvelokalet og ikke på scenen i Store Vega.
Læs også: Interview med Julian Casablancas: »Jeg er en slags direktør for hele foretagendet«