Julian Casablancas, forsanger i det stadig aktive The Strokes, har netop udgivet sit andet soloalbum med den kontante titel ’Tyranny’, et samarbejde med bandet The Voidz og udgivet på Casablancas’ eget pladeselskab Cult Records. Vi har taget en snak med ham om den mere aggressive stil på de nye sange og de tematikker, der ligger bag den hårdere, mere uforsonlige facade.
Kan du fortælle lidt om, hvordan du arbejdede med de nye sange: Anvendte du en særlig metode eller var processen mere tilfældig?
»Jeg arbejder i udgangspunktet altid på den samme måde. Jeg leger lidt med en bunke ideer, samler dem på min computer og ser, hvad der sker. Dernæst involverer jeg bandet, og så arbejder vi sammen derfra. Nogle ideer viser sig ikke at holde, og andre bliver til færdige sange. Vi har en virkelig god kemi sammen og supplerer hinanden virkelig godt som individer, så processen var nem og sjov. Vi var på samme bølgelængde, og det hjælper naturligvis i forhold til at få processen til at køre på skinner«.
Bidrog The Voidz også med sangskrivningsinput?
»Ja, bestemt. For eksempel på ’Human Sadness’ (den 11 minutter lange førstesingle, red.). Den tog virkelig form, da de andre begyndte at pille ved den. Alex, vores trommeslager, fandt ligesom ind til en kerne, som vi kunne arbejde videre med. I forlængelse deraf fandt jeg så på nogle melodilinjer, der passede til. Overordnet er jeg en slags direktør for hele foretagendet, og i sidste ende er det mig, der tager de afgørende beslutninger, men vi enes altid om retningen, før vi bevæger os videre. Alle har noget at bidrage med, og alle har derfor noget at sige. Eftersom vi har så forskellige musikalske interesser og inspirationskilder, handler det om, at alle kan komme med deres egne skæve vinkler på tingene, og så syntetiserer vi det hele i processen«.
Hvordan adskilte processen sig fra dine tidligere albumindspilninger?
»Jeg synes faktisk, det her var det tætteste på en optimal proces, jeg nogensinde har haft. Der var en masse typiske bandfjollerier involveret, og meget af tiden bevægede vi os i cirkler, men det føltes som en meget befriende oplevelse. Jeg havde virkelig brug for sådan en god proces, for jeg følte mig noget udbrændt oven på den sidste turné. Derfor tog jeg mig også god tid til at samle ideer sammen på min computer, og allerede da fandt jeg ud af, at materialet var mere mørkt og mærkeligt på en eller anden måde. Jeg ville gerne kanalisere noget mere aggressivt og vildt, noget ren energi. Nogle gange skal et tamt dyr have lov til at forlade buret og løbe frit rundt«.
Mange af vokalerne på albummet er forvrængede, nærmest maskinelle, som var de fra et videospil fra 80’erne. Hvad var det for en form for effekt, du var ude efter i den forbindelse?
»Vi prøvede alle mulige skøre ting af, brugte alle mulige effekter. Jeg fortalte vores producer Shawn (Everett, red.), at jeg gerne ville have, at min vokal lød forskelligt fra sang til sang. Hver sang måtte gerne have sin egen identitet og stikke ud fra sangen før og efter. Jeg er lidt forelsket i analoge teknologier, så der er et element af VHS-fascination og den slags, og det flyder lidt ind over teksterne også. Det skulle dog ikke bare være ironisk, men gerne have sådan en varm, nostalgisk tone over sig, en længsel efter en mere analog kultur, før alt blev digitaliseret og grænseløst«.
Der er en sang på albummet, der hedder ’Nintendo Blood’, så videospilsassociationerne er ret indlysende…
»Ja, der er flere temmelig fjollede titler på albummet, men arbejdstitlerne var endnu mere fjollede. Men hele den her videospilsting er med til at skabe en absurd kontrast til den verden, vi lever i nu. VHS-kulturen er så uskyldig vurderet på afstand, men på samme tid var den et forvarsel, om hvad der ventede forude. I dag er vi alle sammen blevet sådan nogle skøre cyborgs, ikke? Vi er blevet værre, end noget David Cronenberg (canadisk filminstruktør, red.) kunne have forestillet sig dengang. Men altså, de her 80’er-impulser er min måde at omfavne den tids uskyld på og sætte en finger på, hvordan vi håndterer de nyeste teknologier i dag. Det er ikke fordi, det er en plade fuld af statements, slet ikke, men titlen er selvfølgelig heller ikke helt tilfældigt valgt«.
Kan du uddybe i forhold til titlen og tematikken?
»Her i USA er tingene med garanti værre end i for eksempel Skandinavien, hvor I er temmelig meget nærmere en form for idealsamfund end os, men jeg synes helt overordnet, at vi i den vestlige verden bevæger os i retning af, at offentligheden ikke har den helt store indvirkning på de politiske beslutninger. Du skal være virkelig superinformeret for at være i stand til at se igennem mediernes og statsmagtens forvanskninger af virkeligheden. Hvis du ikke er det, ved du faktisk ikke noget om, hvad der foregår, og hvordan de manipulerer med dig, og det er skræmmende. Det er en form for tyranni, ikke? Men det handler ikke kun om politik. Det handler om moral. Folk burde bekymre sig noget mere om, hvad der foregår uden for deres egen nære verden, men det synes slet ikke at være tilfældet længere, og når de endelig interesserer sig for noget, er det berømtheder, Instagram og den slags. På den måde kan du mene, at vi har et fungerende demokrati i formel forstand, fordi folk gør, hvad der passer dem, og det er da en form for frihed, men i essentiel forstand er det ikke et demokrati. Og der er nogen, der bør sige den ubehagelige sandhed højt, ikke? ’Tyranny’ handler om to ting: At musik kan være en god form for eskapisme, hvor kreativiteten ikke kender nogen grænser, men det handler også om at formidle ubehaget ved den kultur, vi alle sammen tager del i«.
Overordnet set er albummet hårdere og mere konfronterende end noget, du tidligere har lavet. Det er mindre poppet. Var det en bevidst beslutning, og var det en af grundene til, at du ønskede at arbejde sammen med The Voidz?
»Det var ikke fuldt bevidst, nej. Det opstod bare. Jeg ville gerne lave en plade, der trak på alle de kreative impulser, jeg selv og bandet er inspireret af, og, nej, det er ikke særlig mainstream, men det er til gengæld cool! Der herskede sådan en anything goes-mentalitet under indspilningerne, hvor alle kom med input. Det var med til at få sangene til at trække i alle mulige retninger. Jeg havde sådan en idé om, at det kunne være fedt, hvis albummet blev som et mixtape, hvor man kan zappe fra den ene stilart til den næste og alligevel få noget personligt ud af det. Min eneste grundregel, når jeg laver musik, er denne: Jeg skal kunne mærke inderst inde, om jeg laver noget af de rigtige grunde. Det er alfa og omega. Nogle gange viser det sig, at jeg tager fejl, men i nuet skal jeg føle, at det er det rigtige, jeg har gang i, ellers bliver jeg nødt til at stoppe op og genoverveje tingene«.
Vil vi komme til at høre mere musik fra The Voidz og dig i fremtiden?
»The Voidz er et fantastisk slæng, så ja, mon ikke? Det tror jeg bestemt. Det handler meget om tid og prioriteringer, men jeg kan ikke forestille mig andet end, at vi fortsætter, hvor vi slap«.