‘Exodus’
Det er, som om en eller anden deroppe har besluttet, at vi flere tusind år efter Noas ark og Moses’ vandretur i ørkenen pludselig skal have et bibelfilmår.
Med ’deroppe’ mener jeg selvfølgelig på toppen af Hollywood, for efter Darren Aronofskys selvhøjtidelige ’Noa’ er tiden kommet til Ridley Scotts episke gengivelse af Anden Mosebog, ’Exodus’. Desværre er britens film nr. 22 ikke Guds gave til biografgængeren.
’Exodus’ er – som bekendt? – historien om Moses (Christian Bale med stedvis Batman-dyb stemme) og de undertrykte jøders søgen efter deres fortabte land. Den med de ti plager, Det (kløvede) Røde Hav og de ti bud. Centralt i Scotts version står papbroderforholdet mellem Moses og Ramses (Joel Edgerton fra ’Animal Kingdom’), der bliver dødsfjender, da Moses viser sig at være af Abrahams slægt, og dybest set er det fuldstændig den samme hollywoodske grundfortælling, som Scott har benyttet i sine forrige historiske dramaer, ’Kingdom of Heaven’ og ’Gladiator’: En udstødt, men handlekraftig mand skal frelse et folk.
Den stærke følelsesmæssige tilknytning, man havde til særligt ’Gladiator’s Maximus, er dog begrænset her. Specielt kærlighedshistorien, Moses’ forhold til den underskønne hustru Zipporah (María Valverde), er skåret ud i en klæg rom-com-model: »Hvem er den vigtigste i din verden? Dig. Forlader du mig? Aldrig«. Denne replikudveksling gik måske 1300 år før Kristi fødsel, men ikke i dag.
’Exodus’ holder sig tæt til sit forlæg uden for alvor at gøre det interessant for et nutidigt publikum. Efter den sidste plage, død over de førstefødte ikke-jødiske børn i Egypten, stiller Ramses ellers et relevant spørgsmål: »Hvilke fanatikere tilbeder en Gud, der er barnemorder?«
Det forbliver dog ved antydningen af en interessant tematik, for hu hej, så flygter jøderne, og så kan den vilde jagt forsætte. Sådan bliver forsøget på at diskutere en hævngerrig gud til krusninger i udkanten af et stort spektakel.
Til gengæld er der masser af production value, lidt ligesom med instruktørens ’Prometheus’, der også var visuelt besnærende, men larmende ligegyldig. De centrale plotpunkter – særligt de ti plager – er eksekveret med overlegen, visuel finesse, og den blodrøde Nil og frøerne, der rådner i Memphis’ gader, er et frygtindgydende syn.
Det samme kan siges om Scotts evne til at orkestrere et totalskud, der får én til at lette i biografsædet. Og det nattemørke Memphis med pyramider og 60 meter høje statuer af Ramses er lige så uforglemmeligt som ’Gladiator’s Colloseum eller ’Blade Runner’s glitrende fremtidsdystopi.
Nogen banebrydende genrefilmsfortolkning er ’Exodus’ dog ikke. Mere en andenrangsudgave af ’Gladiator’.
Hør den heftige diskussion af ‘Exodus’ i seneste udgave af
vores podcast, Soundvenue Filmcast.
Kort sagt:
Vi kender historien om Moses, og Ridley Scotts 1:1-version af Anden Mosebog overrasker på ingen måde. Til gengæld er den episk storslået, og julens bibelbrag kan således godt nydes for sin imponerende iscenesættelse af oldtidens Egypten.