’Camp X-Ray’
»Enten er I med os, eller også er I med terroristerne«.
Så sort-hvidt blev skellet mellem god og ond italesat af George W. Bush, der med disse ord indledte krigen mod terror i kølvandet på 9/11-angrebet i 2001. Og netop skurkagtiggørelsen af det fremmede i frihedens hellige navn er omdrejningspunktet for Peter Sattlers bevægende og enormt velspillede Sundance-bidrag ‘Camp X-Ray’, der udspiller sig i Guantánamo-lejren aka ’Gitmo’ otte år efter bombningen af World Trade Center.
I filmen følger vi den unge, kvindelige soldat Amy Cole (inkarneret af en karakteristisk forknyt Kristen Stewart), der i løbet af sine første dage on duty får flækket læben og overhældt sin uniform med en shit-cocktail, der er lige præcis, hvad du tror, det er. Stewarts markante kæbeparti, dybe rande under øjnene og tilbageskrabede hår giver Cole et barskt og androgynt udtryk, som afspejler hendes higen efter accept i en mandsdomineret verden. For at kompensere for sin kvindelighed drikker hun om kap med sine hårdkogte kolleger og adopterer en take no shit-attitude, der går rent ind hos hendes overkommanderende, den selvfede alfahan Ransdell.
Men bedst som Cole er ved at blive en fasttømret del af fællesskabet, møder hun fange nummer 4-7-1 – en veluddannet Harry Potter-fanatiker, der designer sine egne sudukoer og dekorerer alt, hvad han kan få fingrene i med smukke, mosaiklignende mønstre. Cole indser (chok!), at der bag cifrene 4-7-1 rent faktisk gemmer sig et menneske ved navn Ali (Payman Maadi fra ‘Nader og Simin – en separation’), og de to udvikler et venskab på tværs af tremmerne, der udfordrer Coles moralske værdier og tvinger hende til at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt håndteringen af de ‘tilbageholdte’ (der modsat ’krigsfanger’ ikke er beskyttet af Geneve-konvention) er rimelig.
‘Camp X-Ray’ er glimtvist en sitrende intens systemkritik, der minder os om de vederstyggelige ugerninger, der fandt sted i Abu Ghraib i en ikke så fjern fortid. Men det er, som om Sattler ikke tør stå ved sin overbevisning, og alt for ofte forfalder den debuterende instruktør til overdreven sentimentalitet og tung, moraliserende dialog – som når Cole hævder, hun forstår Alis situation, fordi hun engang har haft ondt af dyrene i zoo, eller når Ali antyder, at det værste, der er hændt ham siden hans tilfangetagelse, er, at han ikke har fået lov til at læse sidste bind i Potter-serien.
Men selv om manuskriptet halter, og det ikke kun er Coles moralske kompas, der peger i alle retninger, så sidder man stadig med en kæmpe klump i halsen, når The Antlers’ ‘Kettering’ brager ud af højtalerne til slut. Og det skyldes udelukkende Stewart og Maadis formidable præstationer.
Kort sagt:
Kristen Stewart og Payman Maadi spiller så tæskegodt, at man næsten glemmer, hvor langt ude deres forhold er og tilgiver Sattler for at skøjte lige lovligt let hen over de ugerninger, der fandt sted på Guantánamo.
Læs også: Interview – manden bag ‘Camp X-Ray’ fortæller om valget af Kristen Stewart