’Camp X-Ray’-instruktør: Man skal virkelig tage Kristen Stewart seriøst

Med rollen som vagt på Guantánamo er Kristen Stewart godt i gang med at nedbryde sit ’Twilight’-image. Vi har fanget manden bag til en snak om filmen og dens hovedrolleindehaver.
’Camp X-Ray’-instruktør: Man skal virkelig tage Kristen Stewart seriøst

Den 15. januar er amerikanske Peter Sattler aktuel med sin spillefilmdebut, ’Camp X-Ray’. Filmen er et psykologisk drama, der tager os med ind bag Guantánamo Bays lukkede fængselsvægge, hvor vi følger den unge, rodløse kvinde Cole (Kristen Stewart).

Hun er vagt og skal holde øje med, at de indsatte ikke begår selvmord. Cole bryder dog etikken og får problemer med sine kollegaer, da hun udvikler et venskab med en af de indsatte, den intelligente Harry Potter-fan Ali, spillet af Peyman Moaadi fra ’Nader og Simin – en separation’.

Vi fangede på en telefon Sattler til en snak om, hvorfor man caster ’Twilight’-stjernen til et alvorligt drama, og om vagten og fanges venskab overhovedet er realistisk.

Hvorfor satte du dig for at lave en film om lige Guantánamo?
»En af de ting, jeg er tiltrukket af som filmskaber, er mødet mellem to mennesker. Jeg er fascineret af det uudtalte og de små magtdynamikker, der finder sted, når mennesker støder sammen. Hvad jeg så på Guantánamo Bay i forhold til disse to karakterer – vagten og den indsatte – var et ekstremt tilfælde af denne fascination. Der er selvfølgelig alle de omkringliggende politiske konflikter, men hjertet af fortællingen er et studie i to menneskers møde«.

Hvis du er mere interesseret i menneskene end i politik, hvorfor så netop Guantánamo og ikke et andet fængsel?
»Jeg har altid været fascineret af Guantánamo. Det er et så absurd og bizart sted. Mens jeg lavede research, blev jeg dog overrasket over, hvor normal livet er dér. Vi har forestillingen om, at det er et ekstremt og intenst sted, men jeg lærte, at det kan føles utrolig banalt og endda sjovt at være der. Det virkelige liv handler ikke altid om de store dramatiske øjeblikke. Nogle gange er det de små hverdagssituationer, der får hændelserne til at føles virkelige«.

Filmen har en meget autentisk følelse. Men tror du, en sådan menneskelig relation kunne finde sted i virkeligheden?
»Det har det faktisk. Efter filmen blev vist på festivaler, blev jeg kontaktet af en tidligere vagt fra Guantánamo. Han fortalte mig, at han var blevet venner med et par indsatte, og efter de blev løsladt, beholdt de kontakten. Virkeligheden kan overgå fiktionen, og jeg tror egentlig, det er en meget naturlig reaktion at udvikle et forhold på trods af den umenneskelige situation«.

Kan du fortælle lidt om castingprocessen – hvorfor faldt valget på Kristen Stewart?
»Jeg har altid været stor fan af Kristen. Da jeg så hende i ’The Runaways’, blev jeg blæst væk. Der indså jeg, at man virkelig skal tage hende seriøst som skuespiller. Den store udfordring med rollen i ’Camp X-Ray’ var, at karakteren er meget indadvendt og reserveret. Men jeg synes, Kristen er dygtig til at portrættere mennesker og udtrykke følelser uden at sige så meget som et enkelt ord«.

Var du nogensinde bekymret for, at ’Twilight’-filmene kunne have en negativ indflydelse på, hvordan andre ser din film?
»Det tænkte jeg faktisk aldrig over, selvom flere spurgte om det, efter vi havde annonceret castet. Kristen er en alsidig skuespiller, men der er grupper, der hagler hende ned. Der er intet galt med ’Twilight’. Det er en popcorn-film, og der er ingen grund til at hade den, bare fordi den ikke er lavet til en 40-årig mand. Film kan være mange forskellige ting. ’Twilight’s intentioner er at være ’Twilight’ – der ville ikke være overensstemmelse, hvis den prøvede at være noget andet.

Så jeg tror egentlig ikke, at Kristen prøver at distancere sig fra sin fortid. Jeg tror bare, at hun godt kan lide udfordringer. Derfor søger hun nu mod nye rolletyper«.

Kristen Stewart og Peyman Moaadi er meget forskellige skuespillere. Hvordan greb du det an, da du instruerede dem?
»Ja, de kommer fra to meget forskellige baggrunde og måder at spille på. Kristen lever virkelig i nuet, og det er derfor, hun er så dygtig til at spille naturalistisk. Mit arbejde med hende handlede meget om at tale om karakterens baggrund og motivation. Hun frygtede at øve scener for meget, fordi det skulle føles friskt. Peyman derimod bruger ugevis på at øve. Derfor måtte jeg arbejde med dem individuelt«.

Jeg læste, at du ofte improviserede på settet?
»Jeg ser manuskriptet som et blueprint. Hvis replikkerne ikke fungerer, når man står foran kameraet, så fungerer det ikke. Derfor var jeg meget åben for forslag. Instruktørens rolle er at være filter for, hvad der fanges i kameraet«.

Havde skuespillerne konkrete ændringer til deres karakterer?
»Der er i filmen det store spørgsmål omkring, hvorvidt Peymans karakter er skyldig eller uskyldig. Da jeg først skrev manuskriptet, havde jeg et klart syn på det, men en dag ringede Peyman mig op og fortalte, at det ikke føltes rigtigt. Vi diskuterede i flere timer, men vi ændrede efterfølgende vores syn på karakteren«.

Hvilke udfordringer var der i forhold til at arbejde med et område, der er så lukket?
»Selvom der er mange hemmeligheder på Guantánamo, er der faktisk meget materiale at tage fat i: Journalistiske beretninger og frigivet videomateriale, der kan give en fornemmelse for de fysiske rammer. Den store udfordring var at genskabe en autentisk atmosfære og følelse, for det er der ingen, der taler om. Heldigvis har vi fået meget ros for det aspekt af personer, der har været der. Derudover var der selvfølgelig hele problemet med finansieringen, når man laver en film om noget, som store del af samfundet har prøvet at glemme i 12 år«.

Hvad var dine tanker omkring at gøre hovedkarakteren til en kvinde og placere hende i en mandsdominerede verden?
»Da jeg researchede, fandt jeg ud af, at der faktisk er en stor del af vagterne på Guantánamo, der er kvinder. Fordi kvinder i militæret i USA ikke kan blive sendt i kampzonen som fodsoldater, er deres roller begrænset. Derfor bliver de ofte vagter. Desuden ville jeg gerne starte de to hovedkarakterer så langt fra hinanden som overhovedet muligt. De indsatte mænd ser jo meget ned på hende, alene fordi hun er kvinde. Derfor bliver det på det mest usandsynlige sted, at hun finder en ven«.

Sidste spørgsmål. Nummer to film siges af være den sværeste. Arbejder du på noget nyt?
»Jeg sidder faktisk og stirrer ind i en computerskærm lige nu. Jeg har arbejdet på et manuskript i et par måneder. Jeg kan ikke fortælle meget om det. Men igen er jeg tiltrukket af mødet mellem to mennesker. Jeg kan godt lide, når to stærke karakterer får lov til at udfolde sig og støde sammen. Det er der noget simpelt og primitivt over. Jeg bliver forhåbentlig færdig i år«.

Læs også: Anmeldelse af ‘Camp X-Ray’

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af