‘American Sniper’

Man skal som bekendt stoppe, mens legen er god, og det er et ordsprog, der har været klistret til Clint Eastwood de seneste år. For det er efterhånden noget tid siden, at den 84-årige instruktør har spillet med fordums muskler, der førte til store værker som ’De nådesløse’ (1992) og ’Mystic River’ (2003).

Eastwood er en formidabel håndværker. Man kan stikke ham et hvilket som helst manuskript – han skriver aldrig sine film selv – og om det så udspiller sig i 1920’ernes Los Angeles (’The Changeling’) eller Japan under Anden Verdenskrig (’Letters from Iwo Jima’), vil han skabe et gennemført univers med dreven fortællemæssig fremdrift.

Men i hans seneste film har det overordnede udtryk skurret. ’Hereafter’, multiplotfilmen om liv efter døden, ’Invictus’ om Nelson Mandela og sågar portrættet af FBI’s hårdføre leder gennem årtier, ’J. Edgar’, er præget af en opstyltet sentimentalitet, som har affødt en mistanke om, at Clint Eastwoods kritiske sans har tabt kampen med gammelmandsblidheden.

Og det sentimentale er da også til stede i hans nye film, ’American Sniper’,  men denne gang er det i bedre balance med den barske side, som jo er en central del af auraen omkring Clinten. Filmen – som er nomineret til seks Oscars, herunder for bedste film – er hans bedste i årevis.

’American Sniper’ er baseret på den autentiske historie om Chris Kyle (Bradley Cooper), den drabeligste snigskytte i USA’s historie. I 00’erne rejser han fire gange i krig i Irak, hvor han dræber mindst 160 personer.

Hans kone (Sienna Miller) vil have, at han skal prioritere hende og børnene, men hans far har lært ham, at der er tre slags mennesker i verden: De uskyldige får, som bliver spist af de onde ulve, hvis ikke de modige hyrdehunde beskytter dem. Og Chris Kyle vil være en hyrdehund.

’American Sniper’ er med andre ord et heltedigt om en mand, der ikke tøver med at sætte sit eget liv på spil for fædrelandet, ja, han ligefrem opsøger de livsfarlige situationer. Det er en republikaners våde drøm – hvilket måske forklarer filmens mange nomineringer fra det overvejende hvide, ældre og konservative Oscar-akademi – men filmen kammer aldrig over i patriotisk propaganda.

Grundlæggende plæderer ’American Sniper’ for, at krigens nødvendighed er større end dens konsekvenser for soldaterne. Men ikke uden nuancer. Livet med færre lemmer og posttraumatisk stress, som Kyle også selv kommer til at lide af, skildres som en naturlig del af veteranlivet, selvom vi ikke graver lige så langt ned i den psykologiske muld som i den beslægtede Oscar-vinder ’The Hurt Locker’.

Flere af Kyles soldaterkammerater betvivler desuden krigens formål. Hertil svarer han, at de er i Irak, så skurkene ikke kommer til USA. Hans simple fædrelandskærlighed var nemt blevet kedelig, hvis ikke det var for Bradley Cooper, der har taget 20 kilo på for at spille rollen og fortjent får sin tredje Oscar-nominering i træk. Han har masser af emotionel slagkraft, når han inderligt håber, at den irakiske dreng i kikkertsigtet er en ven og ikke en fjende.

Krigen i Irak er fejlfrit eksekveret af Clint Eastwood, der formår at gøre både snigskyttescenerne og den urbane krigsførelse fra hus til hus elementært spændende. Stemningen er rå, looket fuld af støv og blod, og kun hen mod slutningen forfalder han til det højtidelige, når han tilfører fanfarer og god, gammeldags slowmotion.

Men alt i alt er ’American Sniper’ som at gense en kær ven, man ikke har set i lang tid.

---

Kort sagt:
Med ’American Sniper’ viser 84-årige Clint Eastwood, at han stadig er blandt Hollywoods bedste håndværkere. Han har skruet ned for de sentimentale virkemidler og lavet sin mest balancerede film i årevis – sublimt båret af Oscar-nominerede Bradley Cooper i hovedrollen.

Læs også: Lyt til Soundvenue Filmcast – Er ‘Birdman’ et mesterværk? Hvorfor elsker Oscar en film som ‘The Imitation Game’?