’Jeg er stadig Alice’

Kan man forestille sig noget mere uhyggeligt end at føle sin virkelighed, selve ens personlighed, forsvinde ned i et afgrundsdybt og ultimativt kulsort alzheimers-mørke? Som et væltet glas vand, der løber ud over bordpladen, mens du blot kan se til i afmagt, indtil den sidste dråbe forsvinder over kanten. Dryp, dryp. Hvem er vi uden hjernens puslespil af minder? Og er livet overhovedet værd at leve, når selv ens børns ansigter bliver fremmede?

I ’Jeg er stadig Alice’ vil skæbnens ironi, at den internationalt anerkendte lingvist Alice fra Columbia University rammes af alzheimers i en alder af bare 50 år. Alice har alle dage levet af sit skarpe hoved og har opbygget en solid familie med forskermanden John (Alec Baldwin) og parrets tre børn, advokatdatteren Anna (Kate Bosworth), lægesønnen Tom (Hunter Parrish) og skuespillerspiren Lydia (Kristen Stewart).

Det starter, som altid, i det små. Pludselig kan Alice ikke huske ord, ligesom hun også farer vild på sin vanlige løberute. Lægen bekræfter det værste: Alice har et forstadie til alzheimers. Arvelig alzheimers sågar, så risikoen for, at hendes børn også bærer sygdomsgenet, er stor. Alice fortvivler, men forsøger ihærdigt at fortsætte med sit liv som aktiv mor, god hustru og underviser på universitet. Sygdommen er dog aggressiv, og inden for få måneder må Alice skrive noter til sig selv bare for at kunne huske sine børns navne.

Over for Julianne Moore giver Alec Baldwin den som filmisk bamsefar i en rolle, der i en bedre film havde tilføjet familiedramaet patos og fortællingen vigtige nuancer. Men endnu engang synes en instruktør (i dette tilfælde to) at glemme, hvor stærk en skuespiller der med lidt god vilje kan lokkes ud af levemanden Baldwin.

En skam er det også, at det er Kristen Stewart og ikke Kate Bosworth, der løber med den centrale datterrolle. Stewart, som synes at have reelle fysiske vanskeligheder ved at spytte sine replikker ud, uden at lyde som om hun har forstoppelse, er ikke den store skuespillerinde, og da slet ikke set i lyset af en Hollywood-dronning som Julianne Moore. Men nuvel, filmens kleenex-set-up taget i betragtning kunne mange ting trods alt være gået meget værre.

’Jeg er stadig Alice’ udspiller sig over et enkelt år og er, den vel svulstige melodramatiske tone til trods, tankevækkende og skræmmende takket være sin ubarmhjertigt enkle præmis såvel som Julianne Moores flotte hovedrollepræstation. Det lugter lidt brændt af tv-drama, men med Moore i front styrer ’Jeg er Alice’ akkurat uden om de værste klicheer.

Næste gang du glemmer, hvor du har lagt din telefon, vil du tænke på Alice med en stille gysen.

---

Kort sagt:
I stil og tone nærmer filmen sig en tv-soap, men Julianne Moores stærke portræt af en tidligere universitetsprofessors uhyggeligt hurtige deroute ind i alzheimers-mørket fortjener en ekstra stjerne i sig selv.

Læs også: Her er Julianne Moores syv bedste roller – og tre fæle stinkere

Læs også: Det skal du se i biografen i marts