For første gang nogensinde har Kurt Cobains egen familie samarbejdet med et filmhold om at fortælle den dramatiske historie om Nirvana-legenden: Hvordan et menneske bliver til en myte – og hvilket menneske, der gemmer sig bag myten.
’Kurt Cobain: Montage of Heck’ dokumenterer Cobains himmelfart fra utilpasset teenager til forgudet rockikon. Amerikanske anmeldere har kaldt filmen hjerteskærende og det definitive Cobain-portræt, og nu kan også danske biografgængere få syn for sagn, når Camera Film og Soundvenue præsenterer eksklusive visninger af filmen 23.-25. april i København, Aarhus, Odense og Aalborg.
Det er bare om at slå til – de tre dage er det eneste tidsrum, man vil kunne se filmen i en dansk biograf.
Filmen præsenterer materiale fra musikerens barndom og intime stunder med hustruen Courtney Love og datteren Frances. Det var Courtney Love selv, der kontaktede instruktøren Brett Morgen med ideen til filmen, og det er ikke mindst hendes fortjeneste, at ’Cobain: Montage of Heck’ rister en smuk og hudløst ærlig rune over den eksistentielt tyngede rockstjerne – naturligvis garneret med masser af fræsende massage til øregangene.
Billetsalget til visningerne i Grand Teatret i København er åbnet. Klik HER og find ’Kurt Cobain – Montage of Heck’ under ’Genvej til billetbestilling’ til højre.
Hold desuden øje med Øst for Paradis i Aarhus, Café-biografen i Odense og Biffen i Aalborg.
Soundvenue Premiere: ‘Kurt Cobain: Montage of Heck’
Grand Teatret i København og biografer landet over.
23.-25. april