Jussi Adler-Olsen-filmatiseringerne ‘Kvinden i buret’ og ‘Fasandræberne’ hører til de største kommercielle filmsucceser i Danmark de seneste år.
Begge film er instrueret af danske Mikkel Nørgaard, der også er kendt som instruktør på ‘Klovn: The Movie’, og skrevet af Nikolaj Arcel (‘Fasandræberne i samarbejde med hans faste makker Rasmus Heisterberg). Planen har været, at Arcel selv skulle overtage instruktørkasketten på tredje ombæring i serien, ‘Flaskepost fra P’, men nu er filmen i stedet røget på norske hænder, skriver Screen Daily.
Instruktør bliver nemlig Hans Petter Moland, der især er kendt for ‘En ganske rar mand’ og ‘Kraftidioten’, begge med Stellan Skarsgård i hovedrollen. Dermed bliver ‘Flaskepost for P’ lidt af et skandinavisk sammensurium, for Moland skal som bekendt arbejde tæt sammen med danske Nikolaj Lie Kaas og svenske Fares Fares, der indtager rollerne som efterforskeren Carl Mørck og hans makker Assad.
Hvorfor Arcel er sprunget fra, melder historien endnu ikke noget om, men det kan skyldes travlhed med en række projekter, han er ved at udvikle i USA.
I den nye film får Carl Mørck overdraget en gammel besked, der har været hengemt i en flaske på en skotsk politistation, og hvor der står skrevet »hjælp« på dansk. Hurtigt hvirvles makkerparret ind i en sag om to forsvundne drenge.
Zentropa havde i alt 10 film i støbeskeen baseret på Jussi Adler-Olsens bøger, men Adler-Olsen har udtalt, at filmene og bøgerne er for langt fra hinanden, og han forlænger derfor næppe aftalen ud over de fire film, som de allerede har kontrakt på.
Læs også: Nikolaj Lie Kaas’ bedste og værste roller