Solbrud – en nat i helvedes forgård

To røde prikker lyste gennem mørket, så man fik associationer til Saurons øje i ‘Ringenes Herre’, men det var såmænd blot knapperne på guitarist Adrian Utzon Dietz’ Marshall-forstærker, som indikerede, at Solbrud var klar til at indhylle Voxhall i mørke.

»Vi skruer ned for vores baggear«, proklamerede forsanger/guitarist Ole Luk, mens bandet stadig justerede instrumenterne med en forlænget lydprøve, der gik ind i deres programsatte spilletid. Denne kælen for detaljerne viste sig dog ganske repræsentativt for Solbruds lyd, som ved første lyt kan synes som sønderflæsende larm, men samtidig åbner for en kinesisk æske med nuancerede lag. Omkring den tordnende stortromme, som stod massivt i lydbilledets centrum, udfoldede sig både twangede og rumklangsbrede guitartemaer.

Selv om der blev headbanget alt i mens scenelyset blitzede frenetisk og Solbrud generelt maksimerede på alle frekvenser, stod melodierne stærkt i det kompromisløse univers.

Førnævnte Tolkien-reference var dog også rammende for Ole Luks vokale udladninger. Han growlede nemlig ikke, men udspyede gutturale lyde ud, som havde en ork taget bolig i ham. Det lød vitterligt som om han brækkede de aldeles udechifrerbare ord ud, hvilket såmænd blot gjorde oplevelsen af Solbrud mere pirrende.

Kvartetten er bestemt ikke for majoriteten, og på trods af anerkendelse udover det smalle metalsegment var fremmødet sparsomt. De, som havde indfundet sig til denne helvedes forgård en fredag nat, tog dog taknemmeligt imod og fik rigeligt smæk for den kulsorte metalskilling.

Læs også: Spot Festival: De fem bedste nye bands vi så fredag

Læs anmeldelse: The New Spring på Spot – andægtig alenetid