’Jimmy’s Hall’
Ken Loach flager igen med de røde faner – måske for sidste gang.
Med kameraet som megafon har den britiske auteur dedikeret et halvt århundrede i filmbranchen til at tale socialismens sag, og i instruktørens mulige svanesang, ’Jimmy’s Hall’, er de ideologiske banehalvdele igen hugget ud i granit.
Med sin setting i 1930’ernes Irland er filmen en slags lillesøster til Loachs Guldpalme-vinder ’Vinden der ryster kornet’, som skildrede de irske friheds- og borgerkrige i start-20’erne. I ’Jimmy’s Hall’ er våbnene lagt i hylstrene (sådan da), men spændingerne ulmer fortsat under den katolske landidyl – og intensiveres, da den sagnomspundne Jimmy Gralton vender hjem efter et årti i amerikansk eksil.
Han er en changed man, proklamerer han, indstillet på at leve et stille liv på landet, men det kribler alligevel så kraftigt i danseskoene, at det kun kræver et par skuffede miner fra landsbyens rastløse unge, før han lægger høtyven i laden og relancerer sit livsværk: Et swingende forsamlingshus, hvor uddannelse og udskejelse går hånd i hånd.
I Jimmys hal kan man danse, til natten falder på for at lægge landsbylivets trivielle lede på afstand og føle et fjernt ekko af den amerikanske jazztids hedengangne sensation. I de indledende scener er rytmernes sjælerenselse smittende, fordi Loachs kærlighed til de simple bønder lyser ud af lærredet. Af hjertet under han dem en flig af frigjort lykke i landlivets trædemølle – og det samme gør vi.
Men socialisternes fristed huer hverken kirken eller kapitalisterne, og snart rettes autoriteternes fakler og høtyve mod de satans kommunister. Gud forbyde, at man har det sjovt! Den værste af de unionskærlige tølpere, en robust brushane udstyret med stereotypisk overskæg, pisker sin datter til blods, da han opdager, at hun har svajet og svanset hos Jimmy.
Loach og manusforfatter Paul Lavertys vrede forplanter sig således i et næsten patroniserende skel mellem brødefri Marx-disciple og mørkemænd med kærlighed til kirke og kapitalisme, og snart falmer de irske markers lavmælte lyrik i en brysk politisk offensiv, som var den leveret af en agitator på ølkassen i Hyde Park.
Det er en skam, fordi Loach i perler som ’My Name Is Joe’ og ’Sweet Sixteen’ har vist sig som en indsigtsfuld skildrer af ildestedte skæbner. Med en Sisyfos-byrde af social elendighed på skuldrene lever og ånder hans mest mindeværdige karakterer som mennesker af kød og blod, fluktuerende mellem kærlig varme og vulkansk vrede.
Jimmy er derimod en Loach-light, en svigermors drøm, der henter sine pick-up lines fra soundtracket til ’Grease’: »You take my breath away«, hvisker han i romantisk forgabelse til sin ulykkeligt udkårne, der valgte the steady life med simpel husbond og kærlige børn under Jimmys eksil. »I think my heart is breaking«, svarer hun, og med et er den forbudte kærlighed kollapset i et miskmask af klæbrige klichéer.
Det samme gør filmens bærende metafor om dansen som udvej fra det irske landlivs tristesse. Det fremtvinger nok sporadiske smil, når Jimmy ryster jorden af fingerneglene i en eskapistisk svingom med lokalsamfundets drømmere, men fristedet fremstilles for ensidigt paradisisk til at bore sig fast i bevidstheden.
Loach har alle dage vaklet på kanten af den sort-hvide moral, og i ’Jimmy’s Hall’ falder han pladask i dybet. »Det er Ku Klux Klans metoder!«, skriger en indigneret præst om sine konservative kollegers oprustning, og Loach skriger edderspændt med.
Kort sagt:
Ken Loachs måske sidste spillefilm er en bagatel i den britiske mesters oeuvre, en lige dele fornøjelig og forglemmelig autoritetskritik med setting i 1930’ernes Irland, hvor linjerne trækkes lovlig skarpt op mellem swingende socialister og stride kapitalister.