Selv om han kun har to film på cv’et, har norske Joachim Trier etableret sig som Skandinaviens største instruktørtalent. I mesterværkerne ’Reprise’ og ’Oslo 31. august’ viste han en enestående evne til at indkapsle følelsen af udsigtsløshed i det moderne velfærdssamfund, når euforien fra de formative år er forduftet og samfundets konforme forventninger tårner sig op.
De tre frigivne klip fra Triers engelsksprogede debut, den Cannes-aktuelle ’Louder Than Bombs’, demonstrerer igen den norske instruktørs fintmærkende blik for sine karakterers desillusion.
Denne gang flytter han dog fokus til familien og de gensidigt uforstående gnidninger mellem generationerne – sat på spidsen i klippet, hvor Gabriel Byrne forsøger at kommunikere meningsfuldt med sin søn, der i protest lader sig opsluge af sit computerspil (nederst).
Læs også: Alt om Cannes Film Festival