Cannes dag 5: Vi rapporterer fra verdenspremieren på Joachim Triers ’Louder Than Bombs’ med Jesse Eisenberg

Den dansk-norske instruktørmester har stillet sin første engelsksprogede film til skue.
Cannes dag 5: Vi rapporterer fra verdenspremieren på Joachim Triers ’Louder Than Bombs’ med Jesse Eisenberg
Fra 'Louder Than Bombs'.

Dagens næsten-danske Trier

Ingen film har jeg haft større forventninger til under årets Cannes-festival end Joachim Triers ’Louder Than Bombs’.

Den norsk-danske instruktør har lavet to mesterværker, ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’, som skildrer henholdsvis ungdommens store drømme og voksenlivets erkendelse af, at de ikke alle sammen bliver opfyldt. Trier forener en litterær, intellektuel kvalitet med befriende fortælleglæde og en sprudlende leg med formerne.

Med ’Louder Than Bombs’ betræder han på mange måder nyt græs. Filmen er lavet i USA, den er på engelsk, og den har Gabriel Byrne, Jesse Eisenberg og Isabelle Huppert på rollelisten. Og denne gang er det familien, han sætter under lup, nærmere bestemt hvordan en mand (Byrne) og hans to sønner (Eisenberg og Devon Druid, som også har gjort sig flot bemærket i ‘Olive Kitteridge’ og ‘Louie’) reagerer på tabet af sin kone/deres mor, en anerkendt krigsfotograf (Huppert).

På flere måder er filmen dog samtidig det, man måske allerede kan betegne som en Trier Classic: En elegant sammenvævning af fortid, nutid, drømme og fantasi og en gudsbenådet evne til at afspejle karakterernes indre liv uden for tid og rum i stedet for at lade handlingen gå stramt og slavisk frem. Vi starter fire år efter morens død og bevæger os sømløst frem og tilbage mellem hendes families erindringer om hende og deres mentale tilstand i nutiden.

I ’Louder Than Bombs’ får vi endnu en sublim montagesekvens fra Joachim Triers hånd, når storbror Jonah læser op af de dagbogsnoter, lillebror Conrad har skrevet – en smuk kompilation af opmærksomme betragtninger, fra det helt hverdagslige til de store tanker om savnet af hans mor. Tankerne ledes hen på ’Oslo, 31. august’, hvor en tilfældig pige læser hjerteskærende op af sin liste over de ting, hun gerne vil nå i livet.

Louder Than Bombs2Jesse Eisenberg og Devon Druid i ‘Louder Than Bombs’

Sønnernes psykologi er sammensat og overraskende. Til at begynde med tror man, at Conrad er dyster og indesluttet (»nu begynder du vel ikke at skyde rundt på skoler«, spørger hans storebror på et tidspunkt), mens Jonah virker fattet og ovenpå med sød kæreste og nyfødt barn. Men synsvinklen skifter, og intet er så enkelt, heller ikke for faren, som stalker sin yngste søn af ren bekymring og tilmed opfinder en avatar i et computerspil for at nærme sig ham. Sønnen mejer ham øjeblikkeligt ned, uden at man skal tage ham for en stjernepsykopat af den grund.

Filmen løfter sig ikke i en stor, gennemtrængende kulmination, og den har ikke samme emotionelle gennemslagskraft som ’Reprise’ og ’Oslo, 31. august’. Selvom den målt på budget og skuespillere er Joachim Triers største, er det samtidig hans mindste, og man mærker en vis tilbageholdenhed med at lade de opsigtsvækkende filmiske greb dominere for meget. Nanni Morettis ’Sønnens værelse’, Robert Redfords ’Ordinary People’ og Ang Lees ’The Ice Storm’ er paralleller.

Det er således lidt bagvendt, at det er Joachim Triers (trods alt) mindst gode film, der som hans første bliver indlemmet i hovedkonkurrencen. Dermed ikke sagt, at den ikke fortjener udtagelsen, for det gør den i rigt mål. ’Louder Than Bombs’ er en kompleks fortælling om sorg, familie og forsoning, og Joachim Trier beviser med filmen, at han uden problemer kan begå sig internationalt.

Rygtet vil vide, at nordmændene her i Cannes er helt eksalterede af begejstring over at have deres første film i hovedkonkurrencen i 36 år, og selvom de næppe løber med Guldpalmen, har de god grund til at være stolte. Der er også danske penge i filmen, og Joachim Triers far er pæredansk, så lad os da også bare kippe med det rødhvide flag.

John Turturro
Dagens John Turturro

Apropos Nanni Moretti. Amerikanske John Turturro har en herligt selvironisk birolle i den italienske instruktørs fine ‘Mia Madre’, der også dyster om Guldpalmen. Han spiller en amerikansk skuespiller, der rejser til Italien for at medvirke i en film, og han er herlig som Hollywood-stjernen, der ikke kan huske sine replikker på italiensk, og som praler af at have arbejdet sammen med Stanley Kubrick, selvom han i virkeligheden bare er blevet fyret af ham. Et stort lyspunkt i en vemodig og rørende film, der ligesom ’Louder Than Bombs’ handler om sorg og afsked.

Mon Roi
Dagens skuffelse

Skuespilleren, modellen og instruktøren Maïwenn er en af blot to kvinder med en film i hovedkonkurrencen i Cannes, og da hun samtidig er fransk, er hun i overhængende fare for at få skudt i skoen, at hun er udtaget på grund af positiv særbehandling med dobbelt skrue.

Hendes credentials er der dog ingen grund til at betvivle. Debuten ‘Polisse’ var en ujævn, men imponerende realistisk skildring af en politienhed med speciale i misbrug af børn. Den kan hendes nye, ‘Mon Roi’, desværre ikke leve op til. Emmanuelle Bercot spiller en kvinde, Tony, der forelsker sig hovedkulds i den charmerende verdensmand Georgio (Vincent Cassel). Han er uforudsigelig, impulsiv og karismatisk, men også svær at placere i faste parforholdsformer.

Det turbulente kærlighedsforhold bliver serveret i flashbacks fra en bastant symbolistisk rammefortælling, hvor Tony genoptræner sit knæ efter en skiulykke. Hun skal både til fode fysisk og psykisk, forstår vi. Og efterhånden som problemerne afløser forelskelsens festfyrværkeri, føles karaktererne mere og mere flakkende. Man har set det meste før og bedre, og Maïwenn er stadig en instruktør, der mangler at udfolde sit fulde potentiale.

Hver dag opdaterer vi med vores bud på, hvem der er Guldpalmefavorit i dette øjeblik.

Guldpalmefavorit lige nu: ’Carol’


Læs også: 
Cannes dag 4 – nedslagtet McConaughey, kontroversiel Amy Winehouse-film, årets første Oscar-contender

Læs også: Alt om Cannes Film Festival

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af