Major Lazer – hvor hurtigt kan man få folk til at smide tøjet?

Hvis vi med det samme kan blive enige om, at det, Major Lazer gør, ikke er at give koncert, så køber jeg den. Hvis vi kan droppe alle musikalske ambitioner for i stedet at enes om, at trioen agerer dj’s og hypemen og simpelthen vil holde en fest, så er jeg med. For det kan de, og det gjorde de fredag aften på Tinderbox.

Diplo, Jillionaire og Walshy Fire kastede sig fra start ud i den disciplin, de har forfinet verden over: Hvor hurtigt kan man få et publikum til at smide hæmningerne og dernæst tøjet?

Med et konstant bombardement af bas, hits, konfetti, sirener og mere eller mindre vellykkede gimmicks gav de ikke publikum tid til at ånde hverken ind eller ud. Men det gjorde mindre, da nævnte publikum heller ikke syntes at have brug for det.

Det var absurd og lidt fantastisk at se, hvordan et meget almindeligt ægtepar i 50’erne lod sig diktere og lykkeligt sprang fra side til side, mens de lavede helikopterbevægelser med armene. Det var helt syret, at da Major Lazer bed al skam i sig og tog OB-trøjer på, så sad også den idé lige i skabet. Selvom det selvfølgelig var kalkuleret til kanten af det leflende, var festen total, for det var som om, vi havde en aftale om, at vi så igennem fingre med den slags, hvis de bare fik os til at danse i støvregnen.

Så det gjorde de. Til egne hits som ‘Bubble Butt’, ‘Jah No Partial’ og ‘Get Free’, men også til Reel 2 Reals ‘I Like to Move It’ og selvfølgelig DJ Snakes ‘Turn Down for What’. Sean Paul dukkede også pludseligt op i mixet. Det ene eksalterede højdepunkt fulgte det andet, men bedst var det alligevel, når den jamaicanske dancehall fik lov at komme frem i lydbilledet. Det var her, Major Lazer startede, og det er stadig der, der er mest på spil.

At vanviddet efter en times tid tabte lidt kadence gjorde mindre, for Major Lazer havde et fynsk es i ærmet, som hedder , og hun kom som ventet ind og smadrede hele lortet på ‘Lean On’, så alle gik glade fra Blå Scene.

Det kan være fristende at bebrejde Major Lazer, at de skruer ned for de kunstneriske ambitioner og så skamløst jagter festen i deres totalshow. Men jeg grinede hele vejen gennem showet, og det gjorde alle andre også.

Læs også: Se Mø og Major Lazers overlegne optræden hos Jimmy Fallon

Læs også: Kend din festivalfest – er du til Disclosure eller Avicii?

Major Lazer. Koncert. Tinderbox.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af