Noel Gallagher’s High Flying Birds – forudsigelig fejring af fortidens stjernestunder
Man vidste det godt på forhånd. At det var de uundgåelige Oasis-sange, som ville hive stikket hjem. Ganske vist optrådte britrockens kæphøje mastermind i eget navn, men de drypvise sange fra solokarrieren efterlod publikum indifferent og rastløst.
Solbrillefaktoren hos aftenens mand i skysovs var indledningsvis høj (det var jo trods alt sangskriveren bag et af 90’ernes mest succesrige britiske bands, vi overværede), men det var klædeligt, når Noel Gallagher mødte sit publikum i øjenhøjde på veleksekverede versioner af ’Lock All Doors’, ’Riverman’ og ’You Know We Can’t Go Back’. Her fusionerede han sin tæft for klassisk sangskrivning – med den pøllede pubrock, der rent kunstnerisk har redet ham som en mare, siden opløsningen af Oasis i 2009.
Gallagher kunne tøsefornærmet have valgt at kvabbe af sted i et insisterende soloridt, men med respekt for det taknemmelige publikum, som han udmærket godt ved forenes af fordums triumfer, draperede han setlisten med ufarlige versioner af klassikere fra Oasis-kataloget.
En akustisk ’Champagne Supernova’ blev charmerende dedikeret til de første rækker med et »this one is for you, love«, og under fællessangsfinalen ’Don’t Look Back in Anger’ stod det klart, at det var den forudsigelige fejring af fortidens stjernestunder, der var den egentlige og eneste grund til, at vi var samlet.
Se hele vores omfattende dækning af Roskilde Festival HER.