Den seneste måneds tid er ’True Detective 2’ blevet hatewatched til stor, sadistisk fornøjelse for en betragtelig del af internetsfæren.
De fleste anmeldere har da også nedsablet sæsonfinalen, og her på siden langede manuskriptforfatter Mads Grage blandt andet hårdt ud efter Nic Pizzolattos fortælling om tre martrede politifolk og en gangster, der prøvede at blive legit.
Men er der da slet ikke nogen, der kippede med flaget efter søndagens finale? Vi har støvsuget nettet i et behjertet forsøg på at få sagen belyst fra flere sider. Og vi fandt fem, der går fra positivt stemt til decideret entusiastisk.
1. Ham her mener, at’True Detective 2’ bliver kult
Hos The Daily Beast fandt Marlow Stern stor fornøjelse i finalen og sæsonen som helhed.
»Det var en glimrende finale fyldt med gode præstationer – især fra McAdams og Farrell, der er så gode i ’get on that boat, you hear me’-scenen«.
Stern mener, at mange har misforstået sæsonen, og at den frem for fokus på det kryptiske plot skal anerkendes for at være fuldtonet camp. ’Twin Peaks’ og noir-klassikeren ’The Big Sleep’ er mindst lige så svære at hitte rundt i, bemærker han.
»Plot er helt sekundært her; det er en serie om stemning, action og Skuespil med stort ’S’«, fortsætter han og kalder serien en »enormt underholdende, campy neo-noir, der om nogle år vil blive fejret som en kultfavorit«.
2. Ham her kan bare godt lide at lytte til karakterne
Hos Slate mener Ben Mathis-Lilley, at serien fik sat et tilfredsstillende punktum på den spegede affære. Afsnittet formåede nemlig noget, som den ellers i lange perioder mislykkedes med, nemlig at forbinde karakterernes indre liv med det intrikate plot, skriver han og påpeger, at også film som ’Memento’ og ’The Usual Suspects’ fortæller komplicerede historier, som løfter sig med deres klimaks mod slutningen.
»Jeg bekymrede mig faktisk om kriminaldetektiverne (og om Vaughn, som jeg synes fik alt for meget kritik for præstationen som Frank). Jeg fandt deres personlige historier rørende og manende; jeg kunne lide at lytte til dem tale med hinanden og med deres forskellige bekendte, som de for det meste skubbede væk, men også nogle gange knyttede sig til«.
3. Her er en fyr, der satte stor pris på finalen
Jeremy Egner fra The New York Times er ikke begejstret for sæsonen som helhed, men har ros til finaleafsnittet, som han kalder »sæsonens stærkeste episode«. Han var begejstret for scenen på togstationen, og så er han imponeret over Colin Farrell.
»Det tæller til Colin Farrells ros, at Rays redemption-historie, som kunne have været sentimental eller trættende, altid føltes som en autentisk kamp. Rays farvel til sin søn var et af de stærkeste øjeblikke i sæsonen, og Farrell underspillede det perfekt«.
4. Det her er nærmest blasfemi
The Observers Drew Grant går til gengæld linen ud og må være den eneste i verden, der mener, at sæson 2 er bedre end sæson 1, som han aldrig rigtigt havde fidus til.
»Mens mange mener, at anden sæson af serien var så dårlig, at den på en eller anden måde rejste tilbage i tiden og ændrede deres mening om programmets første flade cirkel, vil jeg hævde det modsatte: ’True Detective’ sæson 2 havde meget mere respekt for sit publikum end sæson 1«, skriver han.
Anden sæson var mere ærlig i sit bevidste fravær af naturalistisk dialog og sin hyldest til andre serier som eksempelvis ’Twin Peaks’, mener Drew Grant, der ser sæsonen som »mere en øvelse end underholdning: var det muligt at skabe noir, når der intet centralt mysterium var, som var vores interesse værd?«.
5. Til slut er der én, der kritiserer kritikernes udgangspunkt for kritik
Også Matthew Monagle fra Film School Rejects er overordnet begejstret for anden sæson. Han var oprigtigt interesseret i, hvordan det dog skulle ende for karaktererne, og han har ros til Vince Vaughns skuespil i Franks sidste øjeblikke i ørkenen, hvor han kigger op mod himlen. Han ender med en opfordring og en meta-betragtning over kritikken af Pizzolattos omdiskuterede opfølger:
»En af de udbredte storylines gennem sæsonen var, hvor svært det er at analysere et show som ’True Detective’ med en seriel tilgang: At serien var tiltænkt at skulle ses fra start til slut som én sammenhængende fortælling.
Selvom få er klar til at dykke ned i serien igen lige efter at have afsluttet den, har jeg dette ene råd: Find nogen, der har ventet på sæsonens slutning, så de kunne se det hele i én køre. Sammenlign noter efter de er færdige. Se, hvilke plottråde der ikke længere er forvirrende, når der ikke er forsinkelse mellem afsnittene«.