’Irrational Man’
Kan man forsvare et mord som en god handling, hvis det gør verden til et bedre sted?
I en moderne kontekst knytter dette filosofiske dilemma sig så direkte til Woody Allen, at den historieløse seer kunne foranlediges til at tro, at det var den 80-årige instruktør fra New York, der formulerede det i første omgang.
Men når behandlingen af dilemmaet er så lemfældig, som det er tilfældet i instruktørens film nr. 46, bliver det tydeligt, at det blot er til låns fra hans altoverskyggende idoler, Nietzsche og Dostojevskij. Oven i købet har Allen allerede selv i ’Crimes and Misdemeanors’ og ’Match Point’ diskuteret det med større elegance filosofisk såvel som filmisk.
Joaquin Phoenix’ filosofiprofessor Abe Lucas ankommer fed og fordrukken som en scoop-ansættelse på et universitet i en lille amerikansk by, hvor han knytter bånd til den unge studine Jill (Emma Stone, der også medvirkede i Allens forrige film, ’Magic in the Moonlight’).
Rygtet spreder sig hurtigt om et dragende renæssancemenneske, hvilket ikke giver mening, hvis man ulejliger sig med selv at vurdere Phoenix’ ucharmerende og svage portræt (måske karrierens dårligste) i stedet for at lytte til, hvad filmen fortæller én gennem sine klodsede replikker.
Pludselig transformerer Abe sig fra plaget æstetiker til lykkelig etiker helt i Kierkegaards ånd, da han tager et kontroversielt valg: Han vil slå en dommer ihjel for at hjælpe en lidende, enlig mor.
Jill fascineres af Abes intellekt, hvilket klinger hult, eftersom hans universitetsundervisning i filosofi er på folkeskoleniveau, og han forsimpler kontinentalfilosofi til spørgsmålet: »Hvad er meningen for mig?«. ’Irrational Man’ bliver på den måde en ualmindeligt studentikos affære.
Stones Jill hører til blandt Allens svageste kvindeportrætter. Hun skulle forestille at være intelligent, men forelsker sig hovedkuls i Phoenix’ klassisk-romantiske kliché af en mand. »Jeg er meget smigret«, siger hun og senere: »Jeg elsker, at du lægger mærke til sådan nogle ting«.
Karakterskildring på et foruroligende lavt niveau.
Woody Allen har før bevist, at man ikke skal dømme ham ude, men med ’Magic in the Moonlight’ og ’Irrational Man’ er formkurven styrtdykket. Har han et sidste mesterværk i sig?
Kort sagt:
Selvom samarbejdet mellem Woody Allen og en af Hollywoods bedste skuespillere lige nu, Joaquin Phoenix, lyder lovende, hører mesterauteurens årlige filmbidrag til blandt hans svageste. ’Irrational Man’ føles som et hovedargument for en vigtig filosofisk påstand, hvor de filmiske og fortællemæssige belæg er udført med sjusk og forregnelser.