Instruktion: Wim Wenders. Medvirkende: James Franco, Charlotte Gainsbourg, Rachel McAdams. Dansk premiere uvis.
Tre trailer-tanker:
1) Wim Wenders’ film kredser om livets store, altafgørende spørgsmål. Hvordan holder vi fast i det flygtige? Mister vi uafværgeligt glæden, nysgerrigheden og den ufiltrerede adgang til virkeligheden med barndommens udtoning? Hvordan fylder vi overhovedet vore dage med mening? Instruktøren søger ofte svarene ved at sende lidende sjæle på spirituelt ladede rejser mod indre snarere end ydre destinationer.
2) I ’Everything Will Be Fine’ er livsleden mere konkret, da James Francos forfatter mister grebet om sig selv efter en tragisk bilulykke. Forholdet til kæresten kuldsejler, mens skylden æder ham op, og over de næste 12 år søger han tilgivelse og accept – og fornyet mening. Over for Franco ses blandt andre Lars von Triers hofskuespillerinde Charlotte Gainsbourg og ’True Detective’-stjernen Rachel McAdams.
3) Årtier er passeret, siden Wenders toppede med mesterværker som ’Paris, Texas’ og ’Himlen over Berlin’, og med tanke på ’Every Thing Will Be Fine’s kølige modtagelse på årets Berlin-festival kan man frygte, at filmen slutter sig til serien af halvlunkne fiktionsfilm fra mesterens hånd (han har anderledes vind i sejlene på dokumentarfronten, hvor han senest brillerede med sansebombardementet ’The Salt of the Earth’). Til gengæld fornægter instruktørens visuelle geni sig sjældent, og trailerens bjergtagende billeder af den omskiftelige natur lover et sandt billeddigt i 3D – et format, Wenders benyttede med stor effekt i den indtagende dansedokumentar ’Pina’.