’The Salt of the Earth’
»When you take a portrait, the shot is not yours alone. The person offers it to you«.
Sådan forklarer mesterfotografen Sebastião Salgados sprøde stemme portrætfotografiets kunst. Han har dedikeret sit liv til at filme menneskers liv og lidelser over hele verden. Og i hans billeder ligger en stærk sans for menneskelig værdighed og empati.
Men hvordan portrætterer man en sådan fotograf? Hvordan får man indblik i hans blik på verden? Tyske Wim Wenders, der i 2011 fik lidt af et comeback med en anden portrætfilm, ’Pina’ om danseren Pina Bausch, er gudskelov ikke nogen vårhare, når det kommer til dokumentariske portrætter, og han har taget mesterens ord til sig: Han lader Sebastião Salgados tilbyde ham sit portræt. Det er der kommet et elegant fortalt, ydmygt og nysgerrigt filmisk portræt ud af – ikke blot af en fantastisk fotograf, men i lige så høj grad af fotografikunsten som sådan.
Filmen lever af, at den har to medrivende fortællere: Wim Wenders elegante brug af lyd, arkivklip og sit eget kameras nysgerrige øje, som fortæller historien om Salgado og prøver at skildre dennes blik på verden. Og Salgado, som fortæller om alle de mennesker, han har mødt, og alle de kriser, han har opsøgt og skildret.
Og han kan bestemt også fortælle. Han beretter medrivende og ærligt om al den menneskelige ulykke, han har mødt, men samtidig også om den fundamentale styrke og værdighed, han har set under de mest umenneskelige forhold. Og i disse nedslag i Salgados begivenhedsrige liv glider de to fortællere sammen.
Wim Wenders skaber lydbilledet og lader respektfuldt Salgados billeder stå i deres egen rå skønhed, så man kommer helt ind under huden på dem. Og Salgados stemme fører os endnu videre ind i fortællingerne fra hans liv. Som en ekstra krølle optræder Salgados søn som både medinstruktør og medvirkende, og han tilføjer endnu et elegant fortællelag til den i forvejen dybdegående fortælling. Filmen jonglerer lydefrit mellem de tre herrers perspektiver. Det er intelligent, rørende og subtilt meta-agtigt.
Men først og fremmest får man et skarpt skåret indblik i Salgado seniors blik på verden – et blik, som ikke er født ud af æstetik, men ud af et tilhørsforhold til verden og til andre mennesker. Han er drevet af en dybfølt empati og en oprigtig vrede rettet mod den både værdige og vanvittige menneskehed. For Salgado er fotografering et livssyn og et ideal.
Wim Wenders portrætterer Salgados univers loyalt hele vejen. Derfor kan man næsten heller ikke bebrejde ham, at filmen får lidt rigeligt med sukker til sidst, da den dedikerer sig til Salgados sidste store fotoprojekt, som er en hyldest til jorden. Billederne er stadig virkelig gode, men deres økologiske budskab om at vende tilbage til en naturtilstand havde måske ikke behøvet så megen afrikansk skønsang på lydsiden.
Det er dog en mindre detalje, og selv her er det svært ikke at overgive sig. Om det er et 100 procent sandfærdigt portræt af et oprigtigt givende og godt menneske er svært at sige. Men jeg køber historien og føler mig helt og holdent overbevist.
Kort sagt:
Medrivende og intelligent portrætfilm afdækker loyalt og nuanceret fotografen Sebastião Salgados liv og levned. Det er storytelling på flere planer, der væver sig elegant ind i hinanden og efterlader os med et dybfølt indblik i en mesters livsværk og livssyn.