Soho Rezanejads debut-ep er lyden af at være i byen med et blødende hjerte

Har du nogensinde været i byen med hjertesorger? Altså rigtigt i byen. Og med dybe skår i hjertet. Der hvor den ubærlige melankoli møder den uhæmmede fest i et sammensurium af følelser, som næsten er for meget i sit emotionelle tovtrækkeri. Skal man lade fortvivlelsen få overtaget? Eller glemme det hele og lade bassen kurere sorgerne?

Ja, undskyld for at male lidt brede strøg med den sagnomspundne patos-pensel, men nogenlunde sådan føles det at lytte til københavner-baserede Soho Rezanejads debut-ep. Det er lyden af den frie, grænsesøgende ungdom. En generation, der lever hårdt i nuet med hjertekvaler hængende som mentale hudafskrabninger, der skal danses væk i en sky af dystert drømmende synthpop og trance-fyldte morgenfester.

Jeg hørte de fleste af sangene fra ep’en midt om natten på Trailerpark Festival tilbage i juli – dengang havde hun kun udgivet singlen ’Idolatry’ – og selv om jeg (hverken dengang eller nu) roder med kærlighedskvaler, tager musikken mig tilbage. Til mørket, til kroppen, der ikke kunne undgå at bevæge sig, og til den sindstilstand, som jeg efter bedste evne har prøvet at beskrive ovenfor. Et sted, hvor klubben, tvivlen og New Order møder hinanden, mens Rezanejads messende baryton fortryllende indkapsler forholdet mellem desperation og rastløshed. Det er samme gadegærde, som First Hate og Lust for Youth også hænger ud ved.

Musik kan mange ting. Den kan forstærke eksisterende følelser (sæt The Cure på, når du er ked af det). Den kan fjerne fokus fra eksisterende følelser (sæt Cut Copy på, når du er ked af det). Men den kan også skabe emotionelle rammer, som ræsonnerer med et eller andet udefinerbart, du på et tidspunkt har oplevet i dit liv. Og hermed ramme ekstremt stærkt, selv om den personlige involvering ikke er direkte til stede.

Sådan har jeg det med ep’ens højdepunkt ’Terms’, hvor Rezanejad over taktfaste trommemaskiner og to omklamrende synthtemaer går lige i brystet med linjerne:

»There was a time / where nothing came between us
Where we set fire / to everything against us
Spending time / like we were running out
All the while / falling apart«.

Det er enkel lyrik, men det bliver leveret med en intensitet, der er umulig ikke at forholde sig til. Det samme i ’Idolatry’, hvor en dybere bas og mere hektiske synths lægger bund til klimakset: »Your on my SIDE / that’s where you belong / where I belong«.

Eneste anke er lukkeren ’Catch the Girl’, hvor Rezanejad som en afstikker går lidt for hårdt efter klubben med techno-bas, ilter hi-hat og farverige trance-synths. Som sådan et vellykket nummer, men det stikker for meget ud i en (kort) helhed, der også med slow-burneren ’Club Song’ og den opløftende stjernekigger ’Closing Title’ lukker sig sammen i en emotionel boble, som hele tiden er ved at briste. Og det er i skæringspunktet – mellem klubben og hjertet – at Rezanejad excellerer.


Kort sagt:
Rezanejads debut-ep er lyden af den frie, grænsesøgende ungdom. En generation, der lever hårdt i nuet med hjertesorger sviende som mentale hudafskrabninger, som skal danses væk i en sky af dystert drømmende synthpop og trance-fyldte morgenfester. Musikken smager af både klub, fortvivlelse og New Order, mens Rezanejads messende baryton fortryllende indkapsler følelser af desperation og rastløshed.

Soho Rezanejad. 'Idolatry'. Ep. Silicone Records.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af