’The Last Man on Earth’ sæson 1 og 2

Hvis man nu godt kan lide komedieserier med et postapokalyptisk twist, bliver utilpas, når det er for uhyggeligt og elsker all thing Saturday Night Live, så kunne ’The Last Man On Earth’ godt virke som serien, man har ledt efter hele sit liv.

Men det er desværre kunne, der er det styrende ord, for Fox-serien når slet, slet, slet ikke i mål.

Serien følger Phil Miller (Will Forte), der efter i årevis at have ledt efter andre mennesker på tværs af et mennesketomt USA slår sig ned i Tucson, Arizona … og slår sig til tåls med at være den sidste levende mand på jorden.

Håbløsheden står malet tværs hen over hans uplejede skæg, og vi slipper for zombier, kryb og anden creepiness og får til gengæld rigelige mængder intelligente morsomheder serveret fra hovedpersonen. For naturligvis har han samlet sig en hel bar fuld af bolde i alle størrelser – fra golf- til badebolde – som han taler med (eller altså: til), selvom der ellers tidligt i serien falder en hånlig kommentar til ’Cast Away’, Tom Hanks og volleybolden Wilson.

Okay. Man er hooked, pilotafsnittet tegner fantastisk. Alt godt. Yes.

Men fra slutningen på første afsnit går det ned ad bakke. Hurtigt. Det ender som dødssyg slapstick-pligt. Her introduceres nemlig – uden at spoile for meget – endnu en af seriens hovedpersoner, Carol Pilbasian, spillet af Kristen Schaal, som jeg ellers elskede som psykotisk plage og kortvarigt kærester med Kenneth The Page i ’30 Rock’.

Og så var de to.

Derfra handler resten af første sæson i store træk bare om Phils desperate, ufatteligt dumme og oftest aldeles mislykkede forsøg på at få sex. Først med Carol og siden med de andre karakterer, der støder til hen ad vejen. Og det holder bare ikke. Det er ikke sjovt nok afsnit efter afsnit at bevidne, hvordan Phil åbenlyst idiotisk gør sine hoser grønne gennem løgn, bedrag og dumhed.

Will Forte, der også har skrevet serien (og som lige som Kristen Schaal også er gammel ’Saturday Night Live’er), er simpelthen bedre, end serien gør ham. Han overspiller og er i nogle scener så plat, at man ikke ville blive overrasket, hvis han pludselig var iført store sko, paryk og en rød næse. Og selv når serien, glimtvis, forsøger at rette ind ved at vise Phils sårbare side, virker det utroværdigt. Typisk angrer Phil nemlig sine handlinger, når de udspekulerede (not) planer om, hvordan han kommer i bukserne på de overlevende kvinder, går i vasken. Men kun lige præcis længe nok til, at kvinderne forbarmer sig over ham, hvilket medfører, at han straks igen øjner chancen for et knald. Gab, for en antikveret komediemodel alligevel.

Hvis du alligevel føler for at give dig i kast med ’The Last Man On Earth’, så har du godt og vel halvanden sæson at rode med. Men så skal du også love, at du ser serien for de faktisk helt vildt flotte kulisser – både det totalt affolkede bymiljø og Phils hus, der er et rent Find Holger-potpourri af verdenskunstens hovedværker, fra dinoskeletter til Ming-vaser.

Du skal ikke se den for historien. Eller skuespillet. Jeg har i hvert fald sagt over and out.

Anmeldt på baggrund af hele første sæson og tre afsnit af anden.