‘Blackstar’: Bowie leverer sit mest tændte og nysgerrige værk længe
Siden Bowie angiveligt ’genopstod’ som en kreativ kraft i midten af 90’erne med det virkelig sære konceptalbum ’Outside’ oven på nogle virkelig sløje album midt i og sidst i 80’erne, er hvert nyt album fra hans hånd blevet modtaget med overdrevne ’det bedste album siden ’Scary Monsters’’-deklamationer.
Med det resultat, at man som fan med tiden, langsomt, men sikkert, har måttet indse, at, nej, hverken ’hours’, ’Heathen’, ’Reality’ eller ’The Next Day’ for alvor fortjener at gøre krav på den åbenbart efterbejlede betegnelse.
Men helt ærligt: Det minder lidt om en falliterklæring på kritikkens vegne (ikke mindst i dens syn på Bowie) så konsekvent at forholde sig til et kunstværk som et spørgsmål om at rangere det i forhold til kunstnerens tidligere meritter. Så jeg vil behændigt undgå at komme med et nemt bud på, hvordan ’Blackstar’, der udkommer på Bowies 69-års fødselsdag, indplacerer sig i forhold til mesterens øvrige post-’Scary Monsters’-output.
Det ti minutter lange titelnummer (hvis ledsagende video – mildt sagt – er et nærmere bekendtskab værd) er samlingens store indledende kup, ikke ulig et tidligere titel- og åbningsnummer til et Bowie-album: Den 40 år gamle ’Station to Station’.
Bowie formår at skabe en dybt involverende, men samtidig meget mystisk sang, der mere konkret er to sange sat sammen til én, der finder sammen i et ildevarslende, call-and-response-agtigt loop til sidst. Hvorvidt det er ISIS, det globale økonomiske kollaps, sin egen forestående død eller Major Tom (protagonisten fra klassikerne ’Space Oddity’ og ’Ashes to Ashes’), Bowie synger om – det er sikkert lidt af det hele og ikke rigtig noget af det – så finder den indledende hemmelighedsfuldt messende melodi sammen med midterdelens grandiose balladeform på en måde, der er ulig noget andet i Bowies oeuvre (altså ’Station to Station’ undtaget).
Der er vel nok tale om det mest sugende, billedskabende og, ja, smukke musik Bowie har skabt siden den 20 år gamle ’Outside’-slutskæring, ’Strangers When We Meet’.
Næsten samme højder når Bowie på den seks minutter lange ’Lazarus’, en strunk, men kuldslået ballade, med en fantastisk vokalpræstation af sangeren, der fortsat er i stand til at fortolke sine egne sange på en måde, der er en eminent teaterskuespiller værdig. Sangens outro er båret af et meget fint forløst saxofon-parti af albummets primære instrumentelle fokuspunkt, jazz-avantgarde-musikeren Donny McCaslin. Det er interessant, at Bowie griber så konsekvent tilbage til sin ungdoms begejstring for netop saxofonen, som var det instrument han selv startede ud med i tidernes morgen.
Dybest set er det albummets ’trick’ at lade en flok eksperimenterende jazzmusikere spille en form for rock, men det er omvendt at reducere de syv ret indbyrdes forskellige numre til en (for) homogen størrelse.
De mest viltre numre (’Tis A Pity She Was a Whore’ og ’Sue (Or in a Season of Crime)’) stritter og klager som en ond ånd, der nægter at lade sig indfange i flasken, mens albummets sidste to sange er de mest klassisk-lydende af slagsen. Slutnummeret, ’I Can’t Give Everything Away’, lyder for eksempel ganske meget af ’Thursday’s Child’ (fra 1999-udgivelsen ’hours’) i et sammenstød med den statelige croon fra ’Slip Away (fra 2005’s ’Heathen’).
Hvis ’Blackstar’ har et lille indbygget problem, så er det, at de syv numre (og her udelader vi en beskrivelse af den flintrende veloplagte skeletale funk på ’Girl Loves Me’ med den lystigt repeterede sanglinje: »Where the fuck did Monday go? «) ikke rigtig samler sig som et hele. Det kan skyldes en lidt uheldig sekvensering, hvor de to mest outrerede numre kommer først og de to formmæssigt mest ’ordinære’ numre kommer sidst.
Man kan derfor nok diskutere albummets indre balance, men det vil ikke tage glæden (og lettelsen!) fra enhver Bowie-fan, der med ’Blackstar’ bliver diverteret med både vilde eksperimenter og virkelig holdbar sangskriverkunst, så det er en ren fryd.
Kort sagt:
David Bowies 69-års fødselsdagsgave til sine fans er et eklektisk, eksperimenterende album, et sammensurium af elementer, hvor avantgarde-jazz, skeletal funk og storslået balladekunst får en stedvis electro-overhaling. Man kan diskutere sekvenseringen af albummets syv sange, men man kan ikke løbe fra (og hvem skulle dog have interesse i det?), at Bowie med ’Blackstar’ har leveret sit mest tændte og nysgerrige værk meget længe.
Læs også: David Bowie viser dansetrin i intens ‘Lazarus’-video