Vandet stiger i ’Bedrag’: Sådan laver man en god titelsekvens

Fra at være en pligtskyldig konvention er tv-seriernes titelsekvenserne blevet en æstetisk nydelse – fra ’True Detective’ til ’Game of Thrones’.

I Danmark er der også sket meget, siden Taxa-Mike så sørgmodigt mod horisonten, mens Peter Gantzlers navn dekorerede skærmen. I DR’s ’Arvingerne’ blev blade og glas til en blomstervase i ultraslow, og i TV 2’s ’Lærkevej’ var gardinerne trukket for og grønsagerne spiddet på en idyllisk villavej med masser af skeletter i skabene i bedste ’Desperate Housewives’-stil.

Men hvordan skaber man en titelsekvens, der kanaliserer seriens stil, tone og tematik bedst?

Esben Fisker og hans firma, Benny Box, står bag de opsigtsvækkende credits til den aktuelle ’Bedrag’. Her fortæller han, hvad der udgør en god titelsekvens – og hvad tankerne var bag sekvensen i DR’s dramaserie, hvor vandet langsomt, men sikkert omslutter vores hovedkarakterer.

1. Tematikken: Vandet og grådigheden

»Hvis man skal gøre en titelsekvens interessant, så skal man finde ud, hvad serien handler om og vise tematikkerne på en anderledes måde. Vi brugte en hel del tid på at forstå instruktøren og manuskriptforfatterens idé bag serien, som vi så prøvede at koge ned til en sætning, der beskrev, hvad serien essentielt handler om. Den kom til at lyde: Vi går alle mod undergangen, uden vi lægger mærke til det.

Det åbnede op for en række idéer, som alle handlede om mennesker, der gør noget almindeligt som at gå på arbejde, mens tingene falder sammen omkring dem. ’Bedrag’ handler om økonomisk bedrageri, men også om menneskene i det. Vi fandt det interessant, at man i sager som Stein Baggers altid tænker: Hvorfor stopper de ikke, mens legen er god? Folk bliver meget ofte ved alt for længe, selvom de egentlig ryger mere og mere ud at skide, så hvorfor fortsætter de? Er det ren grådighed?

Vandet er et billede på den grådighed, der kommer ind overalt – man er faktisk ved at drukne, men ser det ikke.

DR købte idéen, og så skulle vi jo lave det, og det var en stor udfordring. Vi ville gerne have optaget alle scenerne under vand, men det ville blive for dyrt og besværligt. Men vi blev nødt til at have noget under vand, ellers blev det for utroværdigt. Det værste er jo at lave en titelsekvens, der skal foregå under vand, og hvor alle så kigger på den og tænker: ’Det er jo ikke lavet under vand det der’«.

2. Stilen: Bobler på bobler på bobler

»Vi lavede titelsekvensen i julen 2014, fordi den skulle laves til Berlinfestivalen. På det tidspunkt havde vi kun to halvfærdige afsnit, som var colorgraded i de blå toner. Så titelsekvensen med vand matcher ret godt op med serien stilmæssigt.

Den visuelle stil er blevet til gennem utallige timers postarbejde, hvor vi har graded og fået det til at ligne undervandssekvenser mest muligt. Så det handlede egentlig om at sidde og trække bobler ud fra en greenscreen og lægge dem oven på alt, så der var bobler på bobler på bobler. Selv det, der var filmet under vand, lignede ikke undervandsscener, så dem blev vi også nødt til at lægge flere bobler på.

Mange andre titelsekvenser skaber deres helt eget univers, hvor stilen er en helt anden end seriens. Som i ’Dexters’ titelsekvens, der er meget overdrevet og kunstig i sine rødgule farver og distancerer sig meget fra sin series visuelle stil.

Jeg tror nogle gange, at det er farligt at lave sit helt eget univers. Det er spændende, at titelsekvensen mere og mere bliver et enkeltstående værk, men man skal også passe på, at det ikke stikker for meget af – serie og titelsekvens skal hænge sammen«.

3. Karaktererne: Mads flyder mod strømmen

»Jeg synes ikke nødvendigvis, man behøver præsentere karaktererne i en titelsekvens. Vi har på Benny Box også lavet titelsekvensen til TV 2’s ’Lærkevej’, hvor vi ikke viste karaktererne og kun brugte statister, for der handlede det mere om en forstadsvej, som kunne være hvor som helst. Men i ’Bedrag’ er der meget fokus på karaktererne, og vi præsenterede dem ved at lave en historie omkring dem.

I ’Bedrag’ bliver alle opslugt på en eller anden måde, hvor de sætter deres egen moral mere og mere til side. De kører lidt på automatgear og sætter dermed ofte sig selv i en dårlig situation, uden at de lægger mærke til det.

Det er derfor, karaktererne ikke reagerer på vandet, for de kan ikke se, at det er ved at gå galt. Claudia og Mads er desuden de eneste, der er under vand i både hjemmesfæren og på arbejdet, for de oplever udfordringer på begge fronter. Mads er især interessant, fordi han er den eneste, der opdager, at han er ved at drukne. Alle andre flyder med strømmen.

Den sidste scene med Thomas Bo Larsen var den sværeste at få i kassen. Først skulle vi placere en stol fire meter nede på bunden af et svømmebassin. Så skulle Thomas have et blylod på sig og lande på stolen. Herfra skulle en dykker svømme hen og give ham alle de papirer og mapper, som han skulle kigge på. Og de ting kan man jo ikke rigtigt holde fast på under vandet – det ryger rundt. Det var hammersvært, og der er jo grænser for, hvor mange gange man kan lave de optagelser.

En anden interessant scene var den, hvor Nikolaj Lie Kaas står på sit kontor på Energreen, og vandet stiger. Benene på Nikolaj Lie Kaas, når vandet er steget, er en stuntmands ben, som er under vand. Han blev hejst med en kran ned i vandet, samtidig med at kameraet kørte ned i samme tempo. Så i stedet for, at det er en person, der kommer ned i vandet, så ligner det, at vandet stiger op, når man fjerner greenscreen-baggrunden«.

4. Musikken: Som lyde i en svømmehal

»Som regel har vi ikke noget at gøre med musikken til titelsekvensen. Den er tit lavet af seriens komponist, før vi overhovedet kommer på. Og de er på ret tidligt, hvor vi er på meget sent. Nogle gange er der nogle forskellige numre, man kan snakke om, og nogle gange er den låst, hvilket den var her.

Heldigvis syntes vi, det var et ret fantastisk nummer og tog det med i vores udvikling. Vi kan godt lide at have musik til at starte med, fordi det giver nogle ledetråde. Hvis det havde været et helt andet nummer, så var det blevet en helt anden titelsekvens.

Nummeret har en god tyngde, der passer til titelsekvensen. Vandet symboliserer en tyngde, og det understreger musikken. Derudover lyder nummeret lidt basset og forvrænget, hvilket minder om lyde under vand i en svømmehal. At nummeret har noget fortættet over sig, passede ret fint til hele vandtemaet.

En anden titelsekvens, jeg synes har et virkelig godt nummer, er titelsekvensen til ’True Blood’. Den fremhæver et amerikansk hillbilly-miljø i musikken og understreger det visuelle i titelsekvensen. Det, synes jeg, fungerer virkelig godt«.

5. Abstraktionen: ’Breaking Bad’ er for kedelig

»Jeg vil mene, at man altid skal lægge noget symbolik og abstraktion ind over sin titelsekvens, fordi det interessante ved den netop er, at den skal være et stillads om serien og samtidig noget helt andet. Hvis man ikke arbejder med abstraktion, så bliver det ofte meget kedeligt og fremstår billigt, fordi det bare er det samme univers forkortet.

Derfor synes jeg også, at cold opens, som titelsekvensen til ’Breaking Bad’, er ekstremt kedelige. Jeg kan godt lide, at man prøver at lave en abstraktion omkring temaet, som er lidt mere dybdegående. Som i ’True Blood’, der er en vampyrserie, uden at der er en eneste eneste vampyr med i introen. Eller ’Mad Men’ der har en relativt kort intro, men en rigtigt god symbolik, som er meget ren, men samtidig en abstraktion over det konkrete.

Det er det, vi har prøvet med ’Bedrag’. Det handler om at fange essensen af, hvad tv-serien er – og finde en vinkel på den essens«.

Esben Fiskers top fem titelsekvenser:
1. ‘Six Feet Under’
2. ‘True Detective’
3. ‘Dexter’
4. ‘Les Revenants’
5. ‘Twin Peaks’