Som en af de mest utilregnelige og uforudsigelige personligheder i Hollywood har Mel Gibson tilsyneladende besluttet sig at fokusere lidt mere på sin skuespillerkarriere. Første trailer til hans nye film, ‘Blood Father’, er løs, og det er en fuldskægs-Gibson, der skal klare ærterne i actionbraget.
John Link (Gibson) er lidt af en fiasko med tilnavne som alkoholiker, rocker og narkoman, men har nu alligevel lagt det liv bag sig. Da hans datter Lydia (Erin Moriarty fra ‘Jessica Jones’) bliver viklet ind i et kidnapningsdrama ført an af hendes narkokonge af en kæreste, må Link selv tage affære. Med andre ord et plot, der lyder mistænkeligt meget som ‘Taken’ – og som har tydelige paralleller til en anden Gibson-film, nemlig ‘Ransom’, hvor hans søn blev kidnappet. Det er ikke nemt at være barn af Mel Gibson.
‘Blood Father’ er ikke Gibsons eneste mulighed for et comeback i år. Han har som instruktør stået bag Anden Verdenskrigsdramaet ‘Hacksaw Ridge’ med Andrew Garfield, Sam Worthington og ham selv. Det er hans første film siden ‘Apocalypto’ for 10 år siden, og den skulle ramme biograferne senere i år.
‘Blood Father’ har endnu ikke en dansk premieredato.