Stripklub-kongen: Syv grunde til, at Future er Roskildes vigtigste hiphop-booking

Roskildes hiphop-program er sjældent stærkt, men én booking stråler over dem alle: Atlanta-rapperen Future. Læs her hvorfor.
Stripklub-kongen: Syv grunde til, at Future er Roskildes vigtigste hiphop-booking
Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. Hans indflydelse gennemsyrer hiphopverdenen – både i USA og i Danmark

Har du hørt Travis Scott før? Hans mekaniske, ekko-rungende autotune-vokal er en tro kopi af Futures lyd. Scotts yndlingsadlib (’straight up!’) er endda stjålet direkte fra en Future-sang (’Straight Up’ fra debutalbummet ’Pluto’). Det mumlende, utydelige sang-flow på Rihannas ’Work’ er også svært at forestille sig uden Future som forbillede, og da Kanye udgav ’The Life of Pablo’ kunne man høre en gæsterapper – Desiigner – der lød så meget som Future, at de fleste tidlige tracklister angav Future som nummerets gæst.

I Danmark er Atlanta-rapperens indflydelse nok tydeligst hos Sivas. Den danske rapper er på ingen måde en efterligner som Scott og Desiigner, men især den første ’d.a.u.d.a.’-ep opererer i et autotunet, melodisk trap-univers, der ligner Futures. Lyden af Atlantas stripklubber rækker langt – i nogle tilfælde helt til Københavns Vestegn.

Listen fortsætter på de følgende sider. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Endelig tapper Roskilde ind i samtidens sydstatsrap

De sidste år har Roskilde ikke haft besøg af Atlantas trap-elite omkring 2 Chainz, Young Jeezy og Gucci Mane, selv om netop de rappere inkarnerede hiphoppens dominerende tidsånd. I stedet kom Atlanta-ikoner som koryfæerne fra Outkast og Killer Mike (med sin alternative rapgruppe Run the Jewels) forbi festivalen.

Man har holdt sig på den sikre side af hiphop-spektret: Med undtagelse af sidste års geniale Kevin Gates-booking har det været tyndt med den trap-baserede, melodiske sydstatsrap. Frem til nu. Future er den vigtigste Atlanta-rapper siden Gucci Mane og en af sin tids definerende stemmer, mens hans hofproducer, Metro Boomin, er manden der skaber hiphopverdenens toneangivende lyd. Selv Drake kommer til Atlanta for at være en del af bølgen. Den eneste rapper, der kommer i nærheden af Future, er Young Thug – der endda også kommer til Roskilde Festival i år. Nye tider!

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Han er midt i en af de bedste stimer i nyere hiphop-tidsregning

Future er nok den eneste rapper ud over Kanye West, der kan prale af netop at have udgivet sin syvende strålende udgivelse i træk. Men Kanyes seneste syv udgivelser strækker sig over ti år: Future har gjort det på halvandet år. Siden Atlanta-rapperens karriere fik et ordentligt dyk ned med det blødsødne og lidt ufokuserede ’Honest’ i 2014, har han genopfundet sig selv som dyster, narkotiseret stripklub-hersker på mixtape-trilogien bestående af ’Monster’, ’Beast Mode’ og ’56 Nights’.

Den æstetik blev efterfølgende fuldendt med albummet ’DS2’, hvorefter en tåget og tilrøget weekend med Drake resulterede i ’What a Time To Be Alive’. I år har rapperen indtil videre udgivet mixtapet ’Purple Reign’ og albummet ’EVOL’, der fordrejer ’DS2’-lyden i nye og endnu mærkeligere retninger. Hvis man nogensinde skulle opleve samtidens mest stilskabende rapper på toppen af sit spil, er det nu.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. Future besøger Danmark for første gang

Det er ekstremt sjældent, at det lykkes at lokke sydstaternes dominerende skikkelser til Danmark, lige når de er på højdepunktet. Lil Wayne kom først længe efter sin storhedstid, og trap- og drill-ikoner som Gucci Mane og Chief Keef har aldrig været her (og kommer nok heller aldrig.) Men efter rappere som Young Thug, Kevin Gates og (snart) Ty Dolla Sign har været forbi Danmark på det seneste, kan vi nu alle glæde os over selveste Future.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Future har allerede bevist sin langtidsholdbarhed

Mens mindre innovative Atlanta-navne som Migos eller Young Scooter har haft svært ved at holde succesen kørende, da deres oprindelige gimmick døde lidt, har Future allerede genopfundet sin stil flere gange. Først blev den magtfulde trap-konge fra ’Tony Montana’ og ’Same Damn Time’ til den kærlighedshungrende astronaut-rapper på ’Turn On the Lights’ og ’Neva End’.

Så introduceredes vi for Ciara-forlovede og falset-syngende Future på ’Honest’ og Miley Cyrus-samarbejdet ’Real and True’, blot for så at blive konfronteret med den stripklub-frekventerende og hostesaftsmisbrugende Future, der har domineret hiphoppen det sidste års tid. Hvem ved, måske er det en helt ny Future, vi kommer til at se, når rapperen rammer Roskilde?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Han er hiphoppens store anti-popstjerne

Future har skrevet sange for Beyoncé, samarbejdet med Miley Cyrus og Rihanna samt indspillet en ballade med R. Kelly. Men den store kommercielle succes kom først, da han trak sig væk fra rampelyset og ind i stripklubbernes tilrøgede univers.

Future fik ikke gigantisk popsucces som poprapper, men som det modsatte – han er blevet et ikon som den store anti-popstjerne, der laver stenede og strålende mixtapes stort set uden gæstevers og altid med de samme faste producere. Han har fulgt sin radikale anti-æstetik kompromisløst, og det er noget af en triumf, at han nu kommer til Roskilde Festival som tidens største repræsentant for sydstatsrap.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Future forener Gucci Mane med Outkast

De to vigtigste stilarter i Atlanta er Outkasts excentriske funk-rap og trap-scenen omkring den almægtige gudfaderskikkelse Gucci Mane. Future har en fod i begge lejre. Han er nemlig medlem af Outkasts Dungeon Family-crew (hans fætter er Dungeon Family-produceren Rico Wade), mens hans karriere (som så mange andre Atlanta-rapperes) tog fart efter Gucci Mane tog ham under sin vinge for omkring fem år siden.

Futures udtryk har faktisk både Gucci og Outkast i sig. Hans excentriske fantasier om at være Astronaut og komme fra Pluto samt hans André 3000-agtige tøjstil peger mod funk-forfædrene, mens hans melodiske og snøvlende trap-tracks klart kommer fra Gucci Mane-skolen. Dén blanding er en sublim mikstur af alle Atlantas indflydelser: Futures musik er umiskendeligt lyden af Atlanta.

Læs også: Roskilde Festival: Her er de 13 største scoops blandt dagens offentliggørelser

Læs også: Q&A med Roskilde Festivals programchef om det fulde program: »Mø er klar til at indtage Orange som hovednavn«

Læs også: Roskilde Festival afslører det fulde program – 105 nye navne på plakaten

Læs også: Roskilde-talenter: Her er vores 11 favoritter i opvarmningsdagene

Læs også: Roskilde Festival: Se dagsplanen for årets program

Læs også: Kommentar: Roskilde har det bedste hiphop-program i mands minde – på trods af to stinkere i toppen

Læs også: Roskilde Festival: Vores seks største ønsker til den endelige spilleplan

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af