Hvis du skal pege på noget overordnet, som kendetegner årets program og adskiller det fra de forgangne år, hvad skulle det så være?
»Vi starter jo med et blankt papir hvert år ud fra devisen, at vi skal være nysgerrige og opsøgende og finde frem til ting, der kan tegne lyden af 2016. Men jeg synes, at man kan se en rød tråd gennem mange forskellige genrer. Det er især effekter fra popmusikken, der bliver brugt på vidt forskellige måder – alt fra Bomba Esterero til Ghost – og det synes jeg er lidt skægt, når vi kigger tilbage på det færdige produkt. Vi har ikke haft det som en mission, men der sker åbenbart en tydelig transformation i genrerne i øjeblikket, som også kommer til udtryk i vores program«.
Hiphop-programmet er et af de stærkeste og mest mangfoldige i lang tid. Hvad har tankerne været bag et så ungt og spraglet lineup?
»Det er virkelig for at vise, hvor meget der sker i øjeblikket. Lige fra England, hvor der sker en genopblomstring af grime-scenen med navne som Skepta, Stormzy og Little Simz, til den nye lyd fra Atlanta, der må siges at være temmelig altdominerende på det amerikanske kontinent. Der synes vi det er fantastisk, at vi har landet både Future og Young Thug i år, som er nogle af de største eksponenter for den bølge«.
I har stort set undgået navne fra den gamle hiphopskole. Hvad er det, det nye kuld kan levere modsat de ældre sværvægtere?
»Pusha T. havde vi for eksempel for to år siden, så nogle havde simpelthen været for tidlige at hive frem igen. Og jeg synes bestemt, at nogle af de ældre stadig kan noget, men mange af de nyere navne transcenderer genrer og appellerer lige så meget til et poppublikum eller et publikum, der er mere funderet i elektronisk musik. Der er en energi i det, der er rigtig fed, som bliver rigtig godt oversat til en live-situation. Det er jo det, der er altafgørende for os. Når man er ude og rode med de her nye navne, som alle måske ikke kender, er det vigtigt, at der er noget ekstra pull i det, når de står på en festivalscene«.
Der er en stærk repræsentation af mange hiphop-undergenrer i år. Hvilke tendenser eller kriterier er I gået efter, da I har booket navne?
»Vi prøver at kigge ret bredt på genrerne, og vi har som sagt ikke haft en mission om at vise noget helt bestemt, da vi startede. Men vi kan jo godt se, at der er nogle røde tråde, der trækkes gennem programmet, og at bestemte scener er mere repræsenteret end andre – formentlig fordi, at det i vores optik er lige dér, det sker i år i forhold til ting som grime eller Atlanta-rap. Vi har derfor også bare været heldige, at planlægningen er gået op i en højere enhed i år, så vi har landet i nogle af de navne, vi allerhelst ville have lige fra starten af programplanlægningen.
Det er jo ikke hvert år, at det går præcis, som man ønsker, og man kan bruge lang tid på ting, der ikke bliver til noget alligevel. Grimes er for eksempel én, vi også har forsøgt at skaffe i årevis, men hun har heldigvis hele tiden udviklet sig i nye, positive retninger, så det er kun blevet mere relevant med årene. Derfor er det fantastisk, at det lykkedes i år«.
En stor del af hovednavnene på plakaten trækker i en temmelig rocket retning. Ligger der noget til grund for, at toppen af plakaten er forholdsvis tung i et ellers ungt program?
»Jeg synes egentlig ikke, at de fylder uforholdsmæssigt meget – det er rigtigt, at Red Hot Chili Peppers, Tenacious D og måske især Neil Young er udprægede rocknavne, men eller synes jeg, at vi kommer fint omkring de forskellige genrer i toppen. Det, de her navn kan, er jo igen, at de kan fungere i en live-situation. Vi synes stadig, at det er vigtigt med de her ’historielektioner’ – vi synes ikke, det er støvet eller bedaget, men det er navne, der har været med til at definere og udvikle lyden af rock gennem flere årtier. Og når de så endda er aktuelle med nye udgivelser og stadig kan vise vitalitet på scenen, så synes vi, de er værd at præsentere på Roskilde«.
Neil Young repræsenterer ’årets ikoniske hovednavn’. Hvorfor giver det mening stadig at booke denne type navne til festivalen – er det for at please et ældre publikum, eller netop for at give den her ’historielektion’, du selv nævner?
»Det handler ikke så meget om det ældre publikum, men snarere det yngre, synes jeg. En stor del af vores yngre publikum ville ellers aldrig have mulighed for at opleve den her type navne, og jeg synes, at de unge tidligere har været gode til at tage imod navne som Paul McCartney, Rolling Stones og Bruce Springsteen. Det tror jeg også, vi kommer til at se med Neil Young.
Nu er det otte år siden, han sidst har spillet på Roskilde, og en gennemsnitlig gæst hos os holder i fem år, så man kan sige, der er blevet skiftet temmelig meget ud i vores publikum siden sidst. Og jeg tror ikke, der var ret mange af vores 23-24-årige gæster, der indløste billet, sidst han spillede en koncert i Danmark.
Og så ved vi selvfølgelig godt, at mange af de ældre gæster også bliver tiltrukket af den her slags bookinger«.
Paul McCartney, Rolling Stones, Bruce Springsteen, Prince, Stevie Wonder – der er snart ikke flere tilbage. Hvad gør I så? Skal I absolut have et ikon på plakaten hvert år?
»Heldigvis bliver de andre kunstnere jo også ældre og ældre! Så unge hovednavne nu vil jo blive ikoner med tiden. Men mest af alt håber vi jo på, at vi kan blive ved med at tilføre nyt blod og blive ved med at præsentere nye stjerner. Vi ser igen i år, at mange af hovednavnene ikke har mange år på bagen, men virkelig er klar til det – for eksempel sådan en som Mø. Vi har været med lige siden starten af hendes karriere for få år siden. Eller Wiz Khalifa, der har vokset sig stor på kort tid.
LCD Soundsystem har været væk i nogle år, men er jo heller ikke et gammelt navn som sådan, ligesom Tame Impala er unge. Så vi er rimelig fortrøstningsfulde. Der skal nok blive ved med at være hovednavne. Det handler selvfølgelig også om at være kreativ og tage nogle chancer, og det synes jeg også, vi har gjort de senere år, ved at sætte nogle ting på de store scener, som måske ikke er helt bonafide hovednavne i andre sammenhænge. Men hos os er vi bare så privilegerede, at publikum er virkelig klar på nye ting, tager godt imod det og gerne vil have, at det bliver en succes«.
Red Hot Chili Peppers har spillet en af festivalens mest udskældte koncerter i 2007. Hvorfor invitere dem tilbage som hovednavn? Hvilke forbehold har I haft?
»Vi er jo selvfølgelig bevidste om ryet efter den koncert i ’07, og mange af os var jo selv til stede. Man kan ikke rigtig komme udenom, hvordan det gik der. Når det er sagt, er vi ikke i tvivl om, at de kan spille gode koncerter. Det har de gjort både før og siden 2007, også en enkelt på dansk jord, så vores indstilling har helt klart været, at én dårlig koncert ikke skulle ødelægge det. Så længe man kan se, at det er en enlig svale, skal det ikke udelukke et band fra at spille i al fremtid.
Men jeg blev faktisk lidt overrasket over, hvor personligt og tungt, mange tog det, da vi annoncerede dem i efteråret. Der kommer jo dårlige koncerter, mange ting kan gå galt, men folk har åbenbart virkelig taget den dårlige oplevelse til sig. Jeg tror dog, at Red Hot Chili Peppers kommer for at vaske tavlen ren, og de kommer næppe til at levere en præstation, der minder om den fra 2007. Herudover kommer de med et nyt album snart, der er produceret af Danger Mouse. Han er nok om nogen én, der kan skubbe dem i en anden retning«.
Tenacious D er ligeledes et band, der ikke umiddelbart er midt i deres storhedstid. Hvad er det, Jack Black og co. kan levere, der giver mening på en festival? Og passer komik overhovedet ind på Orange Scene?
»Den bedste sammenligning er måske sådan noget som Major Lazer, selv om det er en helt anden genre. Forstået på den måde, at det handler om festen for festens skyld. Tenacious D er en fejring af heavy metal og ikke så meget et satireband. Det er en hyldest til den her genre, der jo også har mange fans på festivalen. De har en fantastisk performer i front, som jeg tror nok skal overbevise folk. Det bliver en nattefest på Orange, hvor man har fået en god tår øl og kan slå sig løs med de sjove sange, de har, hvis man synes, den slags er sjovt«.
Nu nævner du selv festen – kigger man nærmere på det elektroniske program, kan man måske netop savne et navn i Major Lazer- eller Disclosure-kaliberen, som kan levere en nattefest. Hvem skal sørge for den elektroniske fest?
»Jeg tror, man skal kigge ud på Apollo-scenen, også i opvarmningsdagene, hvor der er masser af elektroniske navne, for eksempel Tuskegee med The Martinez Brothers, der nok skal få sat gang i tingene. Men ellers skal man kigge rundt i genrerne for at finde en fest – M83, de urbane navne, grime-scenen, der alle kan præstere noget af den samme energi, som de elektroniske fester, vi tidligere har haft«.
Årets brede, poppede hovednavne – Macklemore og Wiz Khalifa – har været temmelig udskældt. Hvad er det, I tror, den type navne kan levere på Roskilde? Og hvilken del af Roskilde-publikummet appellerer de til?
»Det er klart det unge publikum, som netop sætter pris på, at den her slags navne kan levere noget af det samme, som de elektroniske også kan. Der er stort showmanship, og nu har jeg set både Macklemore og Wiz Khalifa for relativt nyligt, hvor de begge virkelig arbejder med at udvikle deres shows og tilføre vilde live-dimensioner, et fuldt band og en stor visuel side til showet. På den måde er det interessant for folk, der måske ikke nødvendigvis er vildt meget inde i hiphopscenen, men som gerne vil imponeres af et godt show«.
Mø er på som hovednavn på Orange Scene. Får hun lov at lave en aftenfest?
»Hun får en rigtig god aftentid om lørdagen, så hun kan holde en god fest. Det tror vi, hun er helt klar til i sin karriere nu. Vi havde hende på Pavillion Junior for få år tilbage, lige da det hele begyndte at ske, og hvor hun nærmest allerede var vokset fra opvarmningsscenen, og så leverede hun et fantastisk show på Arena for to år siden. Nu er der en ny plade på vej, og der er sket sindssygt mange ting i mellemtiden for hende, så hun er bestemt klar til at indtage Orange som hovednavn«.
LCD Soundsystems reunion lyder meget spændende. Hvordan var processen i at booke et band, der knap nok var gendannet endnu?
»Vi har været igennem et langt og virkelig hemmelighedsfuldt forløb i efteråret. Der var en lang periode, hvor vi kun måtte referere til dem hel hemmeligt, også i interne mails, som ’xxx’, da der simpelthen ikke måtte slippe noget ud, før de var klar til en gendannelse. Og det tror jeg også, man har kunnet se, hvis man har fulgt med i hele reunion-processen, for eksempel i det brev, James Murphy har lagt ud til sine fans.
De har tænkt meget over, om det var det rigtige at gøre, og at de kun ville lave den her gendannelse, hvis musikken påbød det, og der var noget nyt at komme med. Det har været vigtigt for os også, at de var drevet af musikken«.
Rockprofilen er temmelig tung i år med navne som Slayer, At the Drive-In, Bring Me The Horizon, Sleep og Ghost. Hvordan har denne type rock været en prioritet i år?
»Vi prøver selvfølgelig at holde en balance i tingene, og det gør vi jo blandt andet med de her tungere rocknavne holdt op mod de mange urbane navne, og også med verdensmusikken som en helt anden, overraskende modpol. Bring Me The Horizon og Ghost kommer måske mest ud af en metalverden, men bevæger sig også over i den rockede ende, så mange af de her navne er også med til at bygge bro mellem indiepublikummet, stadionrock og det helt hårde.
Slayer er selvfølgelig nogle af de helt store fra trashen tilbage i 80’erne og hele vejen op til nu, og det bliver virkelig fedt at få dem tilbage. Vi kommer til at sætte dem på Arena i år. De sidste par gange, de har været på Roskilde, har de spillet på Orange, men jeg tror, vi kan give både dem og publikum en fed oplevelse ved at sætte dem i lidt mere intime rammer«.
I forhold til sceneplacering, hvilke navne i programmet skal ellers vise deres værd på Orange og Arena – hvad kvalificerer et Orange-navn i 2016?
»Det er klart, at Macklemore for eksempel får lov at holde en fest på Orange, fordi vi ved, de kan fylde pladsen ud. Flere af hiphopnavnene kommer vi også til at se på Arena. Det handler meget om, hvor langt ud over scenekanten, kunstnerne kan komme, og hvor mange mennesker, vi forventer vil blive tiltrukket. Hvor meget fylder bandet på scenen? Nogle gange kan det se virkelig tomt ud, for Arena eller Orange er bare et stort rum at fylde ud.
Og så handler det tit om, at artisterne vokser meget hurtigt op til festivalen – måske er de på et niveau, hvor de godt kunne få en større scene, men hvor vi med vilje underspiller dem første gang, de spiller, for at sikre, at det ikke falder på gulvet. Det kan være et stort skridt at skulle op Arena, bogstavelig talt, da det er en høj scene, hvis man nu er vant til at spille små klubkoncerter, hvor man er meget tættere på publikum. Det gælder især hiphop, men også mange af de danske og nordiske navne, som måske hurtigt vokser sig til et kendskab, der kan tiltrække masser af mennesker, men hvor vi ikke vil have, at de skal knække nakken på en af de helt store scener«.
Nu er det jeres andet år med musikprogram fra onsdag til lørdag. Hvad har I lært fra sidste år med denne ændring? Og hvordan vil I udnytte det i år?
»For det første fandt vi ud af sidste år, at det var en rigtig god idé at rykke musikdagene. Der var stort set ingen kritik før, under eller efter af ideen. Folk er derude og er klar allerede fra onsdag, og så var det lækkert at have søndagen til at rejse hjem i stedet for at kæmpe sig igennem den sidste dag med musik. Så overgjorde vi det endda måske lidt den sidste dag, fordi vi gerne ville holde folk derude. Der var måske lidt for mange store ting, der spillede samtidig i form af Suspekt, Jamie xx og Africa Express, der alle leverede store, afsluttende nattefester på samme tid.
I år har vi prøvet at fordele det lidt, så det trækker lidt mere i forskellige dele af vores publikum. Og det er jo altid en svær kabale for os at få til at gå op, da man aldrig kan undgå, at visse bands, der spiller samtidig, appellerer til de samme mennesker. Vi hiver og skubber for at få det til at gå op, men nogle bliver altid skuffede, fordi de ikke kan se lige netop deres to yndlingsbands, som vi ikke forestillede os, ville have de samme fans. Men det er klart, at lørdagen skal rammes lidt bedre i år i lyset af erfaringen fra sidste år. Vi var jo vant til en stor, bred afslutning på Orange Scene før i tiden om søndagen, med en efterfølgende afslutningsfest på Arena, og nu skal lukkedagen mere anskues som det, torsdagen og fredagen var før i tiden«.
Når man kigger på dagsfordelingen er fredagen virkelig tætpakket med stærke headlinere og sub-headlinere på samme dag (lige fra Neil Young og Tame Impala til Future, Young Thug, James Blake, M83 og Sivas). Har I betænkeligheder ved at gøre fredagen så tung og måske derved lukke luften ud af ballonen om lørdagen?
»Jeg tror klart, at der også er ting på lørdagsprogrammet, der kan lokke de unge til, men det er klart, at mange er udbrændte efter at have festet i otte dage i træk. Men vi kan jo heller ikke altid styre 100 procent, hvem der spille hvilke dage, vi er jo bare én brik i en tourplan. Vi prøver dog at fordele det ud genremæssigt på de forskellige dage, men er endt med en onsdag, der ser temmelig hård ud med både Slayer, Sleep og At The Drive-In. Sådan klumper det nogle gange sammen«.
Hvad betyder det for jer, at mange af de store navne tager på egne turneer i stedet for festivaljobs? Albumaktuelle sværvægtere som Kanye, Drake, The Weeknd, Rihanna og Beyoncé, der typisk spiller egen shows, kunne jo også være virkelig relevante, selv om de måske ikke decideret mangler på årets plakat?
»Det mangler ikke, men The Weeknd havde virkelig været en prik over et meget stort i på den front. Nu hvor han har aflyst sin support for Rihanna (og dermed også sin planlagte optræden i Danmark til sommer, red.), er vi dog ret glade for, at vi ikke endte med ham, men oprindeligt var han virkelig et stort ønske, og de resterende er jo også nogle, der ville være fede at få. Vi har haft samme situation med nogle af rocknavnene, der hellere vil spille deres egne koncerter frem for festivaler, for det spiller meget ind, hvor meget kontrol en kunstner gerne vil have over produktion, sceneshow og det hele. Men jeg tror da, at mange skal få lyst til at komme ud og spille festivaler igen, og så må man bare få dem på et senere tidspunkt«.
I samme forbindelse kan man måske også savne lidt mere rendyrket r’n’b i årets program – navne som FKA Twigs, Miguel, Tinashe, Kelela, Jhene Aiko eller Jeremih er alle album- eller turnéaktuelle. Har det ikke været en prioriteret, eller har I satset på andre urbane genrer – som hiphoppen – i stedet i år?
»Vi har gået efter nogle af de navne, du nævner, men det kunne ikke lade sig gøre lige i år. Men omvendt synes jeg også, at nogle af de nye hiphopnavne, såsom Future, også dækker ind på det område med en lidt poppet kant. Men det er klart, man kunne godt have haft mere rendyrket r’n’b, for der er jo også virkelig gang i den scene. Det er nok et eksempel på, at man må tage, hvad der kan lykkes, og at den del måske ikke er så stor i år. Jeg tror dog, at folk godt kan finde lyden og de fester, den slags navne byder på, for eksempel i sådan en som Santigold«.
I meldte hurtigt ud, at Radiohead ikke var mulige i år, på trods af, de turnerer i Europa omkring Roskilde og formentlig snart er albumaktuelle. Hvad er grunden til det?
»De spiller nogle få shows, ja, men de har valgt primært at spille mindre festivaler i år. Jeg tror, det handler om, at nu har de været væk i nogle år, og så skal de lige tilbage og gøre det nye album klar og spille sig lidt varme på hinanden igen. Jeg kan forestille mig, at de ikke har haft lyst til at starte alt for stort ud. Så blev det desværre ikke lige os i år«.
Hvis du skal vælge det turnéaktuelle hovednavn, som det ærgrer dig mest, at I ikke har fået på plakaten – hvilket er det så?
»Jamen, så er det The Weeknd. Han ville virkelig have pyntet, hvis han ellers var turnéaktuel. Det havde været et scoop. Jeg synes, vi er så godt dækket ind på rockfronten og har fået en rigtig god respons på det, så sådan et poppet r’n’b-navn havde klart været et kirsebær på toppen«.
Hvad har bookingbudgettet lydt på i år i forhold til tidligere?
»Det ligger på lige omkring 60 millioner, hvilket er sammenligneligt med sidste år«.
Flere navne vil blive tilføjet op til festivalen – hvor mange drejer det sig cirka om? Og af hvilken kaliber?
»Der kommer ikke flere rigtig store navne. De er på plads og er meldt ud i denne pakke. Men det er en tre-fire navne, vi mangler at få på plads, og det håber vi på at kunne melde ud måske allerede senere denne måned«.
Læs også: Roskilde Festival: Her er de 13 største scoops blandt dagens offentliggørelser
Læs også: Kommentar: Roskilde har det bedste hiphop-program i mands minde – på trods af to stinkere i toppen
Læs også: Roskilde Festival afslører det fulde program – 105 nye navne på plakaten
Læs også: Roskilde-talenter: Her er vores 11 favoritter i opvarmningsdagene
Læs også: Roskilde Festival: Se dagsplanen for årets program
Læs også: Stripklub-kongen: Syv grunde til, at Future er Roskildes vigtigste hiphop-booking
Læs også: Roskilde Festival: Vores seks største ønsker til den endelige spilleplan