Parquet Courts’ postpunk er bedre end alle deres konkurrenters

Parquet Courts’ postpunk er bedre end alle deres konkurrenters

En af de mest lovende grupper inden for tidens paraply af postpunk-inspirerede indierockbands hedder Parquet Courts. Med ’Human Performance’ står Brooklyn-drengene ved lidt af en skillevej. Det er nemlig deres fjerde album. Det er sådan ca. nu de skal begynde at indfri potentialet om noget større, for ellers vil hypen uundgåeligt begynde at aftage.

Og… lo and behold! En nyvunden selvsikkerhed er svær at overse i mødet med ’Human Performance’. Bandet er blevet en bedre integreret musikalsk enhed, mens forsanger Andrew Savage i stigende grad har fundet en stemme som lyriker: Han formår at gribe fat om de store linjer, men samtidig er han rigtig god til at hæfte sig ved alle de små detaljer ved tilværelsens trummerum, der tilsammen giver et så godt som fuldtonet billede af en ung, rastløs mand anno 2016.

Lyden på ’Human Performance’ er mere strømlinet end tidligere. Guitarerne knaser mere sprødt og stritter knapt så nervøst og stikkende. Alene dén udvikling tilfører bandet en mere moden og kommercielt indbydende lyd. Det fine ved albummet er så, at bandets nervøse energi ikke af den grund er blevet afrettet. Sangene eksekveres med en variation og en umiddelbarhed, der giver lytteren en fornemmelse af et band, der er blevet voksne af alle de rigtige grunde: Ikke for at please, men fordi brikkerne nu en gang falder sådan ud for et band med noget på hjerte.

Man keder sig ikke, for Parquet Courts står aldrig fast på det samme sted for længe. Når de endelig byder på et over seks minutter langt nummer – ’One Man, No City’ – der dybest set består i et simpelt grundriff, så kaster de lige lidt bongotrommer på. Det fremragende titelnummer brydes op af et sært fløjteparti. Det passer ikke rigtig ind, men hvad pokker: Det er med til at understrege, at i det her selskab kan alt ske.

’Keep It Even’ og ’Dust’ – sidstnævnte med kampråbet: »Dust is everywhere… sweep!« – virker ’bare’ tilfredse med at være rigtig, rigtig gode sange. Dog bliver der plads til en enkelt spastisk-kåd solo midtvejs i førstnævnte.

Det er også nyt for bandet, at de lykkes så uanstrengt med at inkorporere nedbarberede ballader: ’Steady On My Mind’ (som en ung Stephen Malkmus fanget i et særligt ømt øjeblik) og ’It’s Gonna Happen’ viser en mulig fremtidig sti for et band, der på den måde gør opmærksom på, at selv midt i realiseringen af sit store potentiale, er dets muligheder for at udvikle sig yderligere langt fra udtømte.

Der er lidt vel uoriginale Wire-pasticher som de demonstrativt begrænsede ’I Was Just Here’ og ’Paraphrased’, der trækker lidt ned, men det er hurtigt tilgivet, når Savage leverer herlige lyrikbidder på for eksempel ’Berlin Got Blurry’, hvor han tager udgangspunkt i rulningen af en döner-kebab (i titellokaliteten, selvsagt). En country-inspireret guitarlinje er en veludført detalje, der kilder alle de rigtige steder. Det samme er det rislende orgelakkompagnement.

Parquet Courts skiller sig i fjerde hug virkelig ud ved at bevise, at de – bedre end stort set hele feltet af ligesindede – kan kombinere energi og formbevidsthed med et historiefortællende og følelsesbåret indhold.

De står ikke bare fast på en (postpunket) arv, men overskrider den ved at insistere på at være sig selv.

Parquet Courts. 'The Human Performance'. Album. Rough Trade/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af