Horror-mesteren John Carpenters tabte temaer er en tidslomme af dystopisk coolness
John Carpenter har for længst sat sit aftryk på populærkulturen. Kultinstruktørens karrieredefinerende momenter ligger måske 30-40 år tilbage, men indflydelsen er varig, og med film som ’Halloween’, ’The Thing’ og ’Assault on Precinct 13’ på cv’et er det svært at benægte hans betydning for horrorfilmen.
Men ved siden af sit virke som filminstruktør og manuskriptforfatter er Carpenter også notorisk kendt for sine stemningsfulde synthesizer-soundtracks, som var med til at pionere brugen af instrumentet op gennem 70’erne og 80’erne.
De sidste 20 år har der dog været mere stille omkring manden, og det virkede som om, han for længst havde trukket sig tilbage for at nyde sit otium. Det var derfor noget af en overraskelse, da han som 67-årig debuterede som musiker med det instrumentale soloudspil ’Lost Themes’ sidste år.
Tiden har ikke svækket den aldrende Carpenter, og det sætter han nu streg under med efterfølgeren ’Lost Themes II’, der fortsætter den tunge stil af dragende dystopisk coolness.
Med assistance fra sin søn Cody Carpenter og sin gudsøn Daniel Davies fører han lytteren længere ind i sit 80’er-artificielle univers, hvor isnende pianomelodier sættes op mod boblende og pulserende synthesizere, dunkende computertrommer og forvrængede guitarer.
Melodierne og harmonikken er for det meste simpel, og man fanger hurtigt Carpenters form og kompositionsmetoder. Et simpelt tema, helst spillet i mol, skiftes rundt mellem instrumenterne eller rykkes rundt i tonearten og akkompagneres af en sangtitel bestående af et adjektiv og et navneord såsom ’Windy Death’, ’Virtual Survivor’ eller ’White Pulse’.
Når en formular fungerer, er der ikke megen grund til at ændre på den, og Carpenter forstår at dosere sine virkemidler og sine stemninger. Hvor ’Lost Themes’ virkede som en gennemgående showcase af Carpenters glæde for synthesizeren og dens muligheder, er ’Lost Themes II’ mere rettet mod dystopien. Det står klart allerede fra åbneren ’Distant Dream’, hvor der fra første sekund er fuldt drøn på synthen, men Carpenter drejer det sammen med sine medmusikere om til et groovy rocknummer med tunge, akustiske trommer og et gennemført guitar/synth-temaspil.
Udforskningen af det rockede territorium går igen flere steder på albummet. ’Virtual Survivor’ er huggende og tilbagelænet, den passende betitlede ’Dark Blues’ gør plads til albummets eneste reelle solo, og på singleforløberen ’Angel’s Asylum’ leder guitaren an med et heroisk tema, der over en pulserende bund giver billeder af en western badet i neonlys.
Carpenter er ikke bleg for at hylde sine egne forbilleder, og på ’Bela Lugosi’ (der har sin titel efter den østeuropæiske skuespiller, der spillede Dracula i filmversionen fra 1931) lægges lag på lag af moody synthesizer uden akkompagnement. På ’Utopian Facade’ giver strygere, dundrende trommemarkeringer og fejende synthstrøg nik til ’Terminator’-temaets glitrende grandiositet, og på ’White Pulse’ lyder temaet ikke mindst som en parafrase over Carpenters eget soundtrack til ’The Fog’ fra 1980.
Der går en lige linje fra Carpenters soundtrack-arbejde til hans musik anno 2016. ’Lost Themes II’ er pænere og mere poleret, men driver også af en kitschet teknologinostalgi. Det er som at være fanget i en tidslomme, men trods det tykke lag af retroæstetik kunne timingen for Carpenters musikalske output næppe være bedre. Han krediteres vidt og bredt som inspiration, både som instruktør og musiker, og de senere års synthwave, som Kavinsky blandt andet er eksponent for, står i stor gæld til Carpenter, ligesom sidste års horror-sensation ’It Follows’ på både billed- og lydside var tydeligt mærket af mesterens virkemidler.
Carpenter føjer ikke meget nyt til sit musikalske virke med ’Lost Themes II’. Til gengæld understreger han med sin blotte tilstedeværelse sin varige betydning som både musiker og filmmager, og det er mere end nok.
Læs også: Gys i Koncerthuset: Horror-mesteren John Carpenter kommer til byen