’Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 1: Er Den Røde Kvinde menneskehedens sidste bastion?

(Spoiler alert: Læs først følgende, når du har set første afsnit af den nye sæson.)

Er han død, eller er han ikke død? Det er snart fem år siden, at de første, der læste ‘A Dance With Dragons’, stillede spørgsmålet, og sidste sommer sprængtes de sociale medier af dets rungende ekko efter afslutningen på sæson 5 af ’Game of Thrones’. Er Jon Snow død, eller er Jon Snow ikke død?

Med starten på sæson 6 og åbningsafsnittet ‘The Red Woman’ virkede ventetiden til at være ovre, men i stedet er det endt med, at seriens fans må vente lidt endnu. Jon Snow ser ganske vist stendød ud, men er endnu ikke begravet, brændt eller borte.

For afsnittet kredser mere om titelpersonen Melisandre, The Red Woman, end om det mulige eller umulige vækkelsesritual, som adskillige eksperter gætter på, at hun kommer til at udføre. Det er det ritual, der skal vække Jon Snow fra de døde. I åbningsafsnittet er der intet, der be- eller afkræfter, om det kommer til at ske.

I stedet afslører serien en anden hemmelighed, nemlig at den sensuelle, barmfagre trolddame inderst inde er en ældgammel, gråhåret dame. Og det forklarer en del af fundamentet for hendes hidtil urokkelige tro. Det er nemlig Melisandres medaljon, der skinner af energistrømmene fra The Red God, som ændrer hendes udseende. Først når hun fjerner den, fjernes hendes forklædning.

I den chokerende scene, der afslutter afsnittet, står Melisandre afklædt foran spejlet i Castle Blacks pæneste gemakker. Da hun fjerner medaljonen, fjerner hun også billedet af den stormfulde femme fatale, der forførte Stannis Baratheon og Jon Snow. Den knejsende, sejrssikre præstinde fra sæson 1, som skubbede Stannis fremad med sine løfter og sine hofter, er en saga blot.

Det var en fornemt forløst scene, der ypperligt gjorde brug af det mudrede spejls antydende effekt og kraftfuldt blottede Melisandres voldsomme hemmelighed. Det føltes næsten, som om den gamle, gråhårede trolddame indtager sit dødsleje efter en rundtur i eksistensen, der har efterladt hende desillusioneret. Hun delte sine spådomme med to mænd, som hun troede på, og nu er begge døde.

Der er fine og mindre fine øjeblikke i sæsonåbningen. De bedste rammer seriens patostunge grundtone. Som når Brienne of Tarth rørende bekender sin uforbeholdne støtte til Sansa Stark, eller når den notorisk indespærrede Davos Seaworth murrer og knurrer til Jon Snows sidste forbundsfæller.

I rollerne som Brienne og Davos spiller Gwendoline Christie og Liam Cunningham med en sammenbidt smerte, der føles som seriens tonale fundament. De er i stand til at erobre scener, der er brolagt med højstemt dialog, så de fleste medspillere blegner i mødet med dem. De løfter i den forstand fornemt arven efter deres hedengangne kollegaer Stephen Dillane (Stannis), Michelle Fairley (Catelyn Stark) og Sean Bean (Eddard Stark).

De mindre fine øjeblikke indtræffer, som så ofte før, i Dorne og Essos. ’Game of Thrones’ er bedst, når mødet mellem det gode og det onde indfinder sig i gråzonerne, og det er i gråzonerne, at de grimmeste og grummeste beslutninger må træffes. Der er ingen gråzoner hos Dornes ultrakarikerede Sand Snakes, og det samme er tilfældet med de endnu mere primitive dothraki.

Det er en gennemgående pointe i ’Game of Thrones’, at der ikke findes kulturer, som er hinanden underlegne, men sådan som Khal Moros mænd fremstilles, er det svært at se det tillokkende i dothrakiernes kulturelle makeup. Ligeledes tænker man, at et Dorne, der regeres af en prins, som er så nem at slå ihjel, ikke er et Dorne, man har det store tilovers for.

Det efterlod indtrykket af et afsnit, der primært havde til formål at genetablere de bærende karakterer og handlingstråde (vi måtte dog spejde forgæves efter for eksempel Bran og Littlefinger). Og da den udelte fornøjelse ved endelig – endelig – at stå over for gensynet med serien havde lagt sig, ramte realiteterne med et mildt antiklimatisk afsnit, der dog tjente sin funktion og satte dramaet op for de kommende episoder.

Helt i centrum var det The Red Woman, der besnærende stjal forestillingen. Har den stolte Melisandre mistet sin tro? Man kan kun håbe, at det ikke er tilfældet. For mens The Red Woman har brændt mange sjæle, der fortjente en bedre skæbne, er hun en del af et fåtal, der forstår faren, som lurer på den anden side af The Wall.

Natten er i sandhed »dark and full of terrors«. The Night Watch proklamerer, at de er »the shield that guards the realms of men«, men efter mytteriet mod Jon Snow virker det til, at det er Melisandre snarere end Allister Thorne, der er menneskenes sidste bastion.