Liss eleverer deres signaturlyd til nye højder på funky debut-ep
Meget er allerede skrevet om Liss’ himmelfart fra ungt, uprøvet band til at have alles opmærksomhed efter deres signing hos XL Recordings, flirteri med Pharrell og kurs mod udlandet. Det purunge band kunne have skyndt sig at rykke på opmærksomheden, men har i stedet taget sig tid til at finde en signaturlyd, og heldigvis indfrier de forventningerne på debut-ep’en, hvor udtrykket fra de første singler eleveres til mere formfuldendte og overraskende højder.
Førstesinglen ’Sorry’ med sin virkelig vellykkede blanding af modstridende elementer – parringen af tropiske, olietønde-klingende synth med harpe, panfløjte, en akustisk guitar, vocoder og en afsindigt fængende melodi er smågenial – havde allerede varslet det skift, der er sket i den aarhusianske kvartets lyd, siden de for godt et år siden udsendte en demoversion af gennembrudshittet ’Try’.
Mens ’Try’ og ’Always’ begge var gennemførte smagsprøver på Liss’ både funky og ømme, r’n’b-lænende lyd, er ep’ens fire nye numre af en langt mere gennemproduceret støbning uden dog nogensinde at lyde for poleret. Gruppen har tidligere udtalt, at de ikke er interesserede i at lave »80’er-agtig musik«, og ’First’ er da også af sin helt egen karakter og skubber til grænserne for, hvad man kan med en klassisk bandopstilling. Efter utallige gennemlytninger kan man stadig finde produktionsmæssige overraskelser og mikroskopiske detaljer, der løfter lyden til et helt moderne take på håndspillet soul, der ikke lader sig skræmme af studiets uendelige muligheder.
Med producerhjælp fra danske Vera og skotske Rodaidh McDonald (The xx, King Krule, Vampire Weekend) besidder ep’ens fire dugfriske numre alle en både drømmende og funky kvalitet. ’Good Enough’ svinger eksempelvis mellem det eftertænksomme og romantiske (»dancing in the moonlight / doesn’t it sound nice to you?«) og insisterende og dansable i det øjeblikkeligt catchy omkvæd (»I’ll show you that I’m good enough / let me just conquer you one last time«), hvor Villads Tyrrestrups bas antager Prince-værdige dimensioner af funkyness uden at lyde som noget fra 80’erne. Niveauet er tårnhøjt, og produktionerne peger konstant fremad, ikke tilbage.
Af samme grund er det heller ikke svært at forstå, hvorfor netop Pharrell har kastet sin kærlighed på danskerne, for til tider er der netop en The Neptunes-agtig vibe over sangene. Tag bare den danseinducerende ’Miles Apart’, der med brug af koklokke og især de indledende taktslag vækker klare minder om den amerikanske hitsmeds notoriske måde at starte sine hits på – Liss bruger to loopede beats, Pharrell bruger fire, men inspirationen er til at få øje på.
Stjernen på ep’en er det afsluttende nummer, ’Without Me’, der på perfekt vis binder sløjfe på alt det, Liss kan og gør så godt med en blid vellyd, der føles som at svæve på en sky af candyfloss over en tropeø. Søren Holms vokal er både øm og soulet, men giver også perfekt snerrende modspil til det nærmest reggae-vuggende beat og det missilagtige sample, der lyder som en lille eksplosion af følelser på grænsen til at detonere.
Liss kunne sagtens have sigtet mod hitlisterne og de store pophooks, men danskerne holder i stedet lyden perfekt afbalanceret – og så planter ’First’ tørsten efter et helt album, hvor udtrykket kan nuanceres yderligere.
Læs interview: Udlandet kalder Liss: »Tænk, at der er folk i Japan, der gider at købe vores musik«
Læs også: Liss-frontmand Søren Holm: Her er fem sangere, jeg ser op til