»Hvornår skal vi stille op?«
De fire medlemmer i Liss er netop ankommet i en bil direkte fra hjembyen Aarhus til Bremen Teater, hvor de skal spille.
»Det bliver gjort for jer«, svarer deres københavnske manager, der er kørt dem i møde på cykel.
»Nå, fedt!«
De fire medlemmer smiler overrasket. Den form for service er tydeligvis ny for dem.
»Hvad skal I have på?«, spørger manageren, da koncerten bliver filmet til tv.
Drengene kaster et glimt ned på deres løse jeans, sweatshirts og gummisko.
»Det her?«, siger forsanger Søren Holm spørgende.
Det kan godt være, at de fire medlemmer i Liss – ud over Søren er det guitarist Vilhelm Strange, bassist Villads Tyrrestrup og trommeslager Tobias Hansen – udgør et af de mest lovende nye danske bands og lige har skrevet kontrakt med det prestigefyldte engelske pladeselskab XL, men de skjuler det godt. De ligner næsten en undskyldning for sig selv, som de trisser forsigtigt rundt mellem hinanden og nænsomt trækker deres gear ud af bilens bagagerum, imens de med en antydning af akavethed skuler genert ud af øjenkrogen på mig og den ventende fotograf.
Men bandet står på tærsklen til et udlandseventyr, det er de færreste danske bands, der er lykkedes med. Jamie xx var blandt publikum, da de i september spillede på Kødbyen-klubben Bakken, og et par uger før havde Pharrell Williams haft snigpremiere på nummeret ‘Always’ i sit ‘OTHERtone’-radioprogram på Beats 1.
Selv om den slags ville slå benene væk under de fleste, er det, som om bandets begyndende succes ikke for alvor er gået op for dem. Eller de virker i hvert fald oprigtigt ydmyge og upåvirkede. Når de fortæller om deres tilfældige møde med Jamie xx efter koncerten, fokuserer de mere på, at han godt kunne lide techno, og hvor sød og genert han var, ligesom de hellere vil snakke om, at de synes, Pharrells koncert på Roskilde Festival sidste år var lidt mærkelig, end om hvordan det var at få et klap på skulderen af en af tidens største popstjerner.
Det er tydeligt, at de fire medlemmer, der alle er 19 eller 20 år, har fokus på musikken. Deres egen soulede pop er som en slags tidstunnel, hvor et stramt spillet sammensurium af funky basgange, særegen percussion som wind chimes og træblokke, vokal-samples og luftig rumklang sender tankerne tilbage til en lidt forbudt tidslomme i popmusikken i slut-80’erne og start-90’erne. Det understreger bandets trumf, Sørens både bløde og skærende vokal, der ikke er bange for at slutte enhver tekstlinje med at trække ordene ud i et dybtfølt ah-ah som på førstesinglen ‘Try’. Det er dansabelt, men følsomt. Fine Young Cannibals er ikke en helt skæv reference, hvis du kan huske dem.
I stald hos XL
De fire aarhusianere har kun spillet i band sammen i lidt over et år, men sikke et år. Sideløbende med deres øgede koncertaktivitet og den spirende interesse intensiverede de dialogen med XL om en pladekontrakt og arbejdede i selskabets studier i kælderen under kontoret i London med den skotske producer Rodaidh McDonald, der blandt andet har produceret for The xx og King Krule.
Samarbejdet startede, da Liss’ manager sendte nogle demoer til en kontakt hos XL. Senere ville Tic Zogson, der arbejder for det XL-affilierede pladeselskab Young Turks og blandt andet er kendt for sit tidlige samarbejde med fænomenet FKA Twigs, også gerne arbejde med bandet og tog til København for at se dem live. Han var tydeligvis imponeret og jokede med, at han ville tage med bandet til Jylland, når de i oktober skulle en uge i Villads’ bedsteforældres sommerhus for at arbejde på nye sange.
»Vi vidste ikke, at han ville komme. Vi skulle egentlig bare alene af sted, men så var han der pludselig og havde taget alt muligt udstyr med«, fortæller Tobias.
»40 kilo«, indskyder Vilhelm.
»Ja, og han havde ikke bestilt nogen billet hjem, så vi vidste ikke, hvor lang tid han skulle være der. Han endte med at være der hele ugen«, siger Villads.
Den endelige signing med XL, hvis respektindgydende bagkatalog tæller blandt andre M.I.A., Beck, The xx, Vampire Weekend og FKA Twigs, er bandet forståeligt stolt af. Da de ankommer til Bremen Teater, er Tobias iklædt en sort bomberjakke med et stort XL på ryggen, selv om signingen egentlig stadig er en hemmelighed på det tidspunkt. Alle fire fik en jakke i gave af selskabet, da de arbejdede i studiet med McDonald. De joker med, at overtøjet er rent blær og gør et ironisk nummer ud af at lægge jakkerne, så man ikke kan undgå at bemærke de to store prangende bogstaver.
Selv om de tydeligvis kan grine af sig selv, er de alligevel åbenlyst forbløffede over selskabets store dedikation til den nye danske signing, som kom til udtryk på en af bandets ture til London.
»Vi havde spillet om torsdagen til Distortion og skulle spille igen om lørdagen, så vi tog til England om fredagen mega tidligt om morgenen med sygt mange tømmermænd. Vi havde næsten ikke sovet, og så skulle vi rundt og holde møder med alle mulige, og til sidst skulle vi op til XL«, fortæller Villads.
Bandets manager havde forsøgt at forklare det meget mistroiske band, at selskabet havde arrangeret en grillaften til ære for dem.
»Der var ikke rigtigt nogen, der havde fattet, at det var for os, så vi var først bare sådan, nå, de griller. Det er pissehyggeligt«, siger han.
De andre griner.
»Ja, vi tænkte bare, nå, det gør de hver fredag. Fedt«, siger Søren.
»Vi skal også til julefrokost i næste uge«, udbryder Villads. Søren skuler til ham. »Må jeg ikke sige det?«.
»Jo«, siger Søren.
»Er det for blærerøvsagtigt?« spørger Villads igen.
De andre smiler ned i bordet.
»Men det bliver en mega fed julefrokost«, siger han og læner sig op af Sørens skulder.
‘Game of Thrones’-nørderi
»Må jeg smage lidt af din kaffe?«.
Villads ser spørgende på Tobias, der som den eneste af de fire medlemmer har en høj to-go-kop stående på bordet foran sig.
»Det må du da gerne. Nu er du ked af, at du ikke købte en stor, hva’?«.
»Må jeg også få lidt?«, spørger Søren, mens Villads er i gang med at hælde kaffen over i sin kop.
»Argh, nu tog jeg for meget«, siger Villads.
»Nej, det er fint«, siger Tobias og giver resten af sin kaffe til Søren.
Når de ikke snakker med mig eller laver lydprøve, sidder de på række i Bremens mørkerøde veloursæder og spiser sandwiches eller nørder ting som HBO-serien ‘Game of Thrones’ og prøver at imitere, hvordan kragen i serien egentlig lyder.
Villads har lige binget serien på rekordtid, fordi han kun havde HBO gratis i en måned, men Søren er ikke helt med. Han har ikke tålmodighed til at se serier, fortæller de andre. Forsangeren nikker samtykkende. Han bliver rastløs, fortæller han med et håbløst smil.
Villads og Tobias kender hinanden fra 10. klasse, mens Søren og Vilhelm har været venner i længere tid. De er flasket op med så forskellig musik som Prince, Daft Punk, Björk, Radiohead, The Smiths, Earth, Wind & Fire og Santana, som forældre eller ældre søskende introducerede dem for.
De fastholder dog, at deres egne numre er uden bevidste inspirationskilder, selv om de fortæller, at de blandt andet har hørt Kelela og Kindness på repeat under arbejdet med deres kommende debut-ep.
Musik har altid betydet meget for de fire medlemmer, der tidligt selv begyndte at spille.
»Begge mine brødre har spillet guitar, men de har aldrig gjort så meget ud af det. Jeg købte min storebrors guitar, da han stoppede med at spille. Jeg har nok været 11 år«, fortæller Vilhelm. »Det var der, jeg begyndte at spille musik. Det er den samme guitar, jeg spiller på nu«.
Villads begyndte at spille bas, da han var otte, og Tobias fik sit første trommesæt allerede som seksårig. Søren startede for alvor med at synge, da han gik på efterskole og kom med i forskellige kor. Senere lærte han sig selv at spille klaver, da han startede på gymnasiet.
Meget af tiden gik med musik, og naturligt spirede ønsket om at skabe sin egen musik.
Vilhelm og Søren begyndte for alvor at snakke om at starte et band i gymnasiet, og Vilhelm tog kontakt til Tobias, hvilket førte til et tilfældigt møde i bandets øvelokale i Aarhus. Øvelokalet, der var en ombygget garage, havde Tobias fået fat i gennem sin mors kæreste. Her befandt Villads sig, den dag bandet var samlet for første gang. Han havde aldrig mødt hverken Søren eller Vilhelm før, så i mangel på noget at snakke om, koncentrerede de sig i stedet om musikken og begyndte at jamme sammen. Kort tid efter blev de første akkorder til ‘Try’ til. Det var i september 2014.
Udsolgt i Japan
Da de havde skrevet tre sange inviterede Liss deres venner ned i øveren, hvor de bævrende nervøse gav en mini-koncert. Det gik dog godt, og nogle måneder senere inviterede bandet atter deres venner i øveren, men denne gang skrev de en time inden koncertstart en statusopdatering på Facebook om koncerten. Vennerne troppede trofast op, men der var også nye ansigter blandt publikum, der stod stuvet sammen helt ud på gaden.
»Vi havde kun spillet opvarmningskoncerter, og der kan man jo aldrig rigtig vide, om der reelt er kommet nogen for at høre én, så det var ret vildt, at der var kommet folk, vi ikke kendte, for at høre os«, siger Vilhelm.
Villads nikker: »Det er også det, der er så mærkeligt ved Facebook, for selv om der står, at der er nogle folk, der synes godt om ens side, så ved man ikke, hvem det er, og om det er rigtige personer. Det er svært at komme sådan rigtigt i kontakt med folk, men når de så kommer i virkeligheden, så går det op for én, at der er nogen, der kan lide det, man laver, eller når man får udsolgt nogle af sine koncerter som for eksempel på Jazzhouse«, forklarer han.
»Ja, at det ikke bare er ens venner«, siger Søren.
»Det er en vild følelse«, siger Villads.
En lignende oplevelse havde bandet, da de var på miniturné i England med stop i Bristol, Manchester og en udsolgt koncert i London. I Bristol begyndte det for alvor at gå op for bandet, hvad der var ved at ske. En mand var rejst fra Wales for at opleve bandet live og møde dem efter koncerten.
»I London og Bristol kender man jo ingen mennesker overhovedet og har aldrig drømt om, at der var nogen, der ville høre ens musik. Det var surrealistisk«, siger Villads.
Vilhelm fortæller også om, at der er meldt udsolgt af singler i Japan.
»Det var kun 100, men de røg på tre dage. Det er ret overvældende. Tænk, at der er folk i Japan, der gider at købe vores musik«.
De andre nikker, men det største var trods alt at signe med XL.
»Der var vi sådan lidt, nu er man blevet musiker. Det er verdens bedste label«, siger Søren.
Alligevel føles det ikke meget anderledes at være med i Liss nu, end det gjorde før opmærksomheden for alvor tog til. Eller måske på ét enkelt punkt: Det er blevet mere seriøst. Bandet har fået ambitioner, tiden med musikken er blevet mere struktureret, og dagene strækker sig nogle gange fra tidlig morgen til midt om natten, når bandet arbejder med de nye sange. Musikken er i dag deres arbejde.
»Det er bare et fucking dejligt arbejde«, siger Vilhelm og smiler.
Liss spiller i Lille Vega den 12. og 15. maj og arbejder i øjeblikket på deres debut-ep, der udkommer senere på året.
Interviewet er tidligere bragt i Soundvenue #98.
Læs live-anmeldelse: Liss cementerede deres status som Danmarks vel nok dygtigste unge band