Fra tid til anden inviterer Jimmy Fallon forskellige superstjerner i studiet, hvor de som bekendt ofte bliver udsat for forskellige lege, gags og spil. I går aftes var ‘Views’-aktuelle Drake forbi studiet, og han slap naturligvis ikke for studieværtens gøglerier.
I sporene på Bradley Cooper og LeBron James udfordrede Fallon rapperen til en ny omgang ‘Faceketball’, hvilket virkede passende givet Drakes store kærlighed for basket. De to konkurrenter spændte derfor den skøre basketnet/svedbånd-anordning på hovedet og skiftedes til at prøve kræfter med at få bolden i nettet.
Drake tog dog klart guldet med hans ‘360 dunk’ (med mini-Drake siddende på bolden).
Drake optrådte desværre ikke i showet, mens han til gengæld talte om sit nye whiskeybrand ‘Virginia Black’ og hans tanker om at blive lavet til et meme.
Læs også: Drake scorer sit første nummer 1-hit: »Det største øjeblik i min karriere« er endelig hjemme