’Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 6: Arya og Cersei, forbundet af sorg og had

(Læs naturligvis først videre, når du har set sjette afsnit af den igangværende sæson).

»Don’t let her suffer.« Det er Jaqen H’ghars sidste besked til The Waif, før hun sendes af sted for at aflive Arya Stark, der har forbrudt sig mod Jaqens ordrer en gang for meget.

I afsnittet ’Blood of My Blood’ træder Arya endeligt ud af rækkerne i The House of Black and White. Og for en sjælden gangs skyld er hendes del af fortællingen det mest interessante sidespor. Dem er der, som så ofte før, alt for mange af.

Sam overfuses af sin far på Horn Hill, mens Tommen underkaster sig The High Sparrow. Bran møder sin onkel Benjen, mens Walter Frey sender en anden af Brans onkler, Edmure Tully, til Riverrun. I finalen præsenteres man for første og eneste gang i afsnittet for Daenerys, der holder en brandtale foran sin nyerhvervede khalasar.

I alt flettes fem forskellige fortællespor sammen i ’Blood of My Blood’, og det tjener ingen af dem, at der springes så ofte imellem dem.

Det er på trods af den begrænsede skærmtid Daenerys, der refereres til i titlen. Daenerys kalder dothrakierne »blood of my blood«, og hun har tidligere haft tre blood riders i sin khalasar. Den skik forlader hun i afsnittet – derfor titlen – for i stedet at indføre den flade, hierarkiske struktur, der efterhånden er hendes politiske varemærke. Men der er intet dramatisk optrin i den afsluttende scene. Ikke det, der ligner.

Drage ex machina

Derimod dukker seriens glorificerede deus ex machina, dragen Drogon, op på et belejligt tidspunkt, som det efterhånden er sædvanen tro.

Det er en alt for let lappeløsning, når afsnittet rundes af med en kampklar Daenerys, der for Gud ved hvilken gang proklamerer, at Westeros snart skal blive hendes. Drager og Daenerys er efterhånden seriens hurtige svar på alt for mange tiltaler, men det kan ikke skjule, at resten af afsnittet halter.

Gensynet med Benjen er glædeligt, og den indledende actionscene er fint forløst. Men samtalen mellem onkel og nevø er ren lore exposition, der skal forklare seeren lidt mere om sammenhængen mellem Children of the Forest og White Walkers.

Det er ligesom i foregående afsnit et glimrende eksempel på, hvordan det mystiske tappes for mystik, så snart det forklares. Afsnittenes instruktør, Jack Bender, burde ellers have lært den lektie for længe siden. Bender har instrueret 38 afsnit af ’Lost’, heriblandt den meget omstridte og omdiskuterede sæsonfinale.

Omdiskuteret er også Sams og Gillys uendelige rejse til Oldtown. Scenerne med Sam i ’Blood of My Blood’ er uvedkommende, fordi han formår at løse konflikten med sin far uden reelt at konfrontere faderen. Det er for billigt sluppet.

Skal dræbe Cersei per stedfortræder

Dertil kommer, at Gilly kandiderer til at være seriens mindst interessante karakterstudie. Hendes manglende kendskab til det meste og generelle mangel på situationsfornemmelse er ikke romantisk eller bedårende, som der sigtes efter. Det er snarere bare enerverende.

Altså er der alt taget i betragtning mest at komme efter i Braavos. Og for andet afsnit i træk er det Aryas næste offer, skuespillerinden Lady Crane, som er i centrum.

Det er finurligt sat sammen som en repræsentation af Aryas store dilemma. Crane spiller Cersei, fordi netop Cersei optræder på Aryas dødsliste.

Den liste er uløseligt forbundet med hendes oprindelige identitet. I forsøget på at glemme denne identitet for at efterleve kravene i The House of Black and White er hun holdt op med at recitere listen. I det øjeblik, hun skal dræbe Cersei i skikkelse af Lady Crane, sættes det hele på spidsen: Hun er nødt til at glemme relationen til Cersei Lannister for at glemme sin identitet, men hun er samtidig nødt til at se Lady Crane som Cersei for at være i stand til at slå den venlige skuespillerinde ihjel.

Der sker også noget andet i det øjeblik. Midt i forestillingens sammenrend af rendestenskomik og usselt amatørskuespil dukker Lady Crane frem for at levere en inderlig monolog om at miste sin søn. Og i det øjeblik tjener dramaet sin funktion som andet og mere end en god historie. Det bliver et spejl, der holdes op for virkeligheden.

Parallel til Shakespeare

Arya kommer helt ufrivilligt ind under huden på Cersei Lannister og er ikke i stand til at holde sine følelsesmæssige parader oppe. Den ellers emotionelt distancerede Arya Stark indser, at Cerseis tab er det samme som hendes eget – og, som hun fortæller til Lady Crane i den efterfølgende scene, at Cerseis had til sine modstandere ligeledes er en følelse, hun kan genkalde sig.

Det er i dette øjeblik, at det står klart for os, at Arya allerede har valgt side. Konklusionen har man længe anet, men her drages den endeligt: Arya er ikke kold nok eller identitetsløs nok til at aflægge sig sit navn og træde helt ind i rollen som No One. (Skuespillet er i den forstand også en lignelse, der skal spejle det at tjene hos The House of Black and White – er man i stand til at påtage sig alle andre roller og ansigter, eller er man ikke?).

Når hun ikke engang kan kontrollere sit ansigt i teateret, hvordan skal hun så kunne befri sig for det og slutte sig til The Faceless Men?

Det ligger helt lige for at drage en parallel til Shakespeares ’Hamlet’, som er et klart fikspunkt for moderne gestaltninger af dramaer inden i dramaer. Prins Hamlet hyrer en skuespillertrup til at dramatisere mordet på sin far for at frembringe en emotionel respons hos sin mor og sin onkel.

Men dramaet inden i dramaet er ikke bare et afgørende knudepunkt i Shakespears stykke. ’The Murder of Gonzago’, som skuespillet hedder, er Shakespeares kommentar til en dramatisk tradition, der overdriver sine virkemidler – og fremføres af så talentforladte spillere – at tilskueren aldrig har mulighed for at spejle sig selv i værket.

Med den spidse ende

I ’Blood of My Blood’ er skuespillets funktion netop at vække en slumrende empati i Arya. Og Lady Cranes monolog minder mere om Shakespeares originaltekst – måske særligt dronning Gertrudes tale til sin søn Hamlet i slutningen af akt 3 – end om noget fra ’The Murder of Gonzago’.

»Oh grief. Oh daggers stay, my heart is full of sorrow. All hope is lost. All joy is gone. And there is no tomorrow«.

En kuriøs betragtning i denne henseende er måske, at dronning Gertrude ligesom kong Joffrey ender med at drikke gift og dø.

Det hele er med til at binde Cersei og Arya sammen. Og ligesom Cersei kan Arya ikke glemme sit primære kald i livet: At beskytte sin familie. Det er garanteret ikke tilfældigt, at Aryas dæknavn i ’Blood of My Blood’ er Mercy. ’Mother’s Mercy’ er nemlig titlen på sidste sæsons afsluttende afsnit, der indeholdt Cerseis nærmest endeløst lange bodsgang i King’s Landing.

»Don’t let her suffer«, beder Jaqen H’ghar sin tjenerinde. Men netop lidelse er der nok af i vente for Arya Stark. Hun har takket nej til den nemme flugt ned i de ansigtsløse lejemorderes hav af følelsesløs selvopofrelse. Hun har takket nej til at være et instrument for en Gud, der – præcis ligesom seriens skaber – slår alle ihjel uanset gerninger og ugerninger.

Da Arya finder Needle frem, genfinder hun samtidig Arya Stark. Det er et farvel til »valar morghulis« og et goddag til Jons råd: »Stick them with the pointy end«.

Ikke en eneste gang har Arya slået The Waif, og nu kommer The Waif i nattens mulm og mørke for at tage hendes liv. Men denne Stark er ikke så nem at slå ihjel. For vi ved godt, hvad Arya Stark siger til The God of Death: »Not today«.

Læs også: ‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 6 – Hodor! Hodor!