’The Assassin’: Mesterlig anti-kampsportsfilm fra en af Asiens største
En enlig blåfugl har i tre år siddet i stilhed i sit bur uden at lade så meget som et enkelt fuglefløjt slippe ud. Først da der placeres et spejl foran buret, bryder blåfuglen ud i sang og dans og fortsætter sådan, indtil den forpustet dør foran sit spejlbillede. »Blåfugle synger kun for sin egen slags« – ikke for noget andet publikum.
Sådan fortælles der tidligt i den kinesiske ’The Assassin’, og det samme kan måske siges om filmen selv: Den synger kun for sin egen slags og er ikke interesseret i at gøre det nemt for sine tilskuere. Karaktermotivationerne er underspillede, og plottet – om end det er minimalistisk – kan være svært at finde rundt i for et vestligt publikum, der er flasket op med berettermodel og Hollywood-konventioner.
Heldigvis er filmen så meget mere end det og kan måske bedst sammenlignes med en kinesisk gaveæske – et system af æsker, der gradvist bliver mindre og mindre og alle kan samles inden i hinanden. Hvad der umiddelbart kan virke som en film, der er ren overflade, vil for den interesserede gaveåbner vise sig som en stor og sjælden oplevelse.
Gavegiveren er taiwanesiske Hou Hsiao-Hsien, der på sidste års Cannes-festival modtog prisen for Bedste Instruktør netop for denne film. Hans navn vækker nok ikke genklang hos mange i vesten, men blandt cinefile er han anerkendt som en af filmkunstens store mestre for sine dissekeringer af Taiwans historie op igennem det 20. århundrede.
I ’The Assassin’ er vi langt fra storbyen, som har spillet en væsentlig rolle i flere af hans værker. Filmen udspiller sig i det 17. århundredes Kina. Den unge prinsesse Yinniang bliver som 10-årig kidnappet af en nonne, der oplærer hende i kampsport og over årene forvandler hende til en yderst dygtig snigmorder, der skal myrde korrupte politikere.
Yinniang har blot én svaghed: »Du har mestret sværdet, men dit hjerte mangler beslutsomhed«, fortæller nonnen hende, efter hun har fejlet i at slå en mand ihjel, fordi hans barn var til stede. Derfor sendes Yinniang på en mission, der skal teste hendes loyalitet: Hun skal dræbe Tian Jian, guvernøren af Weibo. Weibo er dog ikke en hvilken som helst by – det er Yinniangs fødeby. Og Tian Jian er ikke en hvilken som helst mand – det er hendes barndomskæreste, som hun dengang var forudbestemt til at skulle giftes med.
Filmen har en poetisk billedskønhed, hvor alle farver og former er perfekt komponeret. Kameraet observerer næsten konsekvent på afstand, og omgivelser og natur tildeles en liges å vigtig rolle som de karakterer, der diskuterer med hinanden blandt de røde, flagrende gardiner eller sværdfægter i en sølvskov af birketræer.
Forventer man tyngdelovsbrydende slåskampe a la ’Kill Bill’ eller ’Tiger på spring, drage i skjul’, bliver man slemt skuffet. Under den smukke indpakning gemmer sig nemlig ikke en actionfilm. Det er snarere en antivoldsfilm, hvor Yinniangs dilemma om, hvorvidt hun skal dræbe sin barndomskæreste eller ej, udforskes med en nysgerrig dyrkelse af hverdagselementer: Hvordan satte de deres hår dengang? Hvordan badede de rige? Hvordan rejste snigmorderen fra A til B? Ved at insisterer på disse elementer sniger den mærkbare tidsånd sig langsomt ind under huden på tilskueren.
De få sværdkampe, filmen trods alt indeholder, eksploderer som pludselige udbrud, der er overstået liges å hurtigt, som de kom. De fungerer mere som små magtdemonstrationer end som scener, hvor hovedrollen skal slå talløse fjender ihjel.
Når de storslåede billeder ikke akkompagneres med store, melodramatiske følelsesudbrud, bliver effekten nemlig modsat, at de små handlinger får rum til at vokse. Som når den stille snigmorder holder et slør op foran ansigtet, når hun græder, så kun de gentagende jag i hendes skuldre subtilt fortæller om hendes indre liv.
Hou Hsiao-Hsien mestrer simpelthen at fortælle maksimalt med minimalistiske virkemidler, og hans take på wuxia-genren er dybt egensindigt.
Kort sagt:
’The Assassin’ er en meditativ billedeksplosion, der skal opleves, før den kan opfattes.