Efterklang har altid søgt nye græsgange og betrådt obskure stier i deres musikalske virke, hvor barren notorisk har siddet lidt højt oppe. Derfor var det ligeså meget et bevis på deres elitære niveau, som det var et midlertidigt tab, da de i 2014 meddelte, at de ville gå i hi for at reflektere over deres praksis og redefinere deres udtryk.
Hiet varede dog ikke længe, for kort efter opstod bandet Liima med medlemmene om bord, og næsten synkront søsatte de også radio-konceptet The Lake – en internetradio for alternativ musik.
Nu vender Efterklang dog tilbage og udgiver den 4. november den, ja, udforskende opera ‘Leaves – The Colour of Falling’, som bandet opførte live sidste sommer i den store, normalt lukkede, atomkælder under Kommunehospitalet i København.
Var man ikke en af de heldige, der fik sneget sig med der – eller har man blot lyst til at genopleve forestillingen – melder muligheden sig nu om end i et lidt andet format. Allerede nu kan man høre et udtag fra udgivelsen på sangen ‘Cities of Glass’, der ikke kan skjule sin Efterklanglige dna, men er et stærkt elektronisk take på den traditionsbundne operagenre.
Samtidig annoncerer bandet en tour i Europa, hvor operaen vil blive fremført i koncertversion sammen med The Happy Hopeless Orchestra, som også var kernen i den oprindelige opsætning. Startskudet går den 22. februar i Store Vega, hvor efter der kun er udenlandske koncerter på programmet.