Tame Impala på Roskilde Festival: Psych-kongernes sejr
Det svirrede, at Kevin Parker ikke var helt på toppen op til Arena-koncerten, men alle bange anelser blev gjort til skamme, da de australske psych-konger åbnede, hvad der blev intet mindre end et sublimt live-show, hvor der var fremgravet glimtende guld fra alle bandets tre plader.
Teltet var pakket til randen, og det var periodevis svært at se frem mod scenen for hæren af hædrende hænder. Det blev heller ikke nemmere, da hele publikum satte i hop til tonerne af ’Let It Happen’, som bandet katapulterede af sted i et svøb af phaser og tyk effektsovs. Parkers stemme sad i det famøse skab, og trommeslageren fortjener ros for henholdsvis at rocke og rulle, når han skulle.
På et bagtæppe af psykedeliske farver og mønstre fik publikum den ene psych-banger efter den anden med ’Moment’ og ’Elephant’ i kæbetabende skarpt schwung, der shufflede sig til en direkte sejr, hvor selv trommesoloens notoriske malplacering pludselig føltes spot on. Men Tame Impala var først ved at spille sig varme, og den catchy ’The Less I Know the Better’ var blot ekstra benzin på et allerede flammende publikumsbål. Det skulle også blive første gang, jeg hørte et fodboldkor låå’e en basgang.
Tame Impala forenede det svulstigt pompøse og det stringente med kirurgisk akkuratesse og rave-agtig energi, som hele tiden hentede dopamin på bunden af de sugende breaks.
Mod enden var det en beæret Parker, der roste publikum og meddelte, at hans stemme kun havde én sang mere i sig, men at hans hjerte bankede videre, da ’New Person, Same Old Mistakes’ lukkede ballet af med konfettibravur i en malstrøm støj og farver.
Se hele vores dækning af Roskilde Festival HER.