Paddy Considine fattede ikke, hvorfor han gik fra at stjæle scener til at spille falsk.
Han gik så langt som at tage skuespilundervisning i 2011, efter han havde etableret sig som en af Englands fineste karakterskuespillere og vundet flere priser for sine pragtroller i ’Dead Man’s Shoes’ og ’In America’. Men til tider følte han end ikke, at han kunne løfte et telefonrør troværdigt, når instruktøren befalede ’action!’.
På den måde var det en lettelse for den 41-årige brite, da han fik en konkret diagnose klæbet på de personlige kvaler: Først aspergers og senere irlen syndrom, en perceptuel dysfunktion, der besværliggør bearbejdelsen af synsindtryk.
Det var her, sindets dunkle labyrint og distancen til omgivelserne fandt sit udspring, og det var her, Considine ubevidst havde hentet inspiration til sine egne roller, mestendels mentalt forstyrrede særlinge og slagsbrødre i følelsernes vold. Når man ser ’Dead Man’s Shoes’, hvor Considine spiller en hjemvendt soldat på hævntogt, er der således en grund til, at det mentale mørke, der omklamrer lærredet og sætter sig som en rislen i rygraden, virker ægte. Det er ægte.
I Shane Meadows’ underkendte thriller straffer han sine brors banemænd med et diabolsk repertoire af henrettelsesmetoder, og i film og serier som ’Stoned’ og ’Peaky Blinders’ har han ligeledes navigeret efter et forskruet moralkompas. Hans næsten biologisk bestemte optagethed af menneskets skyggesider udkrystalliserede sig tydeligst, da han debuterede som instruktør med ’Tyrannosaur’, et socialrealistisk vulkanudbrud af vold og alkoholisme fra hjertet af beton-England.
Lårklaskende komisk timing
Men hvis man som jeg først så Considine i Edgar Wrights ’Cornetto’-film, ’Hot Fuzz’ og ’The World’s End’, er det overraskende, at man støder på så meget vrede, desillusion og misantropi i hans bagkatalog.
Særligt i ’Hot Fuzz’ åbenbarede skuespilleren en lårklaskende komisk timing som selvfed landsbybetjent med skovsnegl på overlæben.
Hans ramsaltede takedowns af Simon Peggs storbystrisser på afveje, leveret i skøn forening med Rafe Spall, er blandt glansstunderne i en film af lutter komedieguld, men da bevisbyrden mod landsbyens morderiske konspiration vejer for tungt, smider han storbyhadet over bord og går i krig med Pegg og co.
Senere krydrede han rollen som selvfedt udskud med et new age-touch i Richard Ayoades fine om end lovlig indie-smarte dannelsesfilm ’Submarine’ – denne gang med Bundesliga-garn og pseudo-foredrag om lys og whatnot.
Men Considines repertoire begrænser sig ikke kun til særlinge, sjove som psykopatiske, for han kunne snildt inkarnere den arketypiske Hollywood-helt, hvis han ville. I ’Dead Man’s Shoes’ og ’Stoned’ rumsterer døden i hans blik, i ’In America’ og ’The Bourne Ultimatum’ er vanviddet erstattet af idealisme eller i hvert fald gode intentioner.
Stråler blandt venner
Hans ansigt kan lægges i såvel ominøse som elskelige folder, og det er en dramatisk alsidighed, der er svær at matche.
Historien om Considine handler derfor ikke om en mørkemand i selvterapi på biograflærredet, men om et unikt, uslebent skuespiltalent, der formår det meste, så længe rammerne tillader ham det.
Considines mentale lidelser gør nemlig, at han dårligt kan levere en linje med overbevisning, hvis han ikke føler sig tilpas på settet. Måske er det derfor, at han har taget turen til den britiske filmelite hånd i hånd med bedstevennen Shane Meadows, som han studerede sammen med på Burton College, og som både instruerede ham i ungdomsdramaet ’A Room for Romeo Brass’, førnævnte ’Dead Man’s Shoes’ og i flere kortfilm (heraf ’The Man With No Name’, hvor Considine går i ét med skoven).
Og måske er det derfor, at han har sluttet sig til det komiske triumvirat Edgar Wright, Simon Pegg og Nick Frost, der fra ’Spaced’ til ’The World’s End’ altid har værdsat deres venner.
For når Paddy Considine er blandt venner, stråler han som få.