‘Mr. Robot’-stjerne lander hovedrolle i Michael Noers ‘Papillon’-genindspilning

Selvom det tog over et år for den hypede hackerserie ‘Mr. Robot’ at nå de danske streamingtjenester, må man blot sige bedre sent end aldrig og glæde sig over den fantastiske serie. Nu har de fleste vel efterhånden også stiftet bekendtskab med seriens bærende mand Elliot Alderson, spillet af Rami Malek, og hans enigmatiske, eminente og dragende præstation.

Malek, der fik sin debut i ‘Gilmore Girls’ for 12 år siden, har nu fået sit helt store gennembrud og på trods af hans særegne stil og udtryk, er potentialet som leading man vel bevist. Nu har den 35-årige skuespiller ifølge Deadline.com landet sin første store rolle siden ‘Mr. Robot’ og dét i remaket af filmklassikeren ‘Papillon’, som skal instrueres af danske Michael Noer.

Tidligere på året kom det frem, at Charlie Hunnam (‘Sons of Anarchy’) ville overtage Steve McQueens rolle som Henri ‘Papillon’, der i filmen kæmper for at flygte fra en livstidsdom i et fængsel på Djævleøen i Sydamerika. Malek tager rollen som Dustin Hoffmans Louis Dega, der danner et stærkt venskabeligt bånd til Papillon, som han hjælper ham med at forlade øen.

Nyheden om Malek kommer ikke et sekund for tidligt, eftersom optagelserne til filmen begynder i næste måned.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af