Isaiah Rashad basker rundt i en tung og mudret pøl af knibende inspiration
Hvis ’The Sun’s Tirade’ skulle angives af en bestemt stemningsfarve, må det være en mudret brun. Indholdet består, på trods af albummets solbestrålede titel, primært af en afdæmpet og grumset narkoseatmosfære. Dermed ikke sagt, at albummet ikke har sine lyspunkter. Der er bare lidt langt mellem dem.
Det er ingen hemmelighed, hvad der holdt Isaiah Rashad tilbage efter hans i mange øjnes skelsættende debut, ’Cilvia Demo’ fra 2014. Fra hestens egen mund bundede den enigmatiske forsvinden i alkohol- og stofmisbrug. ’Cilvia Demo’ satte barren højt, og i stedet for at omfavne den nyfundne opmærksomhed og sigte højere, fandt Rashad i stedet trøst i den evige beruselse, som truede hans tilknytning til Top Dawg Entertainment mere end blot én gang. Selv om han angiveligt er ude af misbruget nu, er Rashad dog stadig løbet ind i sin personlige sophomore slump med dette album.
Han kommer naturligvis ind på sine misbrugsproblemer på ’The Sun’s Tirade’ – men det er også det. Der formås næsten på intet tidspunkt en distancering fra misbruget, ej heller noget hævet overblik til at sætte det hele i perspektiv. I stedet ser han ud til at omfavne stofnedslidningen i sådan en grad, at han aldrig bryder overfladen på den neddykkede og sløvede slette, som albummet udgør: »Pop a xanny, make your problems go away«, rapper han i ’Stuck in the Mud’. Fastklemt i mudderet er lige, hvad han er, for de musikalske problemer forsvinder ikke.
I modsætning til ’Cilvia Demo’s fremragende lyrisme, ser Rashad nemlig ud til at snøvle sig igennem store dele af ’The Sun’s Tirade’. Det ville naturligvis ikke være det store problem, hvis det forekom i et par enkelte tracks for ligesom at tegne et imiteret atmosfærisk billede af hans (tidligere?) misbrugssump, men man bliver helt i tvivl, om han nu også er ude af det for alvor.
Debutalbummet udmærkede sig ved, at de tilbagelænede produktioner blev opvejet i form af potent lyrisk spræl. På ’The Sun’s Tirade’ lyder Rashad uinspireret og lyrisk idéforladt, og så bliver 17 numre, der strækker sig over en time, for langtrukkent et bekendtskab.
Problemet opstår eksempelvis, når Rashad forsøger at efterligne Futures patenterede bedøvelsesrap. På ’A Lot’, der vist nok skal forestille at være en slags banger fra Mike Wills hånd, snubler Rashad sig gennem linjerne og virker ugidelig, nærmest desillusioneret. Han har haft svært ved at vide, hvilken vej han skulle kigge efter inspiration – noget der også understreges i den afsluttende telefonsamtale fra selvmordssjæleren ’Silkk da Shocka’, hvor en bekendt irriteret udbryder: »Find a motherfuckin’ topic. God damn, just find the topic, bro«. Manglen på inspirationsemner har Rashad altså været udmærket bevidst om, men han gør ikke just noget for at komme problemet til livs.
Det er naturligvis ikke alt, der ikke fungerer. Af de bedre ting kan den organiske lyd understreges, som på snu vis undgår de mest klichéfyldte hiphop-faldgruber for tiden. Højdepunktet ’Park’ har for eksempel en betagende solnedgangsatmosfære, der udmærker sig gennem sydstatsfriteret produktion. Også ’Rope/Rosegold’ er et godt eksempel med sin jazzede mørke, hvor anden halvdel sampler A Tribe Called Quest. Og på ’Wat’s Wrong’ leverer Rashad et flow, der lyder helt Kendrick’sk, hvilket ofte er en ubetinget succes.
Men albummets uomgængelige svaghed er den konstant tilbagelænede og nedsunkne rille, det ikke kan hive sig selv op af. Flere af numrene har udmærkede beats, nogle endda fortrinlige, men resultatet er et album, hvis individuelle tracks viskes ud i sin egen gråmelerede masse af beslægtede, flade stemninger. Det virker tappet for energi og pondus og basker rundt i en tung og mudret pøl af knibende inspiration.
Kort sagt:
’The Sun’s Tirade’ glipper de steder, hvor debuten ’Cilvia Demo’ udmærkede sig. Den afslappede, nærmest søvndyssende atmosfære ender med at trække sig selv alt for langt ned i en flad og mudret søle, som ikke leverer nok overraskelser eller afbræk til at kunne bestå over 17 sange.