Rapperen Goldlink leverede sublim rutsjebanekoncert i Lille Vega

»And I’m just warming up, nigga / you get used to this shit / no beginner’s luck, bitch«.

Sådan fløj ordene på blot anden sang i sættet, ’Bedtime Story’, efter Goldlink var slentret ind på scenen iklædt cap, en t-shirt med aflange harlekinstriber og en langærmet bundet diagonalt over torsoen.

Sangens titel til trods skulle showet dog hurtigt vise sig at være alt andet end en godnathistorie. Indledningsvis indtraf den bombastiske åbner ’Ay Ay’, hvor Goldlinks dj lod det æteriske beat vige stedvist for at give plads til en a cappella-levering, der tilsyneladende ikke havde nogen som helst intention om at knække under pres.

Også på førnævnte ’Bedtime Story’ blev flowet tøjlet legesygt med en moderat ændret takt end studieversionen – et vidnesbyrd om, at der var tænkt over tingene, men at der også stadig var plads til uforudsigeligheder, som afslutningen på koncerten var et fremragende bevis på (det vender jeg tilbage til).

Opvisningen var dårligt nok gået i gang, før der blev hoppet fra det ene eftertrykkelige track til det andet.

Tempoet var for det meste højt, sangene koncise. Der var et godt miks af både ældre og nyere sange: Løsgængere fra Soundcloud, mixtape-numre og albumudskæringer. Sådan gik det til, at både Sango-samarbejdet ’Wassup’ tonede tilbagelænet frem, at ’Dark Skin Women’ skabte en romancefest med flere kyssende kærestepar, og at den Kaytranada-producerede ’Sober Thoughts’ bragte den ellers højoktane galop lidt ned igen for at lade publikum få pusten og sunde sig inden det kommende brag.

Hvad der fulgte efter var der nok få, der havde forudset. I et ret besynderligt, men velfungerende træk lånte makkerparret på scenen hype fra andre kunstneres velkendte bangers. Først ’The Next Episode’, ’Party Up (Up In Here)’, ’Hot In Herre’, ’Work’ og sidst, men absolut ikke mindst, ’Smells Like Teen Spirit’, der fremkaldte endegyldigt ragnarok.

Lidt for letkøbt ville man måske være fristet til at sige, men når det var placeret i midten af et sæt, der i alt udgjorde omtrent 20-21 sange doseret over blot 50 minutter, fungerede disse fortræffeligt som overgang til koncertens afsluttende halvdel, som var den altoverskyggende.

Mellemstationen blev afløst af ’Aquafina’, hvor Goldlink for første – og eneste – gang lavede en smutter på første vers. Når man tænker på, hvor mange staccato-hakkende flows han fyrede op under, var der intet at sige til dette, og det blev næppe opdaget af særligt mange. Fanskaren havde i stedet travlt med at gå bananas og forvilde sig ud i en moshpit, der fyldte halvdelen af salen – til rapperens store fornøjelse.

»Keep it going to the next song«, dirigerede han fra hjørnet af podiet.

Kontakten med publikum var imponerende. Han poserede kort for kamerablitzer, dansede sensuelt under beat-mellemstykker sammen med menneskemængden og konverserede flere gange med pultmanden for at tage puls på stemningen og planlægge næste ryk.

Mod enden var der tid til overraskende vokaludfoldelser med blandt andet den nytilkomne ’Fall In Love’, og lighterne kom endelig frem under sjæleren ’When I Die’.

Til manges store overraskelse indfriede Goldlink på falderebet en sidste sanganmodning i kølvandet på ekstranummeret, da en af publikummerne stædigt blev ved med at skråle efter undergrundshittet ’Creep’. Rapperen hørte bønnen og vendte sig mod sin trofaste dj, der straks gik i gang med at grave i arkiverne for at fiske tracket op, som de ellers ikke spiller live.

Vi blev forsikret om, at dette ikke var sket nogle andre steder på turnéen – at det var et spontant moment, der bestod under den elektriske energi. En elektricitet, som selv efter hovedpersonens exit endte med 30 mennesker på scenen i fællesdans med dj’en.