DR3 viser ’Skam’ – bedre sent end aldrig

Mens danske og norske skammere har taget de første skridt ind i tredje sæson af den ungdomsrevolutionerende webserie fra NRK, har den danske pendant Danmarks Radio nu gjort sit for at bringe serien endnu tættere på de danske seere. I går blev det nemlig offentliggjort, at DR3 har købt rettighederne til ‘SKAM’.

Første og anden sæson af serien om Sana, Vilde, Eva, Noora, jenta-Chris og de andre på Hartvig Nissen får premiere på kanalen i december (årets julekalender!?) med danske undertekster. Man kan spørge, om det ikke er alt for sent, eftersom cirka 70.000 danskere allerede har set serien og fint forstår NRK’s norske undertekster. Men hos DR vurderer man, at der er potentiale til at nå ud til en endnu større kreds.

Tredje sæson af ’Skam’ om Isak, der ruller hos NRK i disse uger, håber DR også på at kunne få rettighederne til. Mest spændende ved DR3-premieren bliver det, hvordan man oversætter »drittkul«, »kødder« og »homselåt«, så det lyder lige så fedt som på norsk.

Læs mere: Lanceringen af ’Skam’ er en genistreg

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af