’Nina Forever’: Blodigt erotisk historie har en af filmmediets mest mindeværdige kærlighedstrekanter
CPH PIX: Sex. Blod. Død. Det er de tre grundingredienser i briterne Ben og Chris Blaines debutfilm ’Nina Forever’, der overraskende lydefrit forener romantisk drama, sort humor og erotisk horror.
Filmen åbner med en soloulykke på motorcykel på en ensom landevej. Det viser sig dog hurtigt, at ulykken nok snarere er et mislykket selvmordsforsøg. Enspænderen Rob (Cian Barry) er tynget af sorg og skyldfølelse oven på kæresten Ninas død i et biluheld. Han kan ikke give slip på den store kærlighed, og i weekenderne besøger han stadig pligtskyldigt svigerforældrene. Rob er med andre ord virkeligt dårligt kærestepotentiale for eventuelt interesserede.
Kollegaen i supermarkedet, Holly (Abigail Hardingham), ser dog noget anderledes på situationen. Hvor veninderne rynker på næsen af den sære Rob, drages Holly af manden med helt bogstavelige ar på sjælen: »Jeg ville elske, hvis min kæreste forsøgte at slå sig selv ihjel, fordi jeg var død. Forestil jer at blive kneppet af én, der er så intens«, betror hun til dem.
Tiltrækningen er gensidig. Men aldrig så snart er Holly og Rob endt sammen i hans seng i hed omfavnelse, før Nina (Fiona O’Shaughnessy) dukker op. Ikke bare i tankerne, men i koldt kød og blod på lagenet lige ved siden af de elskende. Nina er langtfra færdig med Rob – de slog jo aldrig op, så teknisk set er hun stadig hans kæreste. Nok er hun død og bloddryppende lemlæstet af bilulykken, men den tørre, sorte humor og besidder hun stadig.
Først er Holly selvsagt skræmt fra vid og sans af det bizarre optrin i soveværelset. Men følelserne for Rob overskygger skrækken, og hun indvilger i et forhold, hvor Nina materialiserer sig, hver gang hende og Rob har sex. Bestemt en af filmmediets mere mindeværdige kærlighedstrekanter.
’Hvad-nu-hvis’-præmissen for ’Nina Forever’ lyder helt ude i hampen, men Abigail Hardingham formår i den svære rolle som Holly at dosere dramaet og det nødvendige glimt i øjet så formidabelt, at jeg glad og gerne legede med på Blaine-brødrenes genreløjer fra start til slut. Hardingham portrætterer Hollys ublu, erotiske natur i en vildt modig præstation, hvor hun halvdelen af tiden er mere eller mindre afklædt og smurt ind i blod i afslørende elskovsscener.
Nok er det Rob, der har skeletter i skabet og en god del sorgbearbejdelse foran sig, men det er det psykologiske portræt af den komplekse Holly, der er ’Nina Forever’s emotionelle kerne.
Filmen mister pust og plotmæssig fremdrift en anelse undervejs, når hverdagslivet med et bloddryppende kadaver indfinder sig. Lagnerne skal skiftes. Igen. Madrassen skal vendes. Igen. Ned til vaskeriet og tilbage igen. Her føles det, som om de debuterende instruktører Ben og Chris Blaine strækker materialet, længere end historien tillader.
’Nina Forever’ lader sig ikke sådan lige sætte i bås, hvilket udelukkende taler til filmens fordel. Blaine-brødrene blander bizart med romantisk, erotisk med morbidt og veksler mellem scener tynget af sorg til begsort galgenhumor. Det hele er klistret godt og grundigt ind i hinanden i en blanding af blod og kropslige sekreter.
Det er selvsagt ikke for alle.
Kort sagt:
’Nina Forever’ er et helt igennem originalt bud på et romantisk drama – morbidt sølet ind i blod og sorg. Blaine-brødrenes instruktørdebut er på én og samme gang melankolsk, saftigerotisk og møghamrende vittig.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted