Mads Mikkelsen mødte sine fans i øjenhøjde, da han fredag blev interviewet af Informations filmredaktør Christian Monggaard i Grand Teatret under en Artist Talk arrangeret af CPH PIX-festivalen.
Spørgsmålene kom vidt omkring, og vi blev også introduceret for Mikkelsens loyale fanskare af Fannibals, der – som navnet antyder – er mere end almindeligt dedikerede til hans rolle som Hannibal Lecter og rejser jorden tynd med diodefyldte blomsterkranse på hovedet for at støtte op om verdensstjernen.
Fannibal-fanskaren, primært unge piger, sad solidt plantet på første række, og flere af dem var kommet helt fra Japan til torsdagens gallapremiere på ’Doctor Strange’, hvor Mads Mikkelsen spiller skurk.
Vi har samlet den danske skuespillers bedste udtalelser fra seancen.
1. Om den fatale designfejl, Galen Erso lavede på Dødsstjernen, som resulterede i dens ødelæggelse:
»Måske var det ikke noget, han overså. Cliffhanger (og sigende blink til publikum, red.)«.
2. Om hvad de mange forskellige kostumer gør for hans skuespil:
»Når vi får vores kostume og sminke på, er vi pludselig i det univers, hvor vi har lov til at dreje New York på hovedet. Og det er enormt svært at gøre, når man har Adidas på«.
3. Om det, der tiltrak ham mest ved rollen som Kaecilius:
»Og så sagde Marvel de magiske ord: Flyve-kung-fu. Det var kombinationen af, at jeg var tegneserieidiot som barn og troede, at jeg var Bruce Lee, der gjorde, at jeg sagde okay, det er på tide, at vi prøver at lave det«.
4. Om at være tegneserienørd:
»Da jeg begyndte at tjene penge på diverse job, jeg fik, så brugte jeg stort set dem alle på tegneserier. Jeg har faktisk en pæn stor samling. Og så er jeg også stadig en meget stor fan af ‘Steen & Stoffer’«.
5. Om hvilken instruktør han helst vil arbejde sammen med:
»Martin Scorsese. Vi har faktisk været til en middag sammen to gange, men han har stadig ikke ringet«.
6. Om sin berømte replikmumlen på film og udfordringen ved at skulle artikulere tydeligt på en teaterscene:
»Ja, det er jeg ikke glad for. Jeg er glad for undertekster«.
7. Om ‘Pusher’s komplette kunstneriske frihed til de faste rammer i ‘Rejseholdet’:
»Det var meget frustrerende for et ungt, vredt menneske som mig, som kom fra at lave ‘Pusher’-film, hvor der ingen grænser var, til at skulle lave noget for mennesker, der var fem år gamle og 95 år gamle. Jeg kan huske, at jeg var helt vildt stresset over det og gik hen for at blive klippet. Jeg ville gerne klippes kort, som en politimand nu er. Og så gik der panik inde bagved, og ingen turde sige det til mig, men jeg kunne høre det helt ude på gangene: Åh nej, målgruppe fire ryger!«.
8. Om sin første tur til Cannes med ‘Bleeder’ i 1999:
»Cannes lød som noget i et bjerg, så jeg havde kun taget varme sokker og store sko med. Og der var mega varmt, og så stod vi der med en film i hånden, og det var nærmest som at stå på gaden og spørge, om nogen ville se den. Så gik der 15-16 år, og så stod Jang lige pludselig og vandt en af hovedpriserne«.
9. Om method acting
»Der er meget myte omkring det der method, men method er faktisk noget af det kedeligste i verden. Det at leve sig ind i en rolle, det er ikke method. Det med, at mine børn skal kalde mig Thommy de næste måneder, det er helt tosset«.
10. Om han har prøvet at få familien til at kalde ham Kaecilius eller Hannibal:
»De orker det ikke. De vil kun kalde mig Fischer (hans navn i ’Rejseholdet’, red.)«.
11. Om Anders Thomas Jensen:
»Vi har prøvet at lave dramaer hver gang, men så er folk kommet til at grine«.
12. Om ikke at efterspørge udfordringer:
»Hvis jeg kunne lide udfordringer, besteg jeg Mount Everest nøgen«.
13. Om sin største udfordring som skuespiller:
»Det var de ‘Grønne Slagtere’. I Danmark gik man benhårdt efter de socialrealistiske film, og vi lavede karakterer, der var helt derude, og vi elskede at gøre det, men var hele tiden bange for at blive slået ihjel i morgen. Vi var så lykkelige, da publikum begyndte at grine og forstod, hvad vi havde lavet«.
14. Om at blive opsøgt til rollen i ‘Coco Chanel & Igor Stravinsky’, hvor han både skulle lære at snakke russisk og fransk og spille klaver:
»Jeg sagde ikke bare ja, men sagde til instruktøren, at du skal virkelig tænke over, hvorfor du vil have mig, og jeg synes, du skal tænke i tre dage mere. Fordi det må være lettere at finde en russer, der kan spille noget klaver og så bare skal lære noget fransk«.
15. Om hvad der er tilbage for ham, når han allerede er strøget så højt til tops:
»Jeg skal lige vinde ‘Vild med Dans’ også«.
Læs også: Alle vores CPH PIX-anmeldelser samlet på ét sted